Statsministeren i spørgetime: ”Jeg vil gerne i respekt for redegørelsen henvise til, at man afventer redegørelsen”

Mette Frederiksen i Folketingets spørgetime

Posted by Altinget.dk on Tuesday, 17 November 2020

SPØRGSMÅL: Statsminister Mette Frederiksen (S) svarede tirsdag på spørgsmål fra partilederne i Folketingets spørgetime. Ligesom sidste uge fyldte sagen om aflivningen af mink størstedelen af debatten. Statsministeren varslede samtidig forhandlinger af omdiskuteret epidemilov.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil indkalde til forhandlinger om en ny epidemilov.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) i dagens spørgetime.

Ifølge hende har regeringen lyttet til partiernes kritik og taget til efterretning, at der er behov for "en anden balance" i loven. Derfor vil forhandlingerne tage udgangspunkt i et andet indhold end det, som regeringen ellers havde lagt op til.

Regeringens håndtering af minksagen fylder dog allermest i spørgetimen, da det er centrum for partiledernes spørgsmål til statsministeren. Mette Frederiksen gentager sin beklagelse af, at regeringen bad om aflivningen af alle mink, før den fornødne lovhjemmel var på plads. Hun er samtidig enig i, at den manglende lovhjemmel bør diskuteres og undersøges:

"Når der bliver fundet fejl i og omkring en regering, så skal det afdækkes," siger hun.

Mette Frederiksen henviser dog flere gange til den redegørelse af forløbet i minksagen, der ventes at komme i morgen. Af respekt for redegørelsen bør man vente med at få svar på spørgsmålene om håndteringen, til redegørelsen er klar, siger statsministeren.

"Jeg vil gerne i respekt for redegørelsen henvise til, at man afventer redegørelsen," siger hun.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er blandt de partiledere, som langer ud efter statsministeren. Det sker med henvisninger til hendes tidligere udtalelser i forbindelse med nedsættelsen af Instrukskommissionen. Han mener, at Mette Frederiksen vil blive beskyldt for hykleri, hvis hun ikke enten ændrer sin holdning til behovet for Instrukskommissionen eller undersøger håndteringen af minksagen med samme form for kommission.

,

Forrige artikel Professor frygter stribe af retssager efter minkindgreb Professor frygter stribe af retssager efter minkindgreb Næste artikel Tidslinje: Her er forløbet, der fører til Mogens Jensens afgang Tidslinje: Her er forløbet, der fører til Mogens Jensens afgang