Løkke: Ulandsbesparelser skader ikke ny FN-dagsorden

NYE FN-MÅL: Danmark og resten af verden har vedtaget FN's nye bæredygtighedsmål, der bl.a. vil udrydde fattigdom. Men den dagsorden svækkes ikke trods milliardbesparelser på ulandsbistanden, lover statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Ekspert er uenig.

NEW YORK – Fredag 25. september kl. 11.45 bankede Lars Løkke Rasmussen med hammeren i FN's Generalforsamling og erklærede FN's nye 17 bæredygtighedsmål for vedtaget.

Og tirsdag 29. september bliver det hverdag i dansk politik igen. Her præsenterer regeringen sin finanslov for 2016, hvor Venstre-regeringen vil skære udviklingsbistanden med næsten 20 procent eller ca. 3,5 mia. kr.

Men selvom det betyder mindre bidrag fra dansk side til eksempelvis fattigdomsbekæmpelse, får det ingen negative konsekvenser for at nå de nye FN-mål, hvor der blandt andet sigtes mod at udrydde fattigdom og sult på verdensplan inden 2030.

Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

”Nej, det trækker ikke i en anden retning. Vi er blandt de fem lande, der lever op tl FN's målsætning om at give 0,7 procent i BNI i udviklingsbistand. Det var det, vi gik til valg på – så det er det, vi gør ...”

Men der er færre penge til at udleve FN's nye dagsorden …

”En dansker giver i omegnen af dobbelt så meget i udviklingsbistand som en tysker. Det kan vi godt være bekendt. Det skaber også en platform af legitimitet, hvorfra vi kan advokere, at andre lande skal hæve deres niveau,” siger statsministeren til Altinget.

Bistand er ikke nok
Lars Løkke Rasmussen vil arbejde for, at den private sektor spiller en større rolle for at nå de nye bæredygtigsmål.

”Den private sektor skal involveres mere, og vi skal tænke i nye partneraber. Det er der behov for. Bistand kan ikke klare det alene,” lyder det.

Regeringen vil blandt andet derfor med 100 mio. kr. fra udviklingsbistanden søsætte et nyt erhvervsprogram, der har som ambition at understøtte dansk erhvervslivs bidrag til en mere bæredygtig udvikling især i Afrika.

”Regeringer kan ikke nå målene alene. Alle dele af vores samfund skal bidrage,” siger han og fortsætter:

”Her kan erhvervslivet spille en nøglerolle, fordi vi ved, at handel, investeringer og teknologi kan være med til at drive udviklingslandenes økonomier frem. Men det kan være svært og risikabelt for danske virksomheder at kaste sig ud i projekter i udviklingslandene.”

Hvis målene skal realiseres, vil det koste mellem 3.300 og 4.500 milliarder dollar om året, hvilket omtrent svarer til USA’s statsbudget for 2016. Til sammenligning gav alle OECD-lande ca. 135 mia. dollars i udviklingsbistand i 2013, svarende til 0,3 procent i gennemsnit.

Ekspert: Det har en betydning
Adam Moe Fejerskov er pH.d.-studerende ved DIIS og ekspert i international udviklingspolitik. Og han er lodret uenig med Lars Løkke Rasmussen.

"Hvis alle som Danmark valgte at starte verdensmålene levetid med at skære i det for nuværende finansielle og politiske ambitionsniveau, ville vi hurtigt kunne droppe håbet om at opnå dem," siger han.

Det mest kritiske er dog signalværdien i at skære, mener Adam Moe Fejerskov. Den slags politiske signaler spreder sig ifølge ham hurtigt og kan være med til at retfærdiggøre voldsomme nedskæringer i andre lande.

"Der bliver brug for, at alle løfter næsten over evne, hvis vi skal opnå målene. Derfor er det en katastrofe, at Danmark starter dag 1 i implementeringen af målene ved at skære voldsomt i sine ambitioner," lyder det. 

Størrelsen på dansk udviklingsbistand er dog så lille, at nedskæringer ikke betyder noget i det store finansieringsbillede af de nye verdensmål. Men det betyder ikke, at det ikke har konkrete konsekvenser at spare, mener Adam Moe Fejerskov. 

"På et mere konkret niveau vil de danske nedskæringer nemlig betyde, at tusindvis af mennesker får dårligere adgang til centrale ting i verdensmålene som uddannelse og sundhed."

Hvordan man vil spare på udviklingsbistanden, offentliggøres tirsdag 29. september, når regeringen præsenterer sit udspil til finansloven for 2016.

Forrige artikel Thorning fører valgkamp fra New York Thorning fører valgkamp fra New York Næste artikel Regeringen mangler flertal til kommunal sultekur Regeringen mangler flertal til kommunal sultekur