Løkke fejrede sin succes på årsmøde: Nu skal vi blive en varig stemme i dansk politik

Efter ni måneder som leder for Moderaterne kunne Lars Løkke Rasmussen hvile et øjeblik på laurbærrene, da han lørdag talte til partiets årsmøde. Nu venter forankringen af partiet som en blivende stemme på såvel Christiansborg som i kommuner og EU.

"Tak til Mette, Jakob og Troels for godt samarbejde."

En lille hilsen til samarbejdspartnerne i regeringen blev modtaget med store klapsalver fra de mere end 450 medlemmer af Moderaterne, som lørdag var samlet i DGI Huset i Vejle til partiets første egentlige årsmøde. 

Måske en lille smule svære ord for Moderaternes politiske leder Lars Løkke Rasmussen at få over sine læber. Men reaktionen var ikke overraskende for et parti, hvis hele eksistensberettigelse bygger på idéen om en midterregering på tværs af røde og blå partier. 

Lige inden Lars Løkke Rasmussen gik på talerstolen rullede en lille film over det store lærred i den store sportssal, som var klædt i lilla. En sejrsvideo, hvor rejsen fra Det Politiske Mødested til en plads i regering blev vist med en rungende rocket guitarsolo i baggrunden.  

Moderaterne var ikke i tvivl. Partiet har sejret.  

"Tak skal I have. I skrev danmarkshistorie," sagde Lars Løkke Rasmussen. 

Lars Løkke Rasmussen opremsede partiets nøgletal. 327.699 stemmer, 3.467 medlemmer, 16 folketingsmedlemmer og fem ministre. 

“For at citere en anden tidligere statsminister. Vi gjorde det,” fastslog Løkke til store klapsalver.

Efter en indledning ophøjet af valgresultatet, gentog han mærkesagerne. Ingen nyheder, men medlemmerne klappede den politiske leder igennem opremsningen. 

Livtag med ‘Bermudatrekanten’ 

Lars Løkke Rasmussen lagde ud med sit hjertebarn: Sundhedspolitik. 

"Lige om lidt tager vi så fat på den store opgave, som det er at nyindrette sundhedsvæsenet for fremtiden," sagde han. 

Inden for ganske kort tid ventes regeringen at nedsætte en sundhedsstrukturkommission, som skal gennemlyse udfordringer og strukturelle løsninger. 

Lars Løkke Rasmussen opremsede, at partiet skal tage livtag med den geografiske ulighed, modgå ‘Bermudatrekanten’ mellem sygehus, kommune og egen læge, samt sikre mere plads til sundhedsfaglig ledelse og mindre til administration. 

Han bemærkede, at en af "de største succeser" på sundhedsområdet i Danmark var kræftpakkerne for snart mange år siden, som sikrede hurtigere behandling til kræftbehandling.  
Men i netop disse dage rammes sundhedsvæsnet af skandalesagen fra Skejby Sygehus om patienter med tarmkræft, der har ventet "alt for længe" på operationer. 

"Det viser med al tydelighed, at vi er i alvorlig risiko for at tabe de gode resultater, vi har opnået, og det vil Moderaterne ikke acceptere," lød det. 

{{toplink}}

Løkke om klimaet: "Det er skræmmende"

Lars Løkke Rasmussen bevægede sig derefter over mod klimaområdet, hvor han understregede situationens alvor.  

"Hvis ikke vi får styr på det globale CO2-aftryk, så giver vi ikke bare en fattigere klode videre til vores børn og børnebørn, vi kommer også til at give en meget farligere klode videre med flere og hyppigere naturkatastrofer, med krige og knappe ressourcer, med klimaflygtninge. Det er skræmmende," sagde han. 

På et efterfølgende kort møde havde pressen dog svært ved helt at forstå, hvorfor den alvor så ikke afspejlede sig i regeringens netop fremlagte finanslovsforslag. 

Hvordan kan det være, at der ikke er flere penge til klima, hvis det nu er så vigtigt, som du siger her? 

"Jamen, det er vigtigt, og I vil komme til at se handling. Denne her regering er 100 procent optaget af, at vi nu skal levere." 

Det at tænke frit og anderledes er kommet til Christiansborg 

Moderaterne er gået til valg på en reformpolitik, der ifølge Lars Løkke Rasmussen grundlæggende gentænker det danske velfærdssamfund.  

"Det at turde tænke frit og anderledes, det er ikke at lade sig binde af blå og røde standardsvar. Men at ting kan blandes. Vi kan glæde os over, at den analyse er trængt ind på Christiansborg og deles af en regering," sagde Lars Løkke Rasmussen.  

Men ønsker danskerne overhovedet det, spurgte pressen med henvisning til de seneste meningsmålinger, der viser, at ingen nylig regering har mistet opbakning i meningsmålingerne med samme hastighed som denne. 

"Jamen, jeg skal ikke stå og forklare nogen meningsmåling. Jeg er optaget af det politiske projekt. Jeg glæder mig over det resultat, som Moderaterne har opnået,” sagde Lars Løkke Rasmussen, der da også noterede sig, at Moderaterne som parti “står nogenlunde intakt i de her målinger". 

Han slog samtidig fast, at regeringen ikke kommer til at vakle på grund af vigende meningsmålinger. 

"Vi er jo ikke ligeglade med meningsmålingerne, men vi har alligevel besluttet et eller andet sted at tage lidt skyklapper på og sige, nu handler det altså om at blive i sporet, fordi vi har en unik chance for at fremtidssikre det her samfund, og det må ikke glippe, fordi vi pludselig bliver forvirrede og bange for en eller anden øjeblikkelig vælgeranalyse," sagde han. 

Skal være et lokalt parti 

I sin tale fremhævede Løkke også ambitionerne om at udvide Moderaterne som parti. Den store ambition på partiets vegne er nu at sikre den langsigtede holdbarhed og med en mere solid forankring. 

Både på Christiansborg og i regeringslokalerne. Men også – og ikke mindst – ved at komme på stemmesedlen til kommunal- og regionsvalget i 2025 og det kommende valg til Europa-Parlamentet. 

Løkke lagde vægt på, at folketingsmedlemmerne på Slotsholmen ikke kan vide alt. De kan ikke udvikle politik for hele Danmark. Og de kan ikke gøre Moderaterne lokale. 

Derfor annoncerede Lars Løkke Rasmussen, at han ville tage rundt i Danmark, mødes med medlemmerne og starte opbygningen af Moderaterne som et lokalt og regionalt parti.  

Ambitionen er, at Moderaterne skal være på stemmesedlen i alle 98 kommuner.

“Blomster skyder nedefra”, sagde Lars Løkke og tilføjede: 

“Det, der er vores ambition, er at blive en blivende stemme i dansk politik, som til alle tider vil argumentere for forandring fra midten,” afsluttede Lars Løkke Rasmussen. 

, ,

Forrige artikel Finanslovsudspil hiver tæppet væk under højt profileret integrationsindsats Finanslovsudspil hiver tæppet væk under højt profileret integrationsindsats Næste artikel Borgmestre oplever flere økonomisk trængte familier: ”Vi ser tilstande, der ligner dem i England med suppekøkkener og madudlevering” Borgmestre oplever flere økonomisk trængte familier: ”Vi ser tilstande, der ligner dem i England med suppekøkkener og madudlevering”