Miljøministeren er stolt - oppositionen skuffet

FINANSLOV: Miljøministeren glæder sig over en ny miljømilliard, mens oppositionen kalder finanslovsudspillet visionsløst og uden nye tiltag.

Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Også når det drejer sig om at læse tal og tabeller i regeringens finanslovsforslag for 2010.

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er stolt.
"Miljøområdet er kommet godt fra land. Der er det rigtige fokus i forslaget. Ser man samlet på Miljøministeriet og Fødevareministeriet, så vil der over de næste år med Grøn Vækst-pengene blive brugt 13,5 milliarder kroner på miljøet og naturen," siger han.

Troels Lund glæder sig også over, at der er afsat penge til en ny miljømilliard, der skal løbe fra 2010-2013. Nogle af pengene er allerede brugt til Grøn Vækst, men der er også plads til andre initiativer.
"Vi skal lave en kemikalie-handlingsplan og en luft-handlingsplan, og så skal der gøres en indsats for miljøteknologien," siger han.

Flere politikere og virksomheder i miljøteknologi-branchen har ærgret sig over, at der ikke på finansloven er afsat penge til et miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram (MUDP). Troels Lund Poulsen understreger, at der i Grøn Vækst er afsat penge til et GUDP, der satster på teknologi inden for landbrugsområdet.
"Og så er der jo globaliseringsmidlerne, hvor vi også vil have fokus på miljøteknologien," siger han.

En sag for forbrugerombudsmanden 
SF's miljøordfører, Ida Auken, er ikke imponeret over miljøsatsningen.
"Hvem forsøger miljøministeren at narre? Hvor mange gange skal denne miljømilliard - som jo egentlig kun er 250 millioner om året - sælges, uden at forbrugerombudsmanden griber ind? Vi ser her en minister, der er helt uden skam, når han går ud og promoverer ingenting. Der er ikke kommet en eneste ny krone til miljøet med miljømilliarden, og alligevel går han ud og lader som om, at det er et nyt, flot stort tiltag," siger Ida Auken, der ærgrer sig over, at tilskuddet til privat skovdrift er droppet, og at der ikke er penge til miljøteknologi.

Troels Lund Poulsen erkender, at miljømilliarden fremgår af regeringsgrundlaget fra 2007, men afviser Ida Aukens kritik.

"Det er den sædvanlige kritik fra oppositionen. Denne regering går til valg på noget, og så indfrier vi det, hvorimod SF jo ikke afsatte penge til miljøindsatsen på deres finanslovsforslag sidste år. Jeg glæder mig til at se, hvordan de vil indfri deres mange, dyre løfter," siger han.

En træt regering 
Socialdemokraternes klima- og miljøordfører, Mette Gjerskov, mener ikke, at der er noget nyt på om klimaet og miljøet på finanslovsforslaget.
"Grøn vækst udmøntes, så der gives skattelettelser til landbruget for hver krone, som de afkræves i forurening. Alt er ved det gamle. Ingen visioner. Regeringen er træt," siger hun.

Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, mener, at der på en lang række poster bliver skåret ned.
"Det er dybt betænkeligt, for man får det indtryk, at den miljøindsats, man vil lave de næste år, er det, der går under navnet Grøn Vækst, som jo bare handler om mere landbrugsstøtte," siger han.

Fokus på kemikalier 
Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, synes, at finanslovsforslaget tegner godt. Han hæfter sig ved, at der med Grøn Vækst bliver afsat markant flere penge til natur og miljø, og så glæder han sig over den nye miljømilliard.

"Den skal vi bruge til at sætte ekstra fokus på kemikalier i for eksempel cremer og shampooer, som er et problem for mange i hverdagen. Vi skal have de skadelige stoffer kortlagt og udfaset. Derudover skal vi lave en indsats for ny teknologi," siger han.

De Konservatives miljø- og klimaordfører, Per Ørum Jørgensen, kalder forslaget fornuftigt.
"Vi kan kun bruge pengene en gang, og sådan et forslag bærer præg af, hvad der er aftalt tidligere. Vi får sat gang i den nye miljømilliard, og der fylder Grøn Vækst meget, men der er også plads til, at vi kan gøre noget for miljøteknologien og inden for skov og kemikalier. Det er gode fingeraftryk," siger han og understreger, at han gerne ser, at der bliver fundet flere penge til miljøteknologi i globaliseringsmidlerne.

Præcisering: 'Mere' er fjernet fra ministerens citat: "...blive brugt 13,5 milliarder kroner mere på miljøet og naturen." - AJ

Forrige artikel Organisationer: Skuffende fokus på skov og miljø Organisationer: Skuffende fokus på skov og miljø Næste artikel K vil have Lomborg-støtten undersøgt K vil have Lomborg-støtten undersøgt