Markant SF'er i fare for at ryge ud

VALGPROGNOSE:  SF's tilbagegang i meningsmålingerne betyder, at Özlem Cekic vil ryge ud af Folketinget, hvis der var valg nu. Partiet skal dog kun gå marginalt frem for at sikre hendes mandat. Det viser en ny Risbjerg-prognose.

Hvis der var valg nu, ville SF's Özlem Cekic ryge ud af Folketinget. Hun har ellers været et meget synligt og omdiskuteret folketingsmedlem i denne valgperiode. 

Cekic tilhører venstrefløjen i partiet, og hun er flere gange gået stik imod partilinjen, da SF sad i regering. Og hun kom for alvor i vælten med diskussionen om, hvorvidt ”fattig Carina” nu var så fattig endda.    

De seneste måneder har SF haft et lille dyk i meningsmålingerne fra 6,6 til 6,4 procent. Det betyder, at partiet nu kun står til at få ét mandat i København. 

Cekic kan næppe slå Olsen Dyhr 
Det går ud over Özlem Cekic, da partiformand Pia Olsen Dyhr med stor sikkerhed sætter sig på det første mandat i København. SF skal dog kun høste en marginal fremgang i målingerne, før Cekic står til genvalg. SF står lige nu til at få 11 mandater, og Cekics falder som det 12. mandat til SF.

Det viser en valgprognose, som valgforsker professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har foretaget for Altinget.

Søren Risbjerg Thomsen har således udarbejdet en "hitliste" over SF's mandater, der viser, i hvilken rækkefølge og i hvilke storkredse de falder, hvis der var valg nu. Altinget har derefter sat navne på de forskellige mandater ud fra en vurdering af kandidaternes styrkeforhold. 

Ud over Özlem Cekic står også arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, der er valgt i Aarhus, til at miste sin plads i Folketinget. 

Selv om SF står til at miste hele fem mandater i forhold til sidste valg, så kan partiet alligevel se frem til at få valgt tre nye ansigter i Folketinget. Det skyldes blandt andet, at nogle ikke genopstiller, og at hele fire af de SF'ere, der blev valgt i Folketinget i 2011, siden har valgt at skifte parti. 

Læs hele prognosen på Altinget : christiansborg her. (Kræver abonnement)

Forrige artikel Ny stilling kan opfindes til Peter Loft Ny stilling kan opfindes til Peter Loft Næste artikel Ny særlig rådgiver i Udenrigsministeriet