Løkke vraget som 1. maj-taler for anden gang på en uge

DEJA VU: Lars Løkke Rasmussen skulle have holdt tale hos Frit Forum 1. maj, men onsdag blev Løkke vraget som taler. Igen. ”S-toppen har vredet armen rundt på dem,” lyder det fra Venstre.

Forvirringen har været stor, men nu burde det være sikkert: Det bliver uden Lars Løkke Rasmussen (V), når studenterorganisationen Frit Forum på fredag fejrer 1. maj.

Frit Forum skriver på Facebook, at aflysningen sker, fordi et større medieopbud har meldt sin ankomst, og at medierne ville kæde talen sammen med det forestående folketingsvalg:

”Det er desværre vores vurdering, at det store medieopbud, som har meldt deres ankomst, medfører at arrangementet ikke kan gennemføres i den ånd, som det er tiltænkt. Vi har derfor valgt at ændre i programmet og lade punktet med Lars Løkke Rasmussen udgå,” skriver studenterorganisationen.

I Venstre kalder man sagen dybt pinlig, og Venstre-manden Jakob Engel-Schmidt undrer sig over forløbet.

”Det er en meget, meget pinlig historie. Jeg kan ikke forestille mig en anden forklaring, end at toppen hos Socialdemokraterne har vredet armen rundt på de velmenende studenter i Frit Forum og tvunget dem til at aflyse Lars Løkke. Jeg kan ikke se, hvad der ellers skulle have været foregået,” siger han til Altinget.

V: Syntetisk undskyldning
Lars Løkke Rasmussen var blevet inviteret til Frit Forums 1. maj, hvor han skulle holde den såkaldte ”revsetale”, der hvert år holdes af en borgerlig politiker for at give en ”humoristisk opsang” til den socialdemokratiske studenterorganisations medlemmer.

Torsdag i sidste uge kunne BT berette, at Lars Løkke Rasmussen var blevet strøget fra talerlisten, da man også var kommet til at invitere Venstre-manden Jakob Engel-Schmidt. Senere samme dag overdrog Jakob Engel-Schmidt taletiden til sin formand, så Løkke alligevel kunne få holdt sin tale.

Men nu har Frit Forum så igen strøget Løkke fra talerlisten, og denne gang skulle det være definitivt, da revsetalen helt er udgået af programmet. Jakob Engel-Schmidt mener, at forløbet har været besynderligt, og han giver ikke meget for Frit Forums forklaring.

”Frit Forum kommer med en syntetisk undskyldning. Det var dem, som inviterede Lars Løkke til at starte med. Vi har aldrig selv rettet henvendelse til Frit Forum. Det virker søgt, og det virker, som om nogen har talt dunder til Frit Forum for at få dem til at aflyse,” siger Jakob Engel-Schmidt.

"Hvis det er sådan, at man ikke ønsker at give Lars Løkke en talerstol 1. maj, så kan man jo bare sige det, som det er: 'Vi ønsker ikke, at han skal komme og sige noget'," tilføjer han. 

Forrige artikel EU-dom sår tvivl om udelukkelse af homoseksuelle bloddonorer EU-dom sår tvivl om udelukkelse af homoseksuelle bloddonorer Næste artikel Danmark tættere på EU-domstolen i ferie-sag Danmark tættere på EU-domstolen i ferie-sag