Mens DI og SMVdanmark skærper retorikken i kampen om SMV'erne, siger Brian Mikkelsen: ”Jeg mærker ikke det pres. Medlemmerne kommer selv”

Den tidligere erhvervsminister har oplevet en markant medlemsfremgang, siden han i sommeren 2018 satte sig i stolen som topchef for Dansk Erhverv. Derfor betyder det ikke noget, at konkurrenterne i DI og SMVdanmark har skruet op for retorikken. "Det er heldigt, at vi har medvind på cykelstien, så jeg mærker ikke det pres," lyder det.

De danske erhvervsorganisationer har længe kæmpet om de små og mellemstore virksomheders gunst. 

Men mens DI og SMVdanmark for alvor er begyndt at skærpe retorikken på området, mærker Dansk Erhverv slet ikke konkurrencen på området. 

Det fortæller Dansk Erhvervs topchef, Brian Mikkelsen. 

"Jeg mærker ikke det pres. Vi har fået mange tusinde nye medlemmer, mens jeg har været her. Vi er vokset sindssygt meget. I den tid jeg har været her, har vi fået 4.000 nye medlemmer," siger Brian Mikkelsen, der i sommeren 2018 byttede jobbet som erhvervsminister ud med rollen som administrerende direktør for Dansk Erhverv. 

Halvdelen af den store medlemsfremgang kom i 2020. 

I dag råder Dansk Erhverv over omkring 18.000 medlemmer, hvilket er samme antal medlemsvirksomheder som SMVdanmark. 

DI ligger en smule højere med 18.700 medlemmer.

Dansk Erhverv meddeler, at de fleste af organisationens medlemmer er SMV'er, men vil ikke oplyse det præcise antal. 

 

Ordkrigen

SMV-segmentet er afgørende for erhvervsorganisationerne, da den virksomhedsgruppe udgør langt størstedelen af de danske virksomheder. 

Siden Håndværksrådet i oktober 2017 skiftede navn til SMVdanmark, har organisationen intensiveret sit forsøg på at positionere sig som den relevante interesseorganisation for små og mellemstore virksomheder.

Og den profil har organisationen styrket yderligere under coronakrisen. 

Senest har DI og SMVdanmark skærpet retorikken i forbindelse med, at Kim Haggren i august tiltrådte som chef for iværksættere, SMV’er og regelforenkling i DI.

"DI er landets største organisation for små og mellemstore virksomheder. SMVdanmark er gode til at stå og råbe på sidelinjen, men når der skal skabes resultater og reelle løsninger, er de ofte ikke med i lokalet," lød det her fra Kim Haggren til Altinget. 

Den melding blev resolut besvaret af SMVdanmark.

"Vi er glade for, hvis udnævnelsen af en branchechef betyder, at DI nu begynder at fokusere på SMV-dagsordner. Vi har gang på gang oplevet, at når diskussionen handler om de store virksomheder mod de små, så har DI konsekvent taget de stores parti," replicerede den nuværende vicedirektør, Mia Amalie Holstein.

{{toplink}}

Dansk Erhverv holder sig ude af ordkrig

Den ordkrig har Dansk Erhverv ikke tænkt sig at deltage i.

"Jeg har ingen kommentarer til det. Det vigtigste er, at vi får talt SMV’erne op, og vi fokuserer på, hvad vi selv laver. Jeg har aldrig nogensinde udtalt mig om hverken DI eller SMVdanmark," siger Brian Mikkelsen. 

Adspurgt endnu en gang lykkes det dog for Altinget at klemme en lille uddybende kommentar ud af Brian Mikkelsen. 

SMVdanmark og DI har skærpet retorikken på området. Hvorfor tror du, at de har det behov?

"Så skal du jo tænke over, hvorfor de føler et sådan behov," svarer han.

Hvor bevidst er det, at Dansk Erhverv har valgt en mere tilbagetrukket rolle i den debat?

"Der er ikke nogen strategi. Vi er en medlemsorganisation. Vores medlemmer er ligeglade med, hvem der siger hvad. De vil bare gerne have, at vi arbejder for dem, og de fleste af vores medlemmer er SMV’er, for det er de fleste virksomheder i Danmark," siger Brian Mikkelsen. 

Hvorfor skal man som SMV vælge at være medlem af Dansk Erhverv fremfor DI eller SMVdanmark? 

"Årsagen til, at man melder sig ind hos os, er, at vi kæmper for dem og gør det personligt for dem samt, at vi har en stor politisk indflydelse. De andre har også god service, men vores store politiske styrke betyder noget. Både SMVdanmark og DI gør det godt, og det er fint, for det gør, at vi kan tale med en bedre stemme til politikerne. I 99 procent af tilfældene er vi enige, og vi har arbejdet meget sammen under corona," siger Dansk Erhvervs topchef.

Særligt fokus på iværksætteri

Brian Mikkelsen fortæller, at man i Dansk Erhverv er bevidst om, at organisationen i højere grad kan hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at åbne døre, end man kan hjælpe de danske mastodontvirksomheder.

"Alle store virksomheder har været små engang, og det er der en anerkendelse af. Jeg tror, at man kan finde 100 taler fra min tid som erhvervsminister, hvor jeg taler om SMV’erne, for dem skal vi tale langt mere om, for det er dem, vi skal prøve at hjælpe og gøre mere for. Novo Nordisk kan godt klare sig selv. Det er også derfor, at vi har fået lavet en SMV-pulje til eksport," siger han.

Han henviser til den særlige digitaliseringspulje på 35 millioner kroner, der skal hjælpe SMV’er med genstart af eksporten efter corona, som blev vedtaget af Folketinget i oktober 2020

Derudover fortæller Brian Mikkelsen, at Dansk Erhverv særligt har satset på iværksættervirksomhederne, siden han tiltrådte som administrerende direktør.

Iværksættervirksomhederne har også bidraget til det voksende medlemstal i Dansk Erhverv.

"Vi har fået mange iværksættere som medlemmer, og det fokus har jeg taget med fra min tid som minister, hvor vi også havde et iværksætterpanel. Hele vores formål er at skabe et bedre erhvervsklima, så vi gør flere små virksomheder store, men også skaber flere virksomheder i det hele taget," siger han. 

{{toplink}}

Vil bremse stigning af aktieskatten

Under overskriften 'Danmark skal være verdens bedste iværksætterland' har Dansk Erhverv lanceret 28 forslag, der skal styrke rammevilkårene for danske iværksættere.

Blandt forslagene er, at beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft skal sænkes fra 445.000 kroner til 325.000 kroner, kravet om en dansk bankkonto afskaffes samt bedre mulighed for få medarbejderaktier.

Derudover fremhæver Brian Mikkelsen desuden Dansk Erhvervs nuværende kamp for at bremse en stigning af aktieskat som et eksempel på en mærkesag, der tilgodeser iværksætterne.

Og han er overbevist om, at erhvervsorganisationen også får forhindret regeringens udspil om at hæve aktieskatten for gevinster over 56.500 kroner fra de nuværende 42 procent til 45 procent, som den har foreslået som en del af sit reformprogram.

"Vi fik stoppet, at aktieskatten steg fra 42 til 45 procent, og vi får også stoppet det nye forslag fra regeringen. Iværksætterne er et kernefokus for os, for dem kan vi gøre noget for, når vi taler kapital, skalering og talenter," siger Brian Mikkelsen. 

Vokset fra 200 til 350 ansatte

Hvad er succeskriteriet for Dansk Erhverv i forhold til SMV'erne i de kommende år?

"Vi vokser meget i medlemmer, og det gør, vi kan ansætte nogle flere folk, hvilket er godt, men vi er jo ikke en virksomhed, der skal generere et overskud på den måde. Vi er mest interesserede i tilfredse medlemmer," siger Brian Mikkelsen. 

Fastholdelse af medlemmer er et vigtigt parameter, slår han fast.

"Da jeg startede herinde, var vi omkring 200 medarbejdere, og nu er vi over 350. I forhold til de KPI’er, jeg udstikker for vores medarbejdere er det ikke tallet, der er afgørende. Det er hvad for nogle resultater, de får hjem, og om der er tilfredshed med at være medlem, for man kan godt have mange medlemmer, og så er der et stort ’churn.’ Vi har et meget lille ’churn’, for virksomhederne bliver. Vi får medlemmer. Der er reelt set ikke nogen, der skifter væk fra os," siger han. 

Og det er lige præcis årsagen til, at erhvervsbossen ikke mærker presset.

"Det er heldigt, at vi har medvind på cykelstien, så jeg mærker ikke det pres. Medlemmerne kommer selv. Jeg har ikke brug for at være aggressiv, for det går godt," siger Brian Mikkelsen. 

Og selv hvis fremgangen får en ende, kommer den tilgang næppe til at ændre sig.

"Jeg er en meget optimistisk og positiv fyr, så det her glas er halvfyldt," siger Brian Mikkelsen entusiastisk, mens han lettere begejstret slynger indholdet af et næsten tomt vandglas rundt.

Det bliver den afsluttende bemærkning i interviewet.

{{toplink}}

Forrige artikel 5. låge i Altingets fotojulekalender: Fornemt besøg fra USA 5. låge i Altingets fotojulekalender: Fornemt besøg fra USA Næste artikel Her er årets bedste politiske bøger - og én du bør undgå Her er årets bedste politiske bøger - og én du bør undgå