Findes der en sjæl for partiet Venstre, må det være i denne sønderjyske provinsby

På de sidste 15 kilometer på vejen hertil kører vi bag en svinetransport. Til begge sider er der marker, så langt øjet rækker, lader, stalde og traktorer, flid i øjenhøjde og et vink med en vognstang om, at Danmark er et af de mest intenst opdyrkede lande i verden. Hele 62 procent af vores flade areal bliver brugt til landbrug.

Her på egnen fylder landbrug og fødevareproduktion dog lidt mere end andre steder. I 2021 tegnede Region Syddanmark sig for den største andel hektarer anvendt til landbrug - 785.340 ud af landets i alt 2.633.436.

Og er der ét sted i regionen, hvor den sydjyske foretagsomhed er særligt godt rodfæstet i mulden, og landmændenes liberale veje mødes, kan det meget vel være her, hvor en fire meter høj globus-installation smedet i jern markerer centrum i rundkørslen.

Byskiltet bekendtgør, at vi nu triller ind i Agerskov, 40 kilometer fra Padborg og den dansk-tyske grænse, halvvejs mellem Tønder og Haderslev - og knudepunkt for et liberalt-borgerligt Danmark.

Selvom Agerskov kun har 1.200 indbyggere, har byen i kraft af sin centrale placering i grænselandet en betydning, som rækker langt ud over, hvad man skulle forvente af en by på den størrelse. Kroen og sportshallen er katedraler, når landbrugets brancheorganisationer kalder til samling, og ministre og toppolitikere pligtskyldigt står skoleret over for et af vores ældste erhverv. Er man medlem af Venstre, bøndernes parti med forholdet til landbruget som navlestreng og fødselsattest, undgår man efter sigende ikke før eller siden at lægge vejen forbi.

Hvad er der med den lille by? Hvilken folkesjæl repræsenterer den? Og hvordan påvirkes landbruget og regionens tætte, historiske bånd til Venstre, når hensyn til klimamål og bæredygtighed driver en kile ind mellem partiet og baglandet? Det er Altinget taget til Agerskov for at finde svarene på.

To ministre fik mælk fra samme ko

I et stille parcelhuskvarter gøder en ældre mand sin græsplæne. To storkereder hænger i toppen af pælene i genboens have. Et par huse længere nede boede engang en af to ministre, byen har fostret: Tommy Ahlers, Venstres uddannelses- og forskningsminister fra 2018-2019, født som landmandssøn på en gård fem kilometer herfra, men opvokset i det lave, ydmyge hus foran os, hvor skurdøren står åben, og lyden af en boremaskine forplanter sig til gaden.

Den anden er Ole Birk Olesen, Tommy Ahlers’ tidligere kollega, Liberal Alliances bolig- og transportminister fra 2016-2019. Faktisk har de to fået mælk fra den samme ko. Ahlers senior solgte nemlig foderstof til Oles far, der var kvægavler, hvorfor det var naturligt, at Tommy flere gange om ugen sammen med sin far cyklede ud til Olesen-familien og tappede fra mælketanken til tre kroner pr. liter.

For begge sivede landbruget ind i barndommen. Tommy Ahlers havde gårdarbejde om eftermiddagen og i ferierne i ungdomsårene, hvor fædrene til to andre drenge i klassen var rivaliserende bønder og konkurrerede om først at komme over 100 hektar. En tredjedel af Ole Birk Olesens skolekammerater var landmandsbørn.

I dag er landbrugene blevet større og de selvstændige landmænd færre, og Agerskov har ligesom andre provinsbyer fået flere lønmodtagere uden direkte tilknytning til landbruget. Ole Birk Olesen mener dog, at byens sjæl fortsat er meget liberal.

”Der er en klar grundtone af noget blåt. Det ligger i kulturen, at om man har råd til en ny bil eller et nyt sommerhus, afhænger af om man gør sig umage. Folk ser generelt sådan på det, at ham dér ikke har styr på tingene, men han renser heller ikke sine roer ordentligt, og det forklarer, at han kører i en Skoda, mens ham den anden har et mønsterlandbrug, gør alt på rette tidspunkt og i øvrigt har været fornuftig med sine investeringer – og derfor kan køre i Mercedes,” fortæller han.

Ifølge Ole Birk Olesen har liberalismen også historiske rødder i, at Agerskov og sønderjyderne har tilhørt og ligget i randzonerne af to lande, Tyskland fra 1864-1920, Danmark før og efter. Det har skabt en særlig mentalitet, mener han.

”I over et halvt århundrede var man påtvunget et styre, der beordrede ens børn til at tale et andet sprog i skolen end derhjemme. Man fandt det illegitimt, og så det ikke som sit eget. På den måde har man altid været kritiske over for centralstyret, uanset om det er dansk eller tysk, og været mere oprørske i det end vestjyder og nordjyder. Der er større temperament i sønderjyder,” siger han og fortsætter:

”Vi har en generel mistro til autoriteter, som kan føre til noget indadvendt, men også til noget liberalt. Vi mener ikke automatisk, at centralmagten har ret, og vi insisterer på at tænke selv, hvilket må være et kerneelement i at være liberal.”

Lokale krigere uden våben

Agerskovhallen blev bygget i 1974 med private midler. Byens lokale stillede materialer og håndkraft til rådighed, Ole Birk Olesens far lånte for eksempel sin traktor ud til formålet. Sådan gør man det heromkring, må man forstå: Skulder ved skulder med ærlighæ, kærlighæ og ærgerrighæ, et skridt til højre og to frem.

Hallen har dog også fået udspændt sin betydning over bygrænsen. Det er især tilfældet i januar, når Sønderjysk Landboforening afholder sin traditionsrige nytårskur, og i nærheden af 1.000 deltagere konfronterer landbrugets top og hovedtalerne: Lars Løkke i 2016, Mette Frederiksen i 2017, Margrethe Vestager i 2018 og i 2019 igen Løkke, som første gang indtog talerstolen i hallen som VU-formand i 80’erne.

Løkke var også på talerstolen som Venstre-formand og oppositionsleder i 2015, da 700 landmænd erklærede sig utilfredse med implementeringen af EU-direktiver og troppede op for at få løfter om bedre forhold og godtgørelse for tabte indtægter.

Arrangøren var Agerskovgruppen, en udbrydergruppe fra det i forvejen miljø-konservative Bæredygtigt Landbrug dannet i 2011 af en lang række af omegnens landmænd i protest mod VK-regeringens miljøudspil Grøn Vækst fra 2009.

Gruppens 75-årige formand er Jens Peter Aggesen, pensioneret svinebonde og æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug. Han møder os i hallen efter at have hjulpet sin søn med at jawe grise ud på slægtsgården i Maugstrup, 25 kilometer herfra.

”Den aften kan han godt huske, Løkke, det kan jeg godt fortælle dig. Det var jo en blå regering, der tidligere havde lavet alt det lort for landbruget,” siger han.

Siden har Jens Peter Aggesen og Agerskovgruppen stået i spidsen for flere stormøder i hallen, hvor Løkke-regeringens landbrugspakke fra 2016 blandt andet har fået et skud for boven. Han skønner, at 7.000 er mødt op til møder i regi af gruppen, som i øjeblikket kører en retssag mod staten om efterafgrødekrav.

“Vi finder os sgu ikke i alt hernede,” siger han og fortsætter med et glimt i øjet:

”Vi er næsten lige så skarpe som Hvidstengruppen, udover at vi ingen har skudt endnu. Men der går fannerme ikke længe, før miljøministeren er i sigtekornet.”

Lidt senere har Johnny Andersen fundet en halv time mellem to køreture til at svinge forbi og vise os rundt i hallen. Han er på andet år frivillig formand for hallen, driver sammen med konen Agerskov Turistfart, der har 18 busser og to taxaer, og husker tydeligt, at miljøminister Lea Wermelin (S) besøgte nytårskuren i 2020.

“Politikerne er ikke i tvivl om, at der er tryk på fra landbruget, når de kommer. Jeg tror ikke, hun (Wermelin, red.) synes, det var ret sjovt, da hun var her,” siger han.

Korsbæk i jyske klæder

Rundt i byen tæller vi minimum tre genbrugsbutikker og går forbi plejehjemmet, som blev lukket af kommunen for fire år siden, men nu er på private hænder. 
Ifølge Tommy Ahlers er civilsamfundet og det private initiativ afgørende for, at tingene fungerer i byen, der er tromlet af urbaniseringen og drænet for fortidens trikotageforretninger, bagere og slagtere.

Friplejehjemmet er et eksempel på modstandskraften, mener Ahlers. 200 meter derfra har ungdomsskolens 165 elever glæde af en privat anlagt kunstgræsbane, den første i Tønder Kommune.

”Man har vist, at man godt kan have et stabilt samfund, hvor man tager sig af hinanden, uden at give sine skattekroner til en kommunal institution,” siger han.

På Hovedgaden – det står der såmænd på vejskiltet – er driftigheden mejslet i to knudepunkter, byens største forretninger sammen med betonfabrikken lidt uden for byen: Petersen-parrets købmand og Otte-parrets kro.

Til den årlige sommerfest er 5.000 mennesker samlet på gaden, men det var ikke givet, at det skulle blive sådan. Da ægteparret Paul og Sonja Petersen overtog købmandsbutikken i 1986, havde de 80 kvadratmeter, en omsætning på en halv million kroner og en døende by omkring sig. I dag har de som fælles bestyrere opkøbt nabogrundene, bager og slagter, og har en omsætning på 55 millioner. Flere af de handlende er ikke fra byen, men alligevel er de på fornavn med dem.

”Der skal jo ske noget”, siger Paul Petersen uden fyldord og giver konen ordet:

”Vi har jo lavet lidt knopskydninger henad vejen, kan du måske fornemme.”

Længere nede ad gaden er historien den samme: Kromanden Peter Otte og krokonen Bodil Otte blev forpagtere i 1976, købte kroen i 1981 og derefter otte nabohuse for at gøre plads til 53 værelser, et par suiter og en minigolfbane.

Rygterne vil vide, at de fleste sønderjyder enten har spist eller været til en fest på kroen – for manges vedkommende begge dele. Under alle omstændigheder var der forrige lørdag 115 overnattende gæster. Og nærmest alle indkøb til restauranten bliver foretaget oppe hos købmanden, forsikrer Peter Otte, da han iført plettet forklæde kommer ud fra køkkenet og serverer os to øl og stjerneskud.

Han har netop spist sin frokost i baglokalet med Jens Peter Aggesen, der for 25 år siden holdt sølvbryllup på kroen. Og det er selvfølgelig her, Agerskovgruppen blev stiftet.

”Der er gode, stabile folk her i byen,” siger Peter Otte, og begynder så at fortælle om nogle af de borgerlige politikere, som i løbet af årene har besøgt stuerne: Carl Holst, Leif Mikkelsen, Thyra Frank, sidstnævnte over 100 gange.

”Det er heller ikke så længe siden, at statsministeren var her,” tilføjer han.

Ordene er knappe og sætningerne indforståede. Mener han Mette Frederiksen?

”Nej, den rigtige,” siger han og refererer til Løkke uden at fortrække en mine.

Selv er han gammel Venstre-mand og har stemt på partiet det meste af sit liv, men nu har han i stedet meldt sig ind i Moderaterne, Løkkes nye politiske projekt.

“Det var jo bagateller, det han lavede med bilagene og underbukserne,” siger han.

Det forjættede landbrug

Spørgsmålet er, om der er flere som kromanden Peter Otte, der af den ene eller anden grund har mistet tiltroen til Venstre? Som ikke i samme omfang som tidligere føler sig repræsenteret af partiet, der historisk har haft landbruget og dets interesser viklet ind i sine vælgerforeninger, byråd, kredsbestyrelser og bonede gulve, men som efterhånden også har skruet markant op for sine grønne ambitioner?

Ifølge Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet med forskning i valg og vælgeradfærd, har klimaets vægt flosset forbindelseslinjerne mellem to ellers uadskillelige størrelser, Venstre og landbruget.

”Venstres relation til landbruget kan komme under et ret voldsomt pres, hvis klimadagsordenen bliver ved med at fylde så meget,” siger han og fortsætter:

”Der er et udbredt ønske i befolkningen om at gøre mere for klimaet, og så er det svært at blive et regeringsbærende parti uden at følge med, især når vi har plukket de lavthængende frugter og kommer til de tunge og forurenende industrier.”

Landbruget står for en fjerdedel af vores CO2-udledning, og Venstre var ikke overraskende med i forligskredsen, da regeringen sidste år præsenterede en ny, bred aftale om grøn omstilling, der har som ambition at tage 100.000 hektar landbrugsjord ud af drift, fire procent af det samlede danske landbrugsareal. Efter årtiers Venstre-appel til byvælgere – og med færre aktive i landbruget – er det, som Stubager antyder, blevet mindre sandsynligt, at landbruget fortsat vil forme og korrigere Venstres politik.

”Jeg ville forudse store problemer i den brede offentlighed, hvis jeg som Venstre-strateg på forhånd lovede, at der ikke skal ske noget, landbruget ikke ønsker.”

Tommy Ahlers har selv oplevet modstanden fra sit eget ophav, da han som folketingsmedlem turnerede med Venstres nye og grønnere by-profil.

”Nogle føler sig nok mindre repræsenteret af Venstre, når de hører mig som klimaordfører og Jakob (Ellemann-Jensen, red.) som formand tale om ensartede CO2-afgifter og biodiversitet. Min fornemmelse er, at mange af dem måske føler sig bedre repræsenteret af Pernille Vermund og Nye Borgerlige, der har en mere reaktionær tilgang til hele klimaspørgsmålet,” siger han, men indvender:

”Heldigvis har jeg også mødt mange, som forstår skriften på væggen, så forhåbentlig er foreninger som Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen endnu en yderfløj.”

Man gjorde et folk fortræd

Ved det seneste kommunalvalg i 2021 mistede Venstre borgmesterposten i flere bastioner i regionen: Kolding, Aabenraa og Tønder. Men kommunalpolitik er også mindre ideologisk end landspolitik, og flere steder var det på personspørgsmål.

Folketingsvalget i 2015 var dog en regulær bekymring for Venstre, der gik 13 mandater tilbage på landsplan og i Region Syddanmark mistede 28 procentpoint sammenlignet med valget i 2011. Dansk Folkeparti og den lokale Kristian Thulesen Dahl vandt til gengæld terræn overalt og i særdeleshed på hjemstavnen.

I Agerskov var valgets tale tilsvarende gult: Dansk Folkeparti fik 29,6 procent af stemmerne i byen, Venstre et par procentpoint færre, 27,8 procent. 
Ole Birk Olesen mener dog ikke, at krusningerne i 2015 skyldtes partipolitik.

”Venstre har ikke længere et naturligt rekrutteringsgrundlag i Agerskov eller i regionen som sådan, fordi man hverken selv eller landbruget er lige så stort som engang, og fordi man heller ikke længere dyrker forholdet til landmændene på samme måde. Derfor er det nok i dag i højere grad det holdningsmæssige og personlige, som styrer, hvor folk sætter sit kryds,” siger han og uddyber:

”I landbruget er der det, man kalder en fissemand, hvilket oprindeligt er en høsthånedukke, man satte ude på marken hos bonden, hvis han havde været sendrægtig med sin høst. Men over tid er det blevet en del af det folkelige sønderjyske sprogbrug, der beskriver en distanceblænder, en sjuft man ikke kan stole på. Og dengang i 2015 bredte der sig på egnen en idé om, at Løkke var en fissemand, hvorimod Thulesen Dahl var et pletfrit og ordentligt menneske.”

Ved folketingsvalget i 2019 var rollerne igen byttet om og den borgerlige naturtilstand intakt. Dansk Folkeparti gik 21 mandater tilbage, Venstre ni frem, og i Agerskov vendte man tilbage til udgangspunktet: Venstre fik 37,8 procent af byens 1.235 stemmer, DF mistede 16 procentpoint. I Sydjyllands Storkreds, hvor DF i 2015 var større end Venstre, svandt DF ind til under halvdelen af Venstres størrelse.

Tallene taler sit eget klare sprog: Agerskov og Sønderjylland er endnu ikke tabt territorium for Venstre, marken er mejet, og høet kan stadigvæk høstes.

Spørger man Ole Birk Olesen, om det inden for de næste mange år for alvor vil ændre sig, er han heller ikke så sikker. Jo jo, Agerskov, Venstre og dansk politik i almindelighed har ændret sig. I dag er buffeten udvidet, og Venstre og landbruget blev på et tidspunkt ikke længere oplagte holdepunkter for en som ham.

Men som han selv har bekræftet ved selvsyn: Agerskov kører på noget særligt brændstof, Sønderjylland består snarere af sønderjyder end jyder og danskere, og den dag flertallet ikke længere stemmer blåt, er selvforståelsen forsvundet.

”I 2015 stemte man ikke på DF, fordi man havde en forestilling om det som et versioneret socialdemokrati, men fordi det var blåt. Og da først Thulesen Dahl begyndte at flirte for meget med Socialdemokratiet, fandt mange af de stemmer, som Venstre havde udlånt til DF, tilbage til Venstre,” siger han og afslutter:

”Det vil da sikkert ændre sig over tid, i takt med at Agerskov indhenter noget kulturelt og får flere indbyggere uden arbejde i landbruget. Men der vil altid være tilbøjelighed til at stemme liberalt, tror jeg, fordi man gennem århundreder har opbygget en særlig grundindstilling og en bestemt måde at anskue verden.”

Da vi kører ud af byen, standser vi ved et restlager tæt på rundkørslen for at tage nogle billeder.

Indehaveren laver døre og vinduer efter mål. Vil vi have et billede med udsigt over hele byen, kan vi bare gå hen over gårdspladsen og ud på marken bagved. Umiddelbart er den flad, men det skal nok blive til noget, mener han.

red@altinget.dk