Martin Merrild klar til præsidentposten i COPA

Landbrug og Fødevarers formand Martin Merrild kan med stor sandsynlighed sætte sig på præsidentposten i den fælles EU-landbrugsorganisation COPA i næste uge.

COPA, den fælles europæiske landbrugsorganisation, skal have ny præsident, og det bliver med al sandsynlighed Landbrug og Fødevarers formand Martin Merrild, der erobrer posten. Det fortalte Martin Merrild selv til TV 2 News fredag.

Martin Merrild fortalte, at han er den eneste kandidat til præsidentposten, og da han samtidig har støtte fra de betydningsfulde lande, spår han sig selv gode chancer for at vinde valget, der finder sted i næste uge.

COPA er en indflydelsesrig aktør i Europa, og Merrild vil arbejde for at omsætte denne indflydelse til bedre forhold for de økonomisk trængte landmænd i Europa:

"Toppunktet på dagsordenen er de lave priser. Vi har allerede fået en anerkendelse fra kommissæren af, at priserne er den helt store udfordring," sagde Martin Merrild til TV 2 News og påpegede, at vand er dyrere end mælk i øjeblikket.

Derudover fremhævede præsidentkandidaten indretningen af EU's landbrugspolitik som et andet centralt emne, der skal tages fat på. Liberaliseringen af markedet og den stadig mere bureaukratiske politik bidrager ifølge Martin Merrild til landmændenes vanskelige situation.

Hvem der de næste to år skal sidde på præsidentposten og de seks vicepræsidentposter afgøres 24.-25. september.

Forrige artikel Krags tidligere spindoktor til Lægeforeningen Næste artikel Morten Kjærum udpeget til formand for ECRE