Massiv støtte til betinget statsborgerskab

MÅLING: Mere end syv ud af ti danskere vil indføre betinget statsborgerskab, så udlændinge, der får dansk statsborgerskab, de første ti år kan miste det igen.

Står det til danskerne, skal der indføres betinget statsborgerskab.

I en meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget svarer 77 procent af de adspurgte, at de er tilhængere af forslaget, der vil betyde, at udlændinge inden for de første ti år efter tildelingen af det danske statsborgerskab kan miste det igen. 

Dansk Folkeparti foreslog tidligere på måneden at indføre betinget statsborgerskab, og den nye måling glæder partiets retsordfører, Peter Skaarup.

"Det er dejligt med medvind til ens synspunkter, og det må man i allerhøjeste grad sige, at der her er fra et stort flertal af danskerne," siger Peter Skaarup til Altinget. 

"Jeg synes, at det er sund fornuft, at der er nogle krav, når man skal være dansk statsborger, og at man skal holde sig fri af kriminalitet i ti år, efter man har fået sit statsborgerskab. Jeg synes egentlig ikke, at det er for meget at forlange. Hvis man begår drab, vold eller voldtægt, har man forbrudt sig mod det, man lovede, da man blev dansk statsborger, og derfor bør man kunne få frataget statsborgerskabet igen," siger han. 

DF: Overraskende stor opbakning
Peter Skaarup er ikke overrasket over, at målingen viser opbakning til forslaget i befolkningen. Men at opbakningen er så stor, overrasker alligevel. Peter Skaarup peger på, at særligt Socialdemokraterne og Enhedslisten har været kritiske over for forslaget, men fra de to partiers vælgere er der opbakning fra henholdsvis 76 procent og 62 procent. 

"Det er et meget sundt noget for noget-princip, vi går ind for her.  Der er organiserede kriminelle, som i den grad gerne vil sikre sig mod at blive udvist. Og bare fordi man lige når målstregen med fingerspidserne og får tildelt et statsborgerskab, så skal man ikke være fuldstændig fri fra at kunne blive udvist, hvis man begår særdeles grov kriminalitet, for eksempel drab," slår Peter Skaarup fast.

Dansk Folkeparti ønsker en model, hvor hammeren falder ved en fængselsstraf på et halvt år eller længere i prøveperioden, og partiet vil inden længe udmønte intentionerne i et konkret beslutningsforslag.

Venstre har tidligere meddelt, at man er positivt afventende over for Dansk Folkepartis forslag, men at man vil se det konkrete forslag, før der tages endelig stilling. Socialdemokraternes udlændingeordfører, Ole Hækkerup, er derimod afvisende:

”Jeg kan da godt se en idé i det, men jeg tror ikke på det i praksis. Det vil ikke have den store effekt, og jeg tvivler på, det kan lade sig gøre i forhold til grundloven,” sagde Ole Hækkerup til Altinget tidligere på måneden og tilføjede:

”Det er rigtigt, at man i dag kan fratage et statsborgerskab i terrorsager, men så er det op til domstolene. Det mener jeg også, det bør være fremover.”

Forrige artikel Her er LO og FTF's 22 forslag til politikerne Her er LO og FTF's 22 forslag til politikerne Næste artikel Regeringen udskyder social dumping-mærkesag Regeringen udskyder social dumping-mærkesag