Løkke afliver nulvæksten

NY REGERING: Det offentlige forbrug kommer til at stige, siger den nye statsminister. Samtidig fremrykker Løkke EU-afstemningen og giver Irak-Kommissionen kniven.

Efter Lars Løkke Rasmussen (V) søndag havde præsenteret sin nye Venstre-regering med 17 ministre, var turen kommet til det nye regeringsgrundlag.

Og selv om Venstre gik til valg på at indføre nulvækst i den offentlige sektor, vil forbruget komme til at vokse, lød det fra Danmarks nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, på et pressemøde i Statsministeriet.

”Vi har lyttet til valgets tale, og vi har også lyttet til de partier, som har ønsket en ny regering. Det betyder, at det offentlige forbrug kommer til at vokse,” sagde han og fortsatte:

”Det kommer til at vokse på prioriterede områder; ældre, sundhed, tryghed. Det, som er afgørende for regeringen, og som vi vil kæmpe for, er, at de styrbare offentlige udgifter holdes i ro. Det vil godt kunne lade sig gøre, hvis man har modet til at omprioritere.”

Nyt kontanthjælpsloft
Lars Løkke Rasmussen pegede blandt andet på, at den nye regering vil sænke ulandsbistanden og indføre et nyt kontanthjælpsloft, der begge regnes som styrbare udgifter. Og ifølge Lars Løkke Rasmussen vil det kunne give plads til, at der i foråret kan diskuteres skattelettelser, hvor regeringen både lægger op til at sænke skatten i toppen og i bunden.

”Vi lægger op til, at der gennemføres en jobreform i to faser, hvor første fase i efteråret vil være at lægge loft over kontanthjælpen. Så er vores tanke, at vi i foråret følger op med anden fase, hvor vi prioriterer to ting,” sagde Løkke, der understregede, at man i den nye regering arbejder med et skattestop:

”Vi vil prioritere skattelettelser for folk med små arbejdsindkomster, sådan at det for flere kan betale sig at arbejde, men vi har også et ønske om at se på marginalskatten for at sikre, at virksomheder, som skal rekruttere internationalt, får lettere ved det.”

Løkke: Smal regering
Siden folketingsvalget 18. juni har Lars Løkke Rasmussen forhandlet med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative om en ny regering. Først skulle det undersøges, om en flertalsregering med alle de blå partier havde gang på jord efter ønske fra Liberal Alliance. Det havde det ikke, og Lars Løkke Rasmussen fik derefter et nyt mandat fra dronning Margrethe til at danne en mindretalsregering.

Og det bliver en mindretalsregering med stort M. Venstre råder kun over 34 mandater, og vi skal helt tilbage til Hartlings rene V-regering efter jordskredsvalget i 1973 for at finde en smallere regering i Danmark.

”Vi er fuldt bevidste om, vi er en mindretalsregering. Derfor vil vi udmønte vores politik i samarbejde med Folketinget, og vi vil lytte til vores parlamentariske grundlag. Vi har allerede lyttet, og vi vil lytte mere, men vi vil også sigte mod et bredt samarbejde,” sagde den nye statsminister.

Nedlægger omstridt kommission
Et af de mere kontroversielle forslag i det nye regeringsgrundlag er, at Lars Løkke Rasmussen og den nye V-regering lægger op til at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen, som blev nedsat af den nu forhenværende Thorning-regering.

”Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst,” hedder det i regeringsgrundlaget, og til det sagde Lars Løkke Rasmussen søndag følgende:

”Vi synes, at vi skal bruge skatteborgernes penge med stor omtanke og fornuft. Det var en politisk beslutning, der lå til grund for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, og det er også en politisk beslutning, der ligger til grund for nedsættelsen af den her kommission. Vi foreslår den lukket ned. Vi tror, at de penge kan bruges meget bedre, hvis vi investerer dem i vores veteraner.”

EU-afstemning i efteråret
Sidst, men ikke mindst, kan danskerne se frem til at skulle til folkeafstemning endnu en gang i 2015. Venstre er sammen med de EU-positive partier i Folketinget tidligere i år blevet enige om at sende det danske retsforbehold til afstemning senest i foråret 2016. Men det kommer allerede til at ske i år, slog Lars Løkke Rasmussen fast på pressemødet.

”Den folkeafstemning, som er blevet besluttet, fremrykkes, så den gennemføres inden jul med det sigte – forhåbentligt – at få danskerne til at sige ja til, at vi fortsat kan blive i det europæiske politisamarbejde, så vi effektivt kan bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det nye regeringsgrundlag er den nye smalle V-regerings overordnede prioriteringer, og Lars Løkke Rasmussen understregede, at de vil blive bygget ud med initiativer og forslag i den kommende regeringsperiode:

”Der vil komme mange nye initiativer i den kommende tid. Der vil komme rigtig mange,” lød det fra den nye statsminister, der i næste uge fremsætter et ventet lovforslag, der skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark.

Forrige artikel Sådan flytter Løkke rundt på chefer og ressort-områder Sådan flytter Løkke rundt på chefer og ressort-områder Næste artikel Holstein: Ny regering får skarp værdipolitik Holstein: Ny regering får skarp værdipolitik