Miljøminister har tillid til kommunernes natur-tilsyn

NATUR: Kommunerne kan godt varetage naturopgaverne, mener miljøministeren efter møde med KL og DN. Han varsler undersøgelse af §3-området og er parat til hårdere sanktioner ved overtrædelser.

Kommunerne kan godt varetage administrationen og beskyttelsen af landets §3-naturområder. Det fastslår miljøminister Troels Lund Poulsen (V), som fredag mødtes med KL og Danmarks Naturfredningsforening (DN) for at diskutere problemerne med beskyttelsen og registreringen af §3-naturen.

DN har i efteråret foretaget flere stikprøve-kontroller, der viser, at mange naturområder er blevet pløjet op og ødelagt i den tid, hvor kommunerne har haft ansvaret for naturen, men på mødet fremlagde KL et nyt notat, der i høj grad frikender kommunerne. På den baggrund fastslår miljøministeren nu, at hans tillid til kommunerne er intakt.

"Jeg har ingen grund til at tro, at kommunerne ikke kan varetage §3-opgaven. Jeg kan konstatere, at DN's undersøgelser ikke holder vand. Der er ikke beviser for, at 1/3 af naturen er væk," siger han.

KL: Ikke kommunernes skyld 
DN fandt i en stikprøve 39 overtrædelser i Faaborg-Midtfyn Kommune, men ifølge KL's notat er 29 af overtrædelserne sket før 2007, hvor kommunen overtog tilsynet. I Ringkøbing-Skjern fandt DN 46 overtrædelser, men ifølge KL er der kun tale om to lovovertrædelser foretaget efter 2006. Overtrædelser, som kommunen har taget hånd om (se en mere detaljeret gennemgang nederst i denne artikel).

Jens Stenbæk (V), formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg, mener derfor ikke, at DN's kritik holder.
"DN's dagsorden har været, at opgaven skulle tages fra kommunerne. Det er der ikke grundlag for, og vi er glade for, at ministeren bakker op om det arbejde, der bliver lavet i kommunerne," siger han.

I Danmarks Naturfredningsforening mener præsident Ella Maria Bisschop-Larsen ikke, at det er interessant at diskutere, om overtrædelserne er sket før eller efter, kommunerne fik opgaven.

"Det vigtige er, om naturen er blevet ødelagt eller ej, og der viser notatet jo, at det er gået tilbage for naturen, og at der ikke er overensstemmelse mellem registreringerne og naturen ude i virkeligheden," siger hun og fastholder, at kommunerne har ansvaret.

"De må vedgå sig arv og gæld. Det nytter ikke at tørre ansvaret af på nogle amter, der ikke findes mere. Vi mener stadig, at naturbeskyttelsen er blevet dårligere i kommunernes tid - ikke mindst fordi de ikke førte tilsyn, da brakken blev pløjet op. Alle vidste, at der var risiko for, at natur blev pløjet op, men kommunerne gjorde intet," siger hun.

Undersøgelse af §3 
Mens mødedeltagerne således ikke var enige om, hvem der har ansvaret for ødelæggelserne, var der enighed om, at der var grund til at se nærmere på problemerne omkring §3-naturen. Troels Lund Poulsen vil derfor nu have en række forhold undersøgt nærmere, inden parterne mødes igen til foråret.

"Jeg er optaget af, at §3-naturen er så god som mulig, og vi kan altid blive bedre. Vi har sagt, at vi vil lave en stor informationskampagne til lodsejerne, som jeg håber, at vi snart kan gå ud med. Desuden skal vi lave en undersøgelse af de forhold, som både KL og DN har påpeget om registreringen, inklusive amternes registrering, Miljøportalen og også af forslagene om at skærpe sanktionerne for lovovertrædelser. Jeg er åben over for hårdere sanktioner, ingen tvivl om det," siger han.

Jens Stenbæk mener, at der dels er behov for at sikre overvågningen af den natur, der ligger uden for Natura 2000-områderne, og dels behov for at afklare, hvor ambitiøs naturregisteringen skal være. Endelig har KL foreslået, at kommunerne får mulighed for at uddele administrative bøder til landmænd, der overtræder naturbeskyttelsesloven.

I Danmarks Naturfredningsforening ser man ministerens løfte om, at han vil arbejde videre med sagen, som en erkendelse af, at der er et problem.
"Vi tolker hans velvilje som om, at der er problemer med lovgivningen og med beskyttelsen," siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Hun peger på tre punkter, hvor der skal sættes ind. For det første skal der gennemføres en ny og ensartet registrering. For det andet skal naturarealerne sikres permanent, så de ikke vokser ud af beskyttelsen. Landmændene skal have incitamenter til at pleje arealerne. For det tredje skal kommunerne have bedre mulighed for at håndhæve loven, blandt andet ved administrative bøder.

Forrige artikel Støjberg blandt de mest usynlige ministre Støjberg blandt de mest usynlige ministre Næste artikel Løkke til Thor P.: - Du taler solen frem Løkke til Thor P.: - Du taler solen frem