Michael Kristiansen går sammen med Morten Jeppesen

NAVNENYT: De to erfarne kommunikationsrådgivere Michael Kristiansen og Morten Jeppesen har stiftet et nyt selskab, som hedder Divito.

To erfarne navne inden for medie- og kommunikationsbranchen går nu sammen i et samarbejde. Det skriver Mediawatch.

Kommunikationsrådgiver Michael Kristiansen, der har virksomheden Kristiansen+Partners, har sammen med Morten Jeppesen, der er kommunikationsdirektør i Falck, stiftet Divito.

Ifølge et opslag på det sociale medie Linkedin er Divito et strategisk samarbejde, der skal imødekomme det stadig større behov for at rådgive virksomheder i at integrere finansiel kommunikation, strategisk pressearbejde, interessentvaretagelse, politisk interessevaretagelse og sociale medier.

Michael Kristiansen har tidligere været særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, ligesom han er kendt fra TV 2 News-programmet Tirsdagsanalysen.

Morten Jeppesen har tidligere været redaktør på Børsen og pressechef i PFA. Morten Jeppesen har udover sit job som kommunikationsdirektør i Falck også selskabet Pressconnect, som han beholder og kører sideløbende med Divito. Også Michael Kristiansen fortsætter med at drive sin virksomhed Kristiansen+Partners.

Forrige artikel Regeringen dropper omstridt lovforslag om farlige psykisk syge Regeringen dropper omstridt lovforslag om farlige psykisk syge Næste artikel Pind: Åbne samråd er et skuespil Pind: Åbne samråd er et skuespil