Løkke på FTF-kongres: Dagpenge løste billet til trepart

KONGRES: Statsministeren brugte talerstolen ved FTF-kongressen til at varme op til forårets trepartsforhandlinger.

I dag indtog Lars Løkke Rasmussen talerstolen foran en stor del af fagbevægelsen. Det skete ved kongressen for hovedorganisationen FTF, som afholdes på Frederiksberg onsdag og torsdag.

Her brugte statsministeren anledningen til at varme op til de trepartsforhandlinger, som Venstre-regeringen har sat sig for at afholde i foråret.

"Ingen kan være statsminister i Danmark uden at lytte til og have en dialog med fagbevægelsen," sagde han, muligvis med hentydning til de kollapsede trepartsforhandlinger om øget arbejdstid under den socialdemokratisk ledede regering.

Dagpengeaftale var adgangsbillet
Lars Løkke Rasmusssen kvitterede for, at hverken LO eller FTF pegede direkte på en statsministerkandidat forud for valget i juni.

Selv om ambitionerne om at inddrage arbejdsmarkedets parter i regeringens politik allerede stod beskrevet i regeringsgrundlaget, udråbte Løkke fagbevægelsens konstruktive deltagelse ved den nyligt indgåede dagpengeaftale som den billet, der løser adgang til trepartsforhandlingerne.

"Jeg har sagt, at vi gerne ville have trepart, når der var fundet en løsning på dagpengene. Det har vi gjort, og det er der grund til at komplimentere fagbevægelsen for," siger han.

Venstre har i regeringsgrundlaget lagt op til, at uddannelse, virksomheders konkurrenceevne og det at flytte flere fra passiv forsørgelse til job skal indgå i trepartsforhandlingerne. Derudover indgår forhandlinger om et nyt arbejdsskadesystem som et emne, hvor arbejdsmarkedets parter skal inddrages.

Der skal findes flere praktikpladser
Lars Løkke Rasmussen understreger, at regeringens hovedsigte for trepartsforhandlingerne er det private arbejdsmarked, som skal gøres sundt og konkurrencedygtigt.

"Det handler blandt andet om at sikre, at unge kan få en uddannelse. Det handler om at sikre, at vores virksomheder kan få den arbejdskraft, de har brug for. Også når vi kigger ud i de kommende år, hvor vi får demografien lidt imod os. Og så handler det selvfølgelig også om at sikre, at vi får flere ind på arbejdsmarkedet," siger han.

Statsministeren nævner blandt andet manglen på praktikpladser som et konkret problem, der skal drøftes med arbejdsmarkedets parter.

"Det betyder noget, at vi kan levere praktikpladser, når vi beder flere unge mennesker om at tage en erhvervsrettet uddannelse," siger han.

Indslusningsløn bliver hedt tema
Udfordringerne med at integrere det stigende antal flygtninge og asylansøgere på arbejdsmarkedet spillede også en stor rolle ved statsministerens tale.

Regeringen vil allerede fremlægge forslag til et nyt integrationsprogram omkring årsskiftet, men Løkke ønsker også temaet på bordet ved trepartsforhandlingerne.

Her har fagbevægelsen på forhånd erklæret sig som modstandere af en lavere indslusningsløn, som skal give flygtninge og invandrere lettere adgang til job.

"Når vi ser på folk med ikke-vestlig baggrund, er det forsvindende få af dem, der er i arbejde efter et år. Vi savner løsninger på det problem," lyder udspillet fra Løkke til FTF og den øvrige del af fagbevægelsen.

Forrige artikel Overblik: Her er det nye kontanthjælpsloft Overblik: Her er det nye kontanthjælpsloft Næste artikel Neergaard: Vi har løst en uholdbar situation Neergaard: Vi har løst en uholdbar situation