Mette Frederiksen får ny spindoktor

NAVNE: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har hentet sig endnu en spindoktor, så hun nu har to. Der er tale om 28-årige Karen Thure, der kommer fra Socialdemokraternes pressetjeneste på Christiansborg.

Der er en stor fyringsrunde på vej i Beskæftigelsesministeriet, men det forhindrer ikke beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i at hente en særlig rådgiver nummer to, så hun nu har to spindoktorer.

Per 1. februar er 28-årige Karen Thure ansat som særlig rådgiver for Mette Frederiksen, der i forvejen har den tidligere kommunikationsdirektør for Microsoft Danmark, 36-årige Martin Rossen, som særlig rådgiver.

Karen Thure er ligesom Martin Rossen gammel DSU'er. Hun er desuden kandidat i kommunikation fra RUC og har efterfølgende gjort karriere hos Socialdemokraterne på Christiansborg.

Først som praktikant i 2007 og siden som studentermedhjælper for Helle Thorning-Schmidt i perioden 2008-2009.

De seneste to år har hun arbejdet som kommunikationsrådgiver i Socialdemokraternes pressetjeneste på Christiansborg.

Mette Frederiksen råder i Beskæftigelsesministeriet i forvejen over en af de største presseafdelinger på Slotsholmen med fem menige pressemedarbejdere, en kommunikationschef plus en særlig rådgiver.

Per 1. februar udvides den stab med en ny pressechef i form af Christian Lehmann, tidligere politisk reporter på dagbladet Information, samt altså Karen Thure som endnu en særlig rådgiver.

Forrige artikel Erstatningseksplosion skal undersøges Erstatningseksplosion skal undersøges Næste artikel Sundhedsministeriet: 140 fyres, og ny styrelse fødes Sundhedsministeriet: 140 fyres, og ny styrelse fødes