Løkke går en hård tid i møde

ANALYSER: Løkke skal ud af Foghs skygge, han skal skabe sit eget projekt og bevise, at han er i øjenhøjde med danskerne. Det vurderer de politiske kommentatorer.

De politiske kommentatorer har i disse døgn travlt med at analysere den situation, den nye, danske statsminister står i.

Én ting er alle dog enige om: Lars Løkke Rasmussen (V) står med meget store udfordringer efter Anders Fogh Rasmussens afsked.

Ud af Foghs skygge
Først og fremmest er det vigtigt for Løkke, at han hurtigt kommer ud af Foghs skygge og begynder at skabe sit eget politiske projekt sammen med Lene Espersen.

Det mener den liberale blogger Jarl Cordua, der dog ikke forventer de større omvæltninger efter den nye statsministers tiltræden:

"Jeg hører ikke til dem, der tror, at vi pludselig bliver vidne til en større revolution i liberal retning. Løkkes fokus bliver at imødegå og føre Danmark sikkert igennem den økonomiske krise og vinde næste folketingsvalg."

Økonomi- eller værdipolitik
Der hersker i det hele taget bred enighed om, at det er den økonomiske politik, der skal sikre Løkkes fremgang. Også set i lyset af den seneste Megafon-måling, der viste, at det netop er på dette punkt, at Løkke kan slå Helle Thorning-Schmidt.

Men Løkke vil imidlertid ikke kun blive bedømt på økonomien. Ralf Pittelkow gør opmærksom på, at Løkke har brug for at blive forbundet med "en stor, positiv folkelig mærkesag":

"Værdipolitikken har mere end noget været en sådan sag for den borgerlige regering, som har gjort det muligt for den at trække vælgere fra Socialdemokratiet."

Det er dog ikke uden risiko at genoplive den slumrende værdikamp, vurderer Pittelkow, der retorisk opstiller de to scenarier:

"Vil han bringe nyt liv til værdikampen ved igen at tale tydeligere om integration, frihedsværdier og sammenhængskraft?

Eller vil han nedtone værdipolitikken og i stedet satse på en mere traditionel liberal profil, hvor personlig valgfrihed er det helt dominerende tema?"

Hvis Løkke vælger det sidste, risikerer regeringen at miste en del af de nye vælgere, som Fogh trak hen over midten, forudser Pittelkow.

"Men Dansk Folkeparti og de konservative vil presse på for markante værdipolitiske budskaber, og måske vil Løkkes politiske realitetssans også trække ham i den retning," skriver han.

Statsminister i øjenhøjde
I forhold til oppositionen vil der i den nærmeste fremtid være tale om en helt klassisk krigsførelse. Det vurderer Thomas Larsen.

Oppositionen vil således udpege Løkke som chefarkitekten bag skattereformen, som ifølge Thorning, Søvndal og Vestager øger uligheden.

De vil ligeledes stille skarpt på sundhedspolitikken og fokusere på privathospitalernes indtog og brugen af sundhedsforsikringer.

"Thorning, Søvndal og Vestager vil kort sagt tegne et billede af Løkke som stålsat ideolog. Han skal bevise, at han kan være en statsminister i øjenhøjde med danskerne," vurderer Thomas Larsen.

Forrige artikel Danmark har fået en ny statsminister Næste artikel Opposition: Hvor står du, Lars?