Michael Christiansen formand for Verderlagskommissionen

DR's bestyrelsesformand, tidligere departementschef Michael Christiansen, bliver formand for Verderlagskommissionen, som har til opgave at undersøge lønningerne til de folkevalgte.

Et bredt flertal i Folketinget blev i marts enige om at nedsætte en kommission, som skal udarbejde et samlet forslag til aflønning af ministre, folketingspolitikere, borgmestre og regionsrådsformænd. Det bliver DR-formand og tidligere departementschef Michael Christiansen, der skal stå i spidsen for den nye Vederlagskommission. Det skriver Jyllands-Posten. Michael Christiansen er uddannet jurist ved Københavns Universitet. Han var fra 1992-2008 chef for Det Kongelige Teater efter at have været departementschef i Forsvarsministeriet i 1988-1992 og afdelingschef i Justitsministeriet i 1986-1988. Siden 2008 har han været bestyrelsesformand i DR. Vederlagskommissionen skal kigge på lønningerne til landets toppolitikere, og et bredt flertal i Folketinget har på forhånd aftalt, at man vil vedtage anbefalingerne fra kommissionen, som ikke underlægges økonomiske begrænsninger, skriver Jyllands-Posten. Kommissionen består af seks tidligere politikere og embedsmænd.
Forrige artikel Carl Holst vil i Folketinget Næste artikel Baastrup genopstiller ikke ved næste valg