Politiske kommentatorer tager fejl. Tidligere regeringer er kommet værre fra start end SVM
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Politiske kommentatorer synes enige om, at SVM-regeringen er kommet usædvanligt ringe ind i det nye år. Men faktisk kom Poul Schlüters KVR-regering endnu værre fra start i 1988, men han kunne alligevel fortsætte som statsminister efter næste valg, skriver John Wagner i en sammenligning af alle regeringers start siden 1953.
Midt i februar er der gået 100 dage, siden vælgerne 1. november sammensatte et nyt folketing, som 15. december efter historisk lange regeringsforhandlinger resulterede i den kun fjerde flertalsregering siden grundlovsændringen i 1953. Og den kun anden regering hen over midten af de i alt 33 regeringer, som Danmark har haft, siden vi fik kvindelig arvefølge, afskaffede Landstinget og udvidede Folketinget med to grønlandske mandater.
Men ikke nok med det: Valget 1. november var det 25. folketingsvalg siden grundlovsændringen, hvor vi har haft 14 statsministre, hvis vi tæller Erik Eriksen (V), som var statsminister ved grundlovsændringen, med; 8 socialdemokrater, 4 fra Venstre, 1 radikal og 1 konservativ.
Det er alt sammen historie nu, men inden SVM-regeringen dømmes ude på længere sigt, er det en analyse værd at se på, hvordan det tidligere er gået regeringer med ”historisk” faldende vælgertilslutning de første måneder.
Denne analyse bygger på en sammenstilling af de officielle valgresultater og regeringsdannelser, krydret med lidt hukommelse i forhold til de politiske begivenheder før og efter valgene samt – ikke mindst, og tak for det til Kantar Gallup – samtlige meningsmålinger fra Gallup fra foråret 1953 frem til den seneste offentliggjort i Berlingske 4. februar.
Analysen viser blandt andet, at det typisk de første 100 dage går bedre for borgerlige statsministre end for socialdemokratiske statsministre – med Schlüter (K) som en stor undtagelse efter Nato-valget i 1988, hvor han inviterede Det Radikale Venstre ind i regeringen på bekostning af Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Det kostede vælgertilslutning af dimensioner, som tilfældet nu er for Mette Frederiksen (S).
For statsministeren må det også være tankevækkende, at også to af hendes socialdemokratiske forgængere, Jens Otto Krag og Helle Thorning Schmidt, kom galt afsted med utraditionelle regeringsdannelser, som da Krag i 1966 dannede regering med støtte fra SF, og som da Thorning i 2011 inviterede ikke bare de radikale, men også SF med i regering.
Kommentaren fortsætter under overblikket.
Men så er tilbagegangen for SVM-regeringen her de første tre måneder altså heller ikke mere historisk end som så, for den overgås faktisk af den endnu større tilbagegang i meningsmålingerne i forhold til valgresultatet, som Poul Schlüter måtte indkassere, da han i 1988 oven på Nato-valget – eller Atom-valget, som det også blev kaldt – måtte se KVR-regeringens vælgertilslutning falde fra 36,7 ved valget 10. maj til 27,1 i en Gallup 28. august – altså 109 dage senere.
KVR-regeringens tab de første 100 dage var på hele 9,6 procentpoint, hvor SVM-regeringen ”nøjes” med 7,5. Mette Frederiksen går altså ikke over i historien som statsministeren med den hidtil dårligste begyndelse – hvis altså målestokken er regeringspartiernes vælgertilslutning ved valget og en meningsmåling, her Gallup, cirka 100 dage senere.
Hvad kan man så i øvrigt lære af denne analyse? Man kan lære, at udsvingene typisk er blevet større med årene, at flere regeringer har tabt end vundet terræn og at socialdemokratisk ledede regeringer normalt taber, medens borgerlige regeringer vinder.
Desuden kan man lære, at de største udsving (og tab) kommer i forlængelse af markante ændringer parlamentarisk (og ikke konkrete politiske sager). Eksempelvis da:
- Jens Otto Krag dannede en regering afhængig af SF, selv om han før valget havde afsværget denne mulighed,
- Poul Schlüter sagde farvel til Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti og i stedet tog De Radikale med i regeringen,
- Helle Thorning-Schmidt dannede regering med De Radikale og SF og endelig nu 4) Mette Frederiksens regeringssamarbejde hen over midten.
Og, hvad der måske ikke mindst er mest interessant her og nu: At der ikke er en påviselig sammenhæng mellem, hvordan det går en regering de første 100 dage, og om den overlever eller falder ved næste folketingsvalg.
{{toplink}}
Er det flere kvinder eller færre varme hveder, der skal øge arbejdsudbuddet?
Politikere bukker under på stribe, mens regeringen tromler videre: arbejd, arbejd, arbejd!
