Lidegaard: Krigen i Ukraine vil ændre Europa for altid

Dag for dag ændrer Ukraine den europæiske historie og stiller nye krav til os alle. 

Hvad der for få dage siden forekom utænkeligt, er nu virkelighed. Det gælder ikke kun Ruslands brutale og meningsløse fremfærd i det tidligere broderland. Det gælder også Ukraines indædte modstand og mod, der lige nu understreger og forstærker Europas nye grænser. Stik imod Putins hensigt bliver Europas nye nationer konsolideret og styrket i deres folkelige forankring. 

Men der skrives også historie, når det gælder resten af Europa. Massive forsendelser af våben og udstyr til Ukraine, lukning af luftrum og Swift for Rusland og andre massive sanktioner skaber også nybrud i den europæiske sikkerhedspolitik.

For ikke at tale om Tysklands massive melding om at ville løfte investeringerne i det tyske forsvar med 100 milliarder euro og over to procent af BNP, der i sig selv åbner en helt ny æra i tysk sikkerhedspolitik og gør en ny forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland i Europa mere sandsynligt. Det vil med sikkerhed føre til en markant hurtigere udvikling af den europæiske forsvarsdimension, end nogen ville have drømt om for få uger siden. 

Altsammen vil også ændre dansk sikkerhedspolitik. For hvordan varetager vi bedst både danske, europæiske og vestlige interesser i det nye Europa, der i disse dage finder sin form med udgangspunkt i de blodige krigsmarker i Ukraine?

Vi ved det ikke med sikkerhed, for stik imod alle forventninger kender vi ikke det endelige udfald af denne krig endnu, og meget vil afhænge af de kommende dage og uger. Men allerede nu tegner der sig nogle oplagte konklusioner:

Først og fremmest bør den danske regering nu forberede en folkeafstemning om afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Det er nu, at Europas fremtid bliver formet, nu en ny europæisk sikkerhedspolitisk arkitektur bliver skabt, og det skal Danmark selvfølgelig være fuldt og holdent med i, fordi det også er vores fremtid det handler om. Hvad vi troede kun var mindre begrænsninger og snubletråde, som forbeholdet betød for Danmark, kan hurtigt vise sig at blive fatalt for dansk sikkerhed.

Dernæst synes det med Tysklands beslutning uomgængeligt, at de danske forsvarsbudgetter må stige i det kommende forsvarsforlig. Danmark kan ikke afvige væsentligt fra niveauet i andre Nato-lande, det er en del af solidariteten, også selvom vi i forvejen er et af de lande, der bruger flest euro per indbygger på Forsvaret.

Men endnu vigtigere bliver debatten om, hvad vi så skal bruge de øgede bevillinger på. Her taler meget for, at en substantiel del skal gå til at styrke det europæiske forsvar i sin egen ret. Dette er ikke en krigserklæring mod Nato eller USA, som mange vil gøre det til. Tværtimod. Det er et helt nødvendigt svar på de krav, som skiftende amerikanske præsidenter har stillet til Europa om at tage vores skæbne i egne hænder.

Både i Washington og Bruxelles tales nu helt åbent om et Nato, der inden for overskuelig tid skal stå på to ligeværdige søjler, en europæisk søjle, der skal kunne håndtere Europas nærområder, herunder Rusland. Og en amerikansk søjle, der primært kigger mod Asien.

De to søjler vil selvfølgelig være tæt indbyrdes forbundne med solidaritet og pligt til at træde til i kriser, jævnfør artikel 5, men vil alligevel udgøre en grundlæggende ny arkitektur i forhold til USA’s nuværende altdominerende rolle i Nato. Den rolle kan og vil USA ikke længere bære i den nye multipolare verdensorden - og det er EU heller ikke tjent med i længden. 

Det europæiske perspektiv er også vigtigt, fordi sikkerhedspolitik handler om så meget andet end de rene militære investeringer. For Danmark danner EU den naturlige ramme, når det handler om cybersikkerhed, energipolitik, migration og handelspolitik. Alle områder, der har vital betydning for vores sikkerhed, ligesom ejerskabet og kontrollen til verdens nye teknologier. 

Derfor bør et nyt forsvarsforlig tænkes langt bredere end det traditionelle forsvar. Forskning og massive investeringer i nye dual use-teknologier bør således udgøre den største del af et nyt forsvarsforlig, herunder en total grøn omlægning af det danske forsvar til mere bæredygtige og robuste kapaciteter, der også gør det lettere at så motivation hos nye generationer af ansatte i Forsvaret.

{{toplink}}

For den sidste og måske vigtigste konklusion er, at det haster med at gøre os fri fra vores afhængighed af russisk gas. Det er rent ud sagt en politisk skandale, at EU efter annekteringen af Krim ikke fik stoppet vores indirekte finansiering af Putins krigsmaskine. Den beslutning skal træffes nu, også selvom den vil tage noget tid at gennemføre. Men udfasningen af russisk gas bør starte med det samme og have få år som horisont.

Vi har de alternative grønne teknologier, vi kan finde de økonomiske midler - for eksempel ved at bruge af de enorme grønne coronafonde i EU - og det er under alle omstændigheder en bunden opgave af hensyn til klimaet. 

Der findes folk, som i ramme alvor mener, at det er den grønne omstillings skyld, at vi er afhængige af gassen, fordi Tyskland besluttede at lukke både sin a-kraft og sine kulkraftværker og satse mere på gas. Men det er noget vrøvl. EU har hele tiden være afhængig af gas, fordi skiftende regeringer i de centrale EU-lande, herunder Danmark, af uransagelige grunde har nølet med at bygge den nødvendige infrastruktur og få udbygget med den vedvarende energi, der nu er den billigste og hurtigste at udbygge med i forhold til alle andre energiformer, inklusive a-kraft.

Det må være slut nu. Denne gang skal vi gøre det rigtigt. Vi skal lære af Ukraine.