Markant flere danskere føler sig hørt i EU

MÅLING: 8 ud af 10 danskere mener, at deres stemme tæller i EU. Det er ”tårnhøjt”, siger ekspert, og markant flere end ved seneste måling. Men vi er stadig skeptiske over for at afgive suverænitet.

Mens Brexit og de europæiske nationalbefolkningers EU-skepsis i disse år fylder meget i debatten om Europas fremtid, erklærer en meget stor del af danskerne sig positive over for EU og siger, at de føler sig hørt.

I en Eurobarometer-undersøgelse offentliggjort onsdag erklærer 80 procent af danskerne sig enige i, at deres stemme tæller i EU. Det er det næsthøjeste i EU – kun svenskerne ligger højere – og det er ti procentpoint højere end ved den seneste måling i marts i år. Se de danske resultater i kort form her.

Gennemsnittet i EU-befolkningen som helhed ligger i dag på 64 procent.

”80 procent er tårnhøjt. Tilbage i tiden har danskerne haft en stærk skepsis mod EU, som man anså for udemokratisk. Men det er vendt, så vi nu nærmest er europamestre, når det gælder opbakningen til demokratiet i EU,” siger forskningschef ved Tænketanken EUROPA Catharina Sørensen, som har forsket i danskernes euroskepsis.

Reagerer på forbedringer i EU
Catharina Sørensen ser udviklingen som udtryk for, at EU har forandret sig på nogle af de punkter, som danskerne tidligere var utilfredse med.

”Mange danskere så EU som udemokratisk og følte sig ikke hørt. Det var nej’et til Maastricht-traktaten i 1992 også udtryk for. Det var det første chok for EU, som siden har fået en ombudsmand, åbnet beslutningsprocessen mere op og givet mere magt til parlamentet. Man har svaret på mange af kritikpunkterne, og jeg tror, det er noget af det, danskerne reagerer på,” siger Catharina Sørensen.

Vi ligger også højt, når vi bliver spurgt om vores opfattelse af EU-medlemskabets betydning for Danmark. 81 procent af danskerne svarer, at vi har haft fordel af vores medlemskab – I EU som helhed svarer kun 64 procent af borgerne det samme om deres eget land.

Danskerne peger i højere grad end den gennemsnitlige EU-borger på, at medlemskabet giver os et bedre samarbejde med de øvrige EU-lande, at EU fremmer fred og sikkerhed, og at medlemskabet giver os en stærkere stemme globalt.

EU må ikke bestemme for meget
Catharina Sørensen understreger, at danskerne fortsat har en stærk skepsis, når det gælder Danmarks suverænitet og selvbestemmelse i forhold til EU. Det viser hendes egne målinger.

”EU-skepsis har mange facetter. Danskerne synes godt om EU’s demokratiske niveau og er glade for fordelene ved medlemskabet, men stærkt skeptiske over for at lade EU bestemme for meget,” siger hun.

”Politikerne skal erkende de her nuancer, for der er forskellige løsninger afhængigt af, hvad det er, befolkningen er skeptisk over for,” siger Catharina Sørensen.

Den generelle tendens i Eurobarometer-målingen er, at europæerne i stigende grad ser positivt på EU. 

"Undersøgelsens resultater er meget positive og opmuntrende," siger formand for Europa-Parlamentet Antonio Tajani i en pressemeddelelse.

"Vi er ved at lægge de senere års krise bag os," konkluderer han.  

Forrige artikel Her er de 12 byrødder, Nye Borgerlige allerede har i hus Her er de 12 byrødder, Nye Borgerlige allerede har i hus Næste artikel Analyse: Chefer og konsulenter i styrelse har for gunstige vilkår Analyse: Chefer og konsulenter i styrelse har for gunstige vilkår