Lilleholts departement vokser voldsomt

VOKSEVÆRK: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets departement er fra 1. oktober vokset med 50 procent. 41 af de 49 nye årsværk i departementet hentes fra Energistyrelsen. Departementet skal kunne håndtere flere sager selv, siger departementschef.

Fra knap 100 til næsten 150.

Så meget er antallet af ansatte i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets departement steget over weekenden.

Opgraderingen af departementet sker hovedsageligt på bekostning af Energistyrelsen: 41 af de 49 nye årsværk, som flyttes til departementet, kommer fra Energistyrelsen. Dertil kommer nogle med særlig viden om digitalisering, og så forventes der også at blive slået et par stillinger op.

Det oplyser departementschef Thomas Egebo, som står bag den store organisationsændring af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Svar på stigende pres
Han fortæller, at organisationsændringerne i mindre grad har noget at gøre med, at forsyning er blevet en del af ministeriets ressort efter regeringsskiftet – og mere er et svar på en større tendens om behov for tættere koordination med andre ministerier og stigende politisk efterspørgsel med krav om kortere responstider.

Et pres, som også har været genspejlet i ministeriets medarbejdertilfredshedsundersøgelserne, som har angivet en tydelig opfattelse af høj arbejdsbelastning og behov for klarere rollefordeling.

”Det stigende ressourcepres skaber behov for en ny organisering, hvor ikke alt skal igennem syv godkendelsesled. Det kræver en klarere rollefordeling mellem departementet og resten af koncernen,” siger Thomas Egebo.

Energipolitisk oprustning
Det er især på det energipolitiske område, at embedsmænd fra Energistyrelsen flyttes til departementet. Og det betyder, at der oprettes et helt nyt ekstra energikontor i departementet. Alt med det nationale klima-arbejde i Energistyrelsen flyttes også, ligesom arbejdet med FN's klimatopmøde overflyttes.

”Og så opruster vi på digitaliseringsområdet. Ministeriet rummer nogle styrelser med meget store mængder data, såsom Geodatastyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, DMI, GEUS og Energistyrelsen. Der vil vi gerne se, om vi på tværs af hele ministerområdet kan byde os mere til i digitaliseringsdagsordenen,” siger Thomas Egebo.

Her kan du læse et større interview med departementschef Thomas Egebo om ændringerne i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Forrige artikel Har du fulgt med: Prøv quizzen Har du fulgt med: Prøv quizzen Næste artikel Zenia Stampe får Ting-Prisen for god kommunikation Zenia Stampe får Ting-Prisen for god kommunikation