Lisbeth Knudsen forlader Berlingske Media

FARVEL: Berlingske Medias administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske, Lisbeth Knudsen, træder tilbage. Ny chefredaktør for Berlingske bliver Tom Jensen. 

Uenigheder om den fremtidige strategi betyder, at Lisbeth Knudsen efter otte år forlader Berlingske Media. 

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse

"Den nye ejer af Berlingske Media, De Persgroep (DPG), ønsker at udvikle virksomheden under en ny ledelse," lyder det i pressemeddelelsen.

Bjarne Werner Munck, medlem af koncernledelsen og direktør for produktion, distribution og bladsalg, er af bestyrelsen konstitueret som adm. direktør. Samtidig indledes processen med at søge efter en permanent CEO.

Ny ansvarshavende chefredaktør for Berlingske bliver Tom Jensen, der allerede i dag er medlem af Berlingskes chefredaktion og har været det siden 2007.

Uenighed om strategien
Christian Van Thillo, administrerende direktør for De Persgroep siger:

"Der er ingen tvivl om, at Lisbeth er en meget engageret administrerende direktør, der har været medvirkende til den vellykkede transformation af virksomheden," siger han og fortsætter:

"Men vi er begge enige om, at DPG er en meget anderledes aktionær end det tidligere ejerskab, og at dette har store konsekvenser for både strategiske og operationelle beslutningsprocesser i virksomheden. Vi kom til den konklusion, at vi ikke var i fuld overensstemmelse om den fremtidige strategi og drift af selskabet og besluttede derfor, at det var bedst for alle interessenter at skilles på en god måde. Vi ønsker Lisbeth alt godt i hendes fremtidige karriere."

Om sin fratrædelse siger Lisbeth Knudsen:

"Enhver med et job som administrerende direktør ved, at man kun har sådan et job til låns i en vis periode. I mit tilfælde har det nu været godt otte år i førersædet af Berlingske Media," siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Man ved også, at et frugtbart samarbejde mellem ejeren, bestyrelsen og den administrerende direktør kræver enighed om den grundlæggende strategi, målsætningerne og virksomhedskulturen. Hvis det ikke er på plads, så er det altid ejerens privilegium at sætte holdet."

Lisbeth Knudsen fratræder med virkning fra 1. oktober.

Berlingske Media skiftede formelt ejer fra britiske Mecom Group plc til belgiske De Persgroep i februar.  

Forrige artikel Har du fulgt med: Prøv Altingets quiz Har du fulgt med: Prøv Altingets quiz Næste artikel Ny minister: Har ikke tænkt politik i flere måneder Ny minister: Har ikke tænkt politik i flere måneder