Løkke varsler stram finanslov

FL16: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kridter banen op forud for de kommende finanslovforhandlinger. Det bliver svært at få økonomien til at hænge sammen, lyder det.

Der er ikke plads til gaveregn, når Folketingets partier i efteråret skal lande en finanslov for næste år.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ifølge Berlingske.

Da V-regeringen trådte til i juni, varslede den et kasseeftersyn af statens finanser. Og selvom det endelige resultat af eftersynet endnu ikke ligger klar, så er der ifølge statsministeren tegn på, at den offentlige økonomi er værre end forventet. 

Derfor bliver det svært at holde sig inden for EU’s grænse for, hvor stort underskuddet på de offentlige finanser må være, lyder det:

"Det kan komme til at betyde, at vi skal kæmpe en brav kamp for over­hovedet at holde os inden for budgetreglerne. Det var ikke ligefrem det, den tidligere regering gav udtryk for – og det kan komme til at betyde, at vi kan gøre mindre i 2016, end vi gerne ville," siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Statsministeren peger konkret på, at der ikke er penge nok til nogle store offentlige infrastrukturprojekter. Han peger på den røde regerings togfond, hvor olieindtægterne ser ud til at blive lavere end forventet. Og så har EU ikke givet den forventede økonomiske støtte til Femern-forbindelsen, der derfor mangler 4,5 milliarder kroner.

Det er problemer, der skal håndteres, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Kasseftersynet forventes klar til august.

Forrige artikel Holst giver sig og takker nej til eftervederlag Holst giver sig og takker nej til eftervederlag Næste artikel Her er Løkkes drejebog for efteråret Her er Løkkes drejebog for efteråret