Løhde afviser Rudiengaards alders-kritik

VENSTRE: Det er demokratiet, der bestemmer Folketingets sammensætning, og heldigvis ikke medlemmerne, mener en række unge Venstre-politikere efter kritik af deres alder fra egne rækkker.

Da Folketingets Sundhedsudvalgs formand, Preben Rudiengaard, i sidste uge valgte at meddele, at han ikke genopstiller til næste valg, gjorde han det med en svada til de unge medlemmer af Venstre. Der skal erfaring til at være politiker.

"Jeg kan kun trække på skulderne af hans afskedssalut," siger Venstre-folketingsmedlem Sophie Løhde, der er psykiatriordfører for Venstre, og som er en af dem, Rudiengaard mener er for ung til politik.

Preben Rudiengaard mener, at det kan have konsekvenser for folkestyret, når der kommer for mange unge medlemmer uden livserfaring. Selv stopper han som folketingsmedlem med udgangen af denne valgperiode, fordi han nu er 64 år gammel og mener, at han vil være for gammel ved næste valg.

"Jeg noterer mig, at Preben Rudiengaard mener, at såvel undertegnede som landets statsminister og finansminister er uden basal viden om de grundlæggende værdier i vores samfund, blot fordi vi alle begyndte i politik i en tidlig alder. Det er jeg personligt stærkt uenig i, og jeg kan kun trække på skulderen af hans afskedssalut," siger Sophie Løhde til netavisen 180Grader.

Flere medlemmer af Folketinget for Venstre har været stærkt kritiske over afskedstalen fra Rudiengaard, men det har nu ikke fået ham til at trække den tilbage.

Forrige artikel Aftale om den sociale del af satspuljen Aftale om den sociale del af satspuljen Næste artikel Lægerne vil have behandlingsgaranti til alle