Midtiby stopper som partisekretær for S

JOBSKIFTE: Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, skifter til jobbet som direktør i Danske Handicaporganisationer.

Efter godt otte år som partisekretær for Socialdemokraterne stopper 38-årige Lars Midtiby.

Han skal i stedet være direktør i Danske Handicaporganisationer. Dermed er Lars Midtiby færdig i partipolitik, fortæller han.

”Jeg synes, at jeg efterlader et parti, der er i god form, selv om vi desværre ikke er i regeringskontorerne,” siger Midtiby til Ritzau.

Lars Midtiby er uddannet jurist ved Aarhus Universitet i 2006. Året efter fik han jobbet som partisekretær. Han kom fra en stilling som kampagnechef i Socialdemokraterne og har siden 2001 bestredet en række job i partiet.

Det er altså slut nu, og Midtibys afgang, der kommer i kølvandet af jobskifter til Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, markerer endnu en udskiftning af centrale figurer fra Socialdemokraternes seneste periode ved magten.

Danske Handicaporganisationer er en paraplyorganisation med sammenlagt 330.000 medlemmer. Organisationen favner blandt andet over Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindfonden og Dansk Blindesamfund.

Lars Midtiby starter som direktør 1. april.

Forrige artikel Danskernes tillid til embedsværket falder Danskernes tillid til embedsværket falder Næste artikel Græsk flygtninge-sammenbrud åbner for forlænget grænsekontrol Græsk flygtninge-sammenbrud åbner for forlænget grænsekontrol