Martin Lidegaard: Krigen i Ukraine gør debatten om en CO2-afgift mere relevant
I krigens skygge synes den danske debat om CO2-afgifter og en klimafond langt væk. Men måske har den aldrig været mere relevant. For lige nu hviler Europas øjne på Danmark, skriver Martin Lidegaard (R).
I disse dage synes det næsten umuligt at fokusere på andet end Ukraine og krigens rædsler, herunder den nødvendige hjælp til de millioner af mennesker, der er tvunget til at flygte fra deres hjem.
Men det er også en tvungen politisk opgave at definere de mere langsigtede konsekvenser af den konflikt, der udspiller sig for øjnene af os.
Det gælder i forhold til afskaffelse af forsvarsforbeholdet og tegningen af en ny sikkerhedspolitisk arkitektur i Europa.
Og det gælder et fundamentalt opgør med den energiforsyning, der har båret den europæiske udvikling gennem syv årtier, men som nu er blevet vores største sikkerhedspolitiske sårbarhed, fordi den dagligt fodrer den globale opvarmning med millioner af tons CO2 og fordi den finansierer Putins krigsmaskine.
I det mindste synes det nu, for første gang, at stå krystalklart for alle EU’s ledere, at dette ikke kan fortsætte.
Således var det midt i rædslerne stærkt opløftende at læse sluterklæringen fra det uformelle rådsmøde på Versailles i den forgangne uge, hvor EU’s ledere erklærede den fornødne fælles forsvarsvilje.
De opfordrede samtidig Kommissionen til inden maj at fremlægge en samlet plan for, hvordan EU i et langt hurtigere tempo kan frigøre sig fra importerede fossile brændsler i almindelighed og russiske i særdeleshed.
Hovedfokus var på energieffektivitet og vedvarende energi samt bedre fælles anvendelse af den gas, som Europa har til rådighed udover den russiske.
Det er en afgørende præmis, at der især satses på en grøn omstilling, fordi en større satsning på for eksempel LNG (Liquified Natural Gas er den flydende form af naturgas, red.) fra andre lande både er dyrt og alt andet end klimavenligt.
Denne gang må vi tænke klima og sikkerhed sammen. Denne gang skal Europa gøre det rigtigt og skabe vores egen billige, sikre og rene energiforsyning.
I den sammenhæng er det afgørende, at ikke kun EU, men også de enkelte medlemslande, gør sig klar til en helt anden hastighed i den grønne omstilling.
Den fælles EU-beslutning er vigtig for at kunne høste de sikkerhedspolitiske gevinster af den nye strategi, men det vil være op til de enkelte medlemslande at gennemføre de konkrete forandringer.
Sagt med andre ord: Den danske regering bør inden for få uger fremlægge en samlet plan for, hvordan russisk gas, olie og kul kan udfases i Danmark, og hvordan vedvarende energieffektivitet og energi samtidig kan erstatte den. Det vil i praksis betyde et fuldtonet farvel til al kul og gas inden for få år, fordi man ikke kan sortere gas ved grænsen.
I denne forcerede omstilling bliver en central diskussion, hvilke virkemidler der bedst kan kickstarte transformationen, og her vil svaret oplagt være, at der skal flere ting til: Der skal planlægges bedre, der skal ryddes op i regulering og bureaukrati, så kommuner og developere langt hurtigere kan omlægge byområder fra gas til grøn fjernvarme og finde placeringer til vedvarende energi. Elnettet skal styrkes markant og markant hurtigere.
Men det bliver også nødvendigt at regulere de grundlæggende rammevilkår, og her kommer man ikke uden om de to afgørende drivmidler i den grønne omstilling: En ny CO2-afgift og en ny klimafond.
Det er kun få uger siden, at et ekspertudvalg barslede med tre forskellige modeller for en CO2-afgift for det danske erhvervsliv, der alle vil føre til en hurtigere grøn omstilling og 3,5 mio. tons mindre CO2-udledning.
I den første model betaler industrien den fulde regning, hvorved over halvdelen af CO2 reduktionen opstår ved, at produktionen simpelthen flytter ud af Danmark.
De to andre modeller bygger på en vis støtte til erhvervslivet i den grønne omstilling, hvorved selve produktionen bliver mere klimavenlig og mere af den forbliver Danmark.
En del taler for at gå efter en af de to sidste modeller. Dels giver alle modellerne den samme CO2-reduktion i Danmark, mens de to sidste giver mere CO2-reduktion på globalt niveau. Det skylder vi klimaet.
Dels styrker vi samlet set vores sikkerhed og den langsigtede transformation bedst ved rent faktisk at omstille vores produktion til ny grøn el og udvikle de nødvendige nye teknologier – ikke bare flytte den til et andet land i EU.
Til gengæld kræver de to sidste modeller et grønt økonomisk råderum, der netop kan være med til at sikre eksempelvis mindre anvendelse af gas i dansk industri. Også når det gælder den omdiskuterede nye gasledning til Lolland, der forhåbentlig nu må lade livet.
Vi radikale har foreslået at etablere en klimafond, etableret på den udskudte skat af kapitalpension. Det ville netop kunne finansiere den grønne omstilling hurtigt og samtidig sikre en lang række andre grønne tiltag, ikke mindst en massiv rejsning af skov i Danmark, der også kan styrke vores forsyningssikkerhed af bæredygtigt træ og biomasse.
Man kan sige det kort: Danmark er blandt de lande i verden, der lige nu har det bedste beslutningsgrundlag, den bedste økonomi og den største erfaring med grøn energi.
Hvis ikke vi skulle kunne gå foran med at træffe historisk hurtige og nødvendige beslutninger væk fra olie, gas og kul, hvem skulle så?
Og hvor stor indflydelse kunne vi ikke få på andre lande, der nu ønsker at gå i samme retning, hvis vi gjorde det?
Europas øjne hviler på Danmark.
Det er ikke længere tid til at diskutere hockeystave og forudsætninger. Det er tid til handling.
{{toplink}}
Anders Fogh: EU skal adressere energi-elefanten i rummet, når Putin øger brutaliteten
Jarl Cordua: Forslag om tobak og alkohol ligner en afledningsmanøvre fra et svagt sundhedsudspil
