Mens statsministeren vil frisætte og have færre regler, foreslår Rosenkrantz-Theil det modsatte

Der er 350 meter fra Statsministeriet til Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Men måler man afstanden i forskellen på de politiske udmeldinger fra de respektive ministres kontorer, har distancen i regeringens første tid virket anderledes stor.

På den ene side har statsministeren talt om behovet for frisættelse ude i kommunerne. Om behovet for færre regler og et opgør med overflødigt bureaukrati. Og at konsekvensen dels kan blive, at velfærdsydelser opleves forskelligt alt efter bopæl, og dels at der er nogle af de rettigheder, danskerne har i dag, som de ikke skal have længere.

På den anden side har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på flere områder talt om behovet for flere regler og krav og mere ensartethed på socialområdet.

Eksempelvis er kritiske historier om udfordringer med massiv brug af vikarer på en række sikrede institutioner blevet mødt med et løsningsforslag om ”krystalklare uddannelses- og sammensætningskrav” til personalet fremadrettet.

Senest har ministeren sågar varslet deciderede lovændringer, der ”skærper reglerne og spænder bardunerne”.

Og de velkendte og årelange problemer på handicapområdet skal ifølge ministeren løses med en specialeplanlægning, der skal sikre klare retningslinjer for, hvilken hjælp borgerne kan forvente, som man kender det fra sundhedsvæsenets kræftpakker eksempelvis.

”Et af de konkrete bud, som vi har fra regeringens side, er det, vi kalder specialeplanlægning. Det går ud, på at vi fremover skal lave forløbsbeskrivelser og dermed guldstandarder for, hvordan vi gør det bedst,” har Rosenkrantz-Theil forklaret til Avisen Danmark.

{{toplink}}

Postnummerbetinget velfærd eller ej

SVM-regeringens ”grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet,” der skal styrke det lokale ansvar og afskaffe ”unødig regulering og kontrol” starter ganske vist på ældreområdet.

Men da statsministeren på KL-topmødet 16. marts talte om de potentielle konsekvenser af frisættelsen, lagde hun ikke skjul på, at frisættelsen kommer med en konsekvens. For at undgå en tilsanding af velfærdssamfundet, kan der komme større lokale forskelle på velfærden. Det er naturlig konsekvens af det lokale demokrati, ifølge statsministeren.

Mette Frederiksen svarede også ja, da hun blev spurgt direkte, om frisættelsen kan betyde, at der er nogle af de rettigheder, som sikrer ensartethed på social- eller ældreområdet, som borgerne skal give afkald på fremover.

”Det er jo den naturlige konsekvens, hvis vi skal slippe velfærden fri, og man lokalt skal definere, hvad er den rigtige og bedste daginstitution, og hvordan laver vi ældrepleje her. Så betyder det jo, at alt ikke skal være skemalagt,” lød uddybningen af ja’et fra statsministeren på KL-topmødet.

På socialområdet har både aktører og partier længe presset på for den omvendte udvikling.

Her har et opgør med det, som aktører, partier og utilfredse borgere har kaldt ”postnummerlotteriet” været et stort tema de seneste år.

Som udtrykket indikerer, er det netop forskellene i vurderingerne ude i kommunerne mellem hvilken hjælp en borger med handicap bør have, der har været genstand for kritik. Her har presset netop været i retning af mere ensartethed – ikke mindre.

Også her har socialministeren andre planer end at skabe større forskelle.

For selvom stavnsbåndet er ophævet i Danmark, kan man ikke mærke det som borger med handicap, lød Rosenkrantz-Theils analyse på et samråd, der handlede om hendes ambitioner for handicapområdet.

Specialeplanen er selvsagt et forsøg på at skabe klare forløbsbeskrivelser for, hvilken hjælp en borger med et givent handicap skal tildeles, som man kender det fra sundhedsvæsenet.

Samtidig har ministeren på førnævnte samråd talt for, at socialområdet – modsat skoleområdet - decideret mangler regler. 

På samme samråd betonede ministeren tilmed, at hun har gang i en direkte omvendt manøvre end det, der bør ske politisk på eksempelvis skoleområdet.

”Det er en bevægelse, hvor der det ene sted skal drosles ned, og det andet sted skal der skrues op. Det er derfor, jeg mener specialeplanlægningen er så afgørende,” sagde ministeren.

{{toplink}}

Frisættelsen sker på jobcentret

Pernille Rosenkrantz-Theil har i sine første måneder som minister i hvert fald på en række centrale områder altså i højere grad fokuseret på strammere styring og flere krav end det modsatte.

Bardunerne skal spændes, som ministeren ynder at sige.

Men der er også ting, der peger i den anden retning.

Ministeren står nemlig også i spidsen for SVM-regeringens projekt med at sikre de allermest udsatte større værdighed.

Og den gruppe skal mærke frisættelsesdagsordenen. Det skal ske ved at løfte de allermest udsatte helt ud af beskæftigelsessystemet og erstatte det med langt større fokus på sociale indsatser, har ministeren tidligere forklaret til Altinget.

Samtidig har ministeren lagt op til at forenkle reglerne på et mindre hjørne af socialområdet. Nemlig når det drejer sig om visitation til hjælpemidler.

Samlet set er der altså ikke tale om en minister, der er gået totalt solo og er slået ind på en fuldstændig anden kurs end resten af regeringen.

Det ville være unuanceret at påstå.

Men der er klare eksempler på, at Pernille Rosenkrantz-Theils tydeligvis er minister på et område, hvor der efterspørges bedre sagsbehandling og en større ensartethed i kvaliteten.

Den tilgang ser ministeren også ud til at imødekomme i sin retorik om ambitionerne på socialområdet, der trækker i en anden retning end den frisættelse, der er ambitionen på de andre velfærdsområder. Det har de første lidt mere end 100 dage allerede vist.

Samtidig viser ministerens løsningsforslag på de dårlige enkeltsager, hvorfor der som politiker ofte er et pres på at indføre krav og regler, og derfor også, hvilke udfordringer der kan opstå for en regering, der vil frisætte mere.

{{toplink}}

les@altinget.dk