Mette Frederiksen rokerer rundt på tre ministerposter

Benny Engelbrechts exit som transportminister har udløst en ministerrokade. Trine Bramsen bliver ny transportminister samt minister for ligestilling, Morten Bødskov bliver forsvarsminister, mens Jeppe Bruus rykker ind som skatteminister.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har valgt at lave en større ministerrokade som følge af Benny Engelbrechts (S) fratræden som transportminister.

Det betyder, at Trine Bramsen (S) rykker fra Forsvarsministeriet og bliver ny transportminister. Hun overtager også posten som minister for ligestilling fra Peter Hummelgaard (S).

Samtidig bliver Morten Bødskov (S) ny forsvarsminister, mens Socialdemokratiets politiske ordfører, Jeppe Bruus (S), overtager pladsen som skatteminister.

Morten Bødskov vil fortsat beholde sin plads i regeringens koordinationsudvalg. Dermed vil udvalget bestå af statsministeren, finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren.

Trine Bramsen og Jeppe Bruus vil som henholdsvis transportminister og minister for ligestilling samt skatteminister indtræde i regeringens økonomiudvalg. I udvalget sidder nu finansministeren, social- og ældreministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren, transportministeren og ministeren for ligestilling, erhvervsministeren, beskæftigelsesministeren og skatteministeren.

Mistillid grundet tilbageholdte klimaberegninger

Ministerrokaden sker som følge af, at Enhedslisten torsdag aften erklærede mistillid til Benny Engelbrecht, der kort tid efter træk sig fra posten som transportminister.

Det sker på baggrund af afsløringen af, at transportministeren under forhandlingerne om en ny infrastrukturplan har tilbageholdt centrale klimaberegninger. Tal, som flere af aftalepartierne efterspurgte flere gange, mens forhandlingerne var i gang.

Benny Engelbrecht har forklaret sig med, at beregningerne var for upræcise til at kunne bruges under forhandlingerne. Støttepartierne mener dog alligevel, at tallene havde været relevante at se, og det er grundlaget for, at Enhedslisten har erklæret mistillid til Benny Engelbrecht.

Opdateres.

Forrige artikel Dagens overblik: Mette Frederiksen præsenterer ændringer i regeringen Dagens overblik: Mette Frederiksen præsenterer ændringer i regeringen Næste artikel Statsministeren flytter rundt i centrale koordinationsudvalg Statsministeren flytter rundt i centrale koordinationsudvalg