Lorentzen bliver spidskandidat til KV17

SF's tidligere folketingsmedlem og retsordfører, Karina Lorentzen, bliver SF's spidskandidat i Kolding, når der er kommunalvalg næste år.

Karina Lorentzen (SF) sagde farvel til landspolitik, da hun sidste sommer ikke fik stemmer nok til en plads i Folketinget, men nu gør hun comeback på kommunalt plan.

Hun skal være SF's spidskandidat i Kolding til det forestående kommunalvalg, skriver DK Nyt.

Siden valget i juni sidste år har Karina Lorentzen arbejdet i kommunikationsbranchen, først som presserådgiver i Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning og siden februar i år som kommunikationskonsulent hos Dansk Fjernvarme. Inden da sad den uddannede folkeskolelærer i Folketinget gennem otte år, blandt andet som SF's retsordfører, integrationsordfører og formand for retsudvalget.

Som spidskandidat i Kolding overtager hun pladsen efter en kommunal partiveteran. Her er kandidaturet nemlig blevet ledigt som følge af, at Lis Ravn Ebbesen efter knapt 32 år i lokalpolitik ikke vil stille op i 2017.

Forrige artikel Nyt vækstteam skal fremtidssikre Det Blå Danmark Næste artikel Grevinde Alexandra stopper som Unicef-protektor