Medie: Danmark skal være vært for hemmeligt møde mellem USA og Ukraine-skeptikere

Ukraine har inviteret til diplomatisk møde med en række lande, der ikke har fordømt Ruslands invasion. Det foregår i København i weekenden, skriver Financial Times. Danmarks rolle er dog kun at være værter. 

Jake Sullivan, som er national sikkerhedsrådgiver for USA's præsident Biden, flyver i weekenden til København for at deltage i et møde med delegerede fra Indien, Brasilien og Sydafrika.

Det skriver Financial Times i en artikel tirsdag. Ifølge avisens kilder kommer ønsket om mødet fra den ukrainske regering, der håber på at kunne samle flere af de lande, der ikke har fordømt Ruslands invasion af Ukraine.

Ifølge Altingets oplysninger er det Ukraine, der har inviteret og dermed bestemmer kredsen af deltagere.

Financial Times skriver, at den diplomatiske offensiv kommer, efter at flere af de ukrainske ledere har erkendt, at landets militære modoffensiv skrider langsommere frem end ønsket.

Ifølge mediets kilder er listen med deltagere til mødet endnu ikke færdig, og der skal derfor tages forbehold for ændringer. Men det er muligt, at delegerede fra Tyrkiet og Kina også kunne finde på at deltage.

Altinget afventer svar fra Udenrigsministeriet om Danmarks rolle i weekendens møde.

 

Forrige artikel Seks måneder før VM sendte DBU en Seks måneder før VM sendte DBU en "meget politisk" mail om Qatar til beskæftigelsesministeren Næste artikel Granskning af fratrådt FH-formand er udskudt til august Granskning af fratrådt FH-formand er udskudt til august