Her er Martin Rossens afløser

AFLØSER: Martin Justesen bliver den nye stabschef i Statsministeriet. Han overtager posten efter Martin Rossen, som stoppede ved udgangen af juli.

Der er nu sat navn på den person, der skal tage over efter Martin Rossen i Statsministeriet.

Martin Justesen bliver ny stabschef i ministeriet.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

34-årige Martin Justesen er allerede en del af det politiske sekretariat i Statsministeriet, som han nu skal stå i spidsen for, da han siden folketingsvalget har været særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S).

Inden valget har Justesen været souschef for Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg og afdelingschef for partiets Kampagne- og Formandsafdeling. Hans tid i partiet går dog endnu længere tilbage. I 2012 blev han nemlig ansat som pressechef for Socialdemokratiet, efter han havde været særlig rådgiver for Thor Möger (S), som dengang var medlem af SF og skatteminister i Thorning-regeringen.

Justesen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Mette Frederiksens anden særlige rådgiver Sara Vad Sørensen er fortsat en del af det politiske sekretariat efter udnævnelsen af Martin Justesen.

Forrige artikel Dagens overblik: Medarbejdere forlod spiontilsyn i frustration Dagens overblik: Medarbejdere forlod spiontilsyn i frustration Næste artikel To ministre får plads i regeringens magtfulde udvalg To ministre får plads i regeringens magtfulde udvalg