Lykke Friis: Omdøb Asiatisk Plads til Europæisk Plads

Af Lykke Friis
Direktør Tænketanken Europa, tidligere klima- og energiminister

Hånden på hjertet – hovedbudskabet i dette indlæg er ved første øjekast lige så forudsigeligt, som hvis tysklærere vil have mere tysk i folkeskolen. Selvfølgelig mener en mangeårig EU-nørd og direktør for en tænketank om Europa, at et større fokus på Europa bør være hovedkonklusionen, når hverdagen igen melder sig i Udenrigsministeriet.

Selvom det er forudsigeligt eller ”Elementært, kære Watson!”, er det ikke desto mindre rigtigt. Ja, det er lige før, at Asiatisk Plads burde omdøbes til ”Europæisk Plads”. For uden en styrket indsats i Europa kan Danmark ikke komme ud af den akutte økonomiske krise. Det er der i hvert fald tre grunde til.

Da finanskrisen ramte, var BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) kongevejen til vækst. Det var her på nye markeder, at danske virksomheder kunne kompensere for den markante nedgang i Europa. Derfor var jeg i 2014 i en arbejdsgruppe under Udenrigsministeriet med til at plædere for, at et uofficielt motto dengang skulle være ”mere verden, mindre Europa og mere EU”. Danmark havde ganske enkelt brug for at åbne væsentlig flere repræsentationer i verden, og det gik i sparetider udover ambassaderne i EU-lande. Det kunne man til gengæld kompensere for ved at styrke EU-repræsentationen i Bruxelles og enkelte europæiske hovedstæder, såsom Berlin, London og Paris.

Med coronakrisen er situationen direkte omvendt. Allerede inden krisen tog fart, oplevede verden en øget regionalisering og også protektionisme. Den tendens til ”insourcing”, fokus på nærmarkeder og bekymring for værdikædernes sårbarhed i bestemte lande har blot taget yderligere fart med covid-19. Tænk bare på, hvor svært det har været for Europa at skaffe tilstrækkelig med medicin og værnemidler under krisen, når store dele produceres i Kina og Indien. Eller hvor sårbare forsyningskæder langt fra ens hovedsæde bliver, når verden pludselig lukker ned.

I praksis betyder det, at EU’s indre marked, som står for to tredjedele af de 850.000 danske job, der er knyttet til eksport, bliver endnu vigtigere. For at sige det helt klart: I en tumultarisk verden er EU’s indre marked Danmarks sikre havn!

Selvom krisen forstærker betydningen af det indre marked, har den paradoksalt nok også leveret anskuelighedsundervisning i, hvor sårbart det er. Hvor mange tidligere tog det indre marked lige så meget for givet som ”city breaks” til europæiske storbyer, restaurantbesøg og store sportsbegivenheder, er verdens største marked pludselig under massivt pres. I kølvandet på corona har EU i fællesskab og medlemsstater hver for sig indført en stribe nye barrierer uden slutdato. Det drejer sig blandt andet om grænsekontrol, eksportrestriktioner og voksende statsstøtte, som risikerer at blive konkurrencefordrejende.

Handelskontorer i samtlige EU-lande
Over det hele hænger risikoen for, at lande i krisesituationer vender blikket indad og pludselig plæderer for ”patriotisk forsyningssikkerhed”, som for eksempel den franske præsident har gjort.

For det danske Udenrigsministerium bør det derfor blive en topprioritet at få løbet det indre marked i gang igen. Det kan ikke gøres uden en massiv oprustning på mandskabsfronten – selvfølgelig i samarbejde med Erhvervsministeriet. Danmark bør igen som minimum have i hvert fald handelskontorer i samtlige EU-lande, men med sigte på at opgradere dem til egentlige ambassader. Og den tid må også være forbi, hvor Danmark bokser under niveau i Bruxelles med færre ansatte på EU-repræsentation, end vi burde. Hertil kommer, at antallet af danskere, som arbejder i Danmark i Kommissionen og EU’s Ministerråd er faldet med hhv. 37 og 47 procent over de seneste ti år.

Så ja, en reetablering af det indre marked kræver et Udenrigsministerium med et langt større europæisk fokus, men det indre marked vil samtidig være én af de mest effektive hjælpepakker, der kan skrues sammen for Danmark. Det skyldes også, at coronakrisen kræver, at Danmark bliver langt mere aktiv, når det gælder alt fra oprettelsen af EU’s genopretningsfond over en realisering af Green Deal til nye internationale handelsaftaler. Hvor afhængig Danmark er af EU på den internationale scene, er den roste hjemtagningsaktion af danske turister under krisen et godt eksempel på. 367 danskere kom nemlig hjem via fælles koordinerede fly i EU-regi.

Danmark skal have nye venner
For det tredje må det ikke glemmes, at coronakrisen falder tidsmæssigt sammen med én af de største ændringer af dansk europapolitik. Med Brexit har Danmark mistet en fast alliancepartner og dermed et nogenlunde sikkert blokerende mindretal i Ministerrådet.

I praksis betyder det, at Danmark skal indlede en intensiv vennejagt og fra sag til sag opbygge koalitioner, uanset om det så er en genetablering af det indre marked eller et styrket CO2-reduktionsmål. Det er umuligt, hvis Danmark ikke er repræsenteret i samtlige hovedstæder og dropper illusionen om, at man bare kan flyve frem og tilbage til Bruxelles fra København.

En hvilken som helst tidligere eller nuværende minister eller topembedsmænd ved, hvor afgørende en permanent tilstedeværelse med mange formelle og uformelle møder og samtaler over kaffen eller i fitnesscenteret er. Med Brexit bliver det blot endnu vigtigere, da de gamle alliancemønstre er i opbrud, og alle i Europa er på vennejagt. En jagt, der i høj grad betyder, at de bilaterale forbindelser i hovedstæderne oprustes.

Så ja, det er elementært. Hvor mottoet efter finanskrisen var ”mere verden, mindre Europa, men mere EU”, bør det denne gang være ”mere EU, mere Europa og mindre verden”. Det skyldes også, at Danmark i en tid med en svækket transatlantisk forbindelse reelt kun har en chance for at påvirke verdenspolitikken igennem EU. Eller som kansler Merkel udtrykte det før krisen: ”EU er vores livsforsikring”. Selv Tyskland er blevet for lille til selv at udøve indflydelse på den geopolitiske scene.

debat@altinget.dk