Manden, der ville gøre SF til et folkeparti

Det er en politisk epoke, der slutter med den tidligere SF-formand Villy Søvndals farvel til såvel Udenrigsministeriet som Folketinget. Størstedelen af SF's tidligere ledelsesgruppe har enten forladt partiet eller forladt deres poster, og Søvndals projekt om "det nye SF" er nu også symbolsk begravet.

Overtog parti i krise
Det var en grundig istandsættelse, Villy Søvndal gik i gang med, da han overtog formandsposten i SF i april 2005. På det tidspunkt var SF blevet et lidt støvet parti, der ikke havde formået at omstille sig til de nye dagsordener. Partiet lækkede et mandat eller to ved valg efter valg, og partiets vælgerbase var indskrænket. Lidt i stil med Venstres situation før Uffe Ellemann-Jensen. Der var et ubestrideligt behov for en ændring.

Der var ellers ikke mange, der havde forventninger til, at netop Villy Søvndal ville stå for fornyelse. Det var ikke den profil, han tidligere havde tillagt sig i partiet, hvor han var kendt som en effektiv, men også noget traditionel, socialordfører. Men langsomt begyndte han at komme med flere overraskende meldinger.

Opgør med fundamentalister
Det startede op til kommunalvalget i 2005, hvor Villy Søvndal over for Altinget.dk lagde afstand til Enhedslistens strengt ortodokse muslim, Asmaa Abdol-Hamid. Det blev siden fulgt af andre værdipolitiske meldinger, som da Søvndal i 2008 erkendte, at "Muhammed-tegningerne var nødvendige" - og ikke mindst hans "skrid ad helvede til" melding til Hizb-ut-Tahrir.

Kendetegnende for Villy Søvndals meldinger disse år var ønsket om at korrigere SF's politik de steder, hvor han mente, partiet "stod forkert". Hvilket i særlig grad gjorde sig gældende på rets- og udlændingepolitikken. Søvndal var derudover meget optaget af at genetablere SF's kontakt til LO-arbejderne, der over de sidste mange år havde vendt SF ryggen.

Søvndals nærmeste i denne fase var folk som rådgiveren Claus Perregaard og gruppeformand Ole Sohn samt et lovende SFU-kuld med Astrid Krag, Jesper Petersen, Emilie Turunen, Nanna Westerby og Thor Möger Pedersen.

S-SF aksen
Efter kanonvalget i 2007 - hvor Søvndal mere end fordoblede SF's tilslutning til 13 procent - indledtes et nært samarbejde med Socialdemokraterne. Perioden 2007-2010 var Søvndals absolutte storhedstid. I den periode fik han manøvreret SF ind i en regeringsduelig position, samtidig med at partiets tilslutning eksploderede. I et par målinger var SF oppe på 20 procent - og i årene 2009-2010 holdt SF et stabilt og tårnhøjt niveau.

Der var knurren blandt partiets traditionalister, men de fik ikke et ben til jorden i de år. Det er altid svært at argumentere imod en succes.

Men i 2010 begyndte det at gå galt. Des tættere man kom på regeringsmagten, des mere blev den et mål i sig selv. Eksemplificeret med Søvndals fatale udtalelse, da SF i november 2010 gik sammen med S om at kreere et alternativt pointsystem for familiesammenføringer. I stedet for at argumentere for det politiske indhold sagde Søvndal blot, at "det er helt afgørende at holde sammen med Socialdemokraterne, så man kan få en ny regering".

Den stil fortsatte i valgkampen i 2011, hvor især Thor Möger var lodret imod at markere forskellen på S og SF. Resultatet var en defensiv SF-valgkamp, hvor partiet smed seks-syv mandater i selve valgkampen. Søvndal fik bragt SF i regering, men i en så svækket position, at det ikke var nogen fordel for partiet.

Protesten fra baglandet
Nedturen fortsatte efter valget, hvor SF-ledelsen var helt ude af stand til at finde balancen mellem at være en del af regeringen og bevare en klar profil som parti. Efter skattereformen med de borgerlige voksede den interne utilfredshed til faretruende højder. Kritikken af SF's manglende indflydelse i regeringen smeltede nu sammen med kritikken af den topstyring, mange SF-medlemmer kun nødtvunget havde fundet sig i under opturen.

Det gjorde det ikke bedre, at Villy Søvndal havde valgt udenrigsministerposten. Det gjorde ham ude af stand til at styre partiet i det daglige, noget der blev overladt til den stadig mere upopulære Thor Möger Pedersen.

Da Søvndal, overraskende for mange, meddelte sin afgang som SF-formand i september 2012, var alt lagt an til, at sundhedsminister Astrid Krag kunne tage over. Selvom Søvndal formelt ikke ville blande sig i formandsvalgkampen, vidste alle, at han i den grad gik ind for Astrid Krag.

Men baglandet var på det tidspunkt så frustreret, at det i en ren protestaktion fravalgte ledelsens favorit til fordel for den totalt ukendte Annette Vilhelmsen. En kæmpemæssig skuffelse for Søvndal.

Det blev ikke bedre, da den ene efter den anden fra SFU-fraktionen forlod partiet til fordel for Socialdemokraterne. Den få år tidligere så omsværmede SF-formand endte med at blive en ret ensom mand i partiet.

Vokser i perspektiv
Heller ikke som udenrigsminister gik det efter planen. Villy Søvndal har stor udenrigspolitisk viden, men han blev aldrig en ny Joschka Fisher, som han havde håbet. Lavpunktet kom, da det i nogle dage lå til, at Danmark ville deltage i et amerikansk ledet angreb på Syrien uden FN-mandat. Det er så langt fra SF-politik, som man kan forestille sig.

Imidlertid har efterfølgeren, Annette Vilhelmsen, på ingen måde formået at give SF ny fremgang, ligesom SF's profil i regeringen heller ikke er blevet stærkere.

Umiddelbart vil de fleste huske de seneste års nedtur for Villy Søvndal. Men set i perspektiv vil han trods sine fejl fremstå som en visionær SF-formand, der virkelig ville noget med sit parti.

Historiens hjul er drejet tilbage, politisk set er Holger K. Nielsen igen formand for SF, og Villy Søvndals projekt med at gøre SF til et arbejderparti ser ud til at blive en parentes i partiets historie. Men det ændrer ikke ved, at Villy Søvndal havde et ambitiøst politisk projekt, der var forbavsende tæt på at lykkes.

erik@altinget.dk