Mads Bryde Andersen ny formand for Radio- og tv-nævnet

Kulturminister Marianne Jelved (R) har udpeget professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen til ny formand for Radio- og tv-nævnet.

Mads Bryde Andersen (54) har siden januar 2010 været næstformand for Radio- og tv-nævnet. Han er udpeget til formand for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2016. Han overtager formandsposten efter Christian Scherfig. Mads Bryde Andersen er professor i formueret ved Københavns Universitet, hvor han desuden er leder af Center for Pensionsret. Han har gennem sin forskerkarriere arbejdet med almindelig formueret, immaterialret, it-ret, juridisk metode, advokatret og senest pensioneret. Radio- og tv-nævnet er den centrale myndighed på radio- og tv-området i Danmark. Det består ud over formanden af syv menige medlemmer, der beskikkes for fire år ad gangen. Nævnet er uafhængigt af kulturministeren og træffer blandt andet afgørelser i sager om radio- og tv-reklamer og om fordeling af tilladelser til at udøve radio- og tv-virksomhed. En af nævnets centrale opgaver er desuden at bevillige tilskud til lokalradio- og tv-stationer og at føre tilsyn med, at de overholder lovens bestemmelser. Nævnet afgiver udtalelse om radio- og tv-foretagenders redegørelse for opfyldelse af stationernes public service-kontrakter og har endelig til opgave at rådgive kulturministeren i radio- og tv-spørgsmål.
Forrige artikel Vilhelmsen får ny taleskriver Næste artikel Erik Boel stopper som landsformand i Europabevægelsen