Lidegaard: EU-samarbejde vil påvirke vores velfærdsmodel

INTERVIEW: Danmark bliver nødt til at tilpasse sin velfærdsmodel efter medlemsskabet i EU. Men det er langt at foretrække frem for ikke at være med i samarbejdet, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Han håber stadig på en ny europapolitisk aftale, ”når vandene har lagt sig”.

Danmark bliver nødt til at tilpasse sine velfærdsydelser til EU. Det erkender udenrigminister Martin Lidegaard efter flere ugers intens debat om børnecheck og velfærdssturisme.

"Det har selvfølgelig konsekvenser at være med i det europæiske samarbejde. Man giver og man tager. Sådan er et fællesskab. Så vi kommer også løbende til at tilpasse vores velfærdsydelser," siger Martin Lidegaard.

Alternativet ville være langt værre, understreger Lidegaard, der slet ikke er i tvivl om, at EU-medlemsskabet og arbejdskraftens frie bevægelighed er til gavn for danskerne.

"På en eller anden måde er grundtonen i debatten, at der er en modsætning mellem EU og den danske velfærdsmodel. Jeg opfatter det faktisk stik modsat: jeg mener ikke, vi ville kunne bevare vores velfærdsmodel uden det europæiske samarbejde. Vi ville i virkeligheden have meget færre værn imod den internationale konkurrence, hvis vi stod helt alene som et lille land med egen økonomi midt i et frådende hav af globalisering."

Lang vej til ny europaaftale
I øjeblikket truer debatten om velfærdsturisme med at splitte det traditionelle samarbejde mellem de EU-venlige partier, men faktisk var partierne for få måneder siden ganske tæt på at indgå en Europa-aftale.

Da Lidegaard trådte ind i Udenrigministeriet i starten af februar havde regeringen, Venstre og Konservative siden juni sidste år været milimeter fra en ny europapolitisk aftale. Eneste knast, der var tilbage, var nogle formuleringer om, hvordan Danmark fremover skal forholde sig til den "såkaldte velfærdsturisme".

Siden januar er sagen om børnecheck til EU-borgere dog nærmest eksploderet. Og milimeterne er blevet til mange meter. Nu er det blevet svært at forestille sig en europapolitisk aftale inden valget til Europa-Parlamentet til maj. Og måske i det hele taget under denne regering.

"Jeg håber meget, vi kan finde tonen igen, når vandene har lagt sig. Alle kan se, hvad der sker i øjeblikket: der er snart valg, og der er gået indenrigspolitik i europadebatten. Det er fair nok. Man skal ikke nødvendigvis være ked af, at vi har en livlig europadebat. Men man skal selvfølgelig passe på, at vi ikke mister perspektivet i debatten," siger Martin Lidegaard.

Kan godt lave aftale med EL
Strengt tager er euroapaftalen noget andet end debatten om velfærdsydelser til EU-borgere, mener udenrigsministeren. Europaaftalen skal sikre de overordnede sigtelinjer i Danmarks forhold til EU. Hvad vil vi med EU? Og hvordan skal vi gribe det an?

"Vi skal jo ikke i regi af Udenrigsministeriet forhandle alt indenrigspolitik," siger Martin Lidegaard.

I øjeblikket forhandler regeringen både med Venstre og Konservative på den ene side, og med Enhedlisten og SF på den anden side om at lave en aftale om børnechecken.

Men vil en aftale med Enhedslisten ikke gøre det vanskeligere at lave en aftale med Venstre og Konservative om euroapolitikken bagefter?

"Det ved jeg ikke. Den opsparingsteknik, som det hele drejer sig om, blev jo indført med et snævert flertal af VKO i sin tid. Derfor mener jeg godt, at vi også godt kan afskaffe det med et andet snævert flertal uden, at det er brud på den klassiske danske europapolitiske doktrin," siger Martin Lidegaard.

Meget som samler
Udenrigministeren anerkender, at der ikke er meget samling over det traditionelle europapolitiske-flertal i Folketinget for tiden. Men han fastholder dog stadig, at afstanden mellem regeringspartierne, SF, Konservative og Venstre ikke er særlig stor i EU-spørgsmål.

"Der er i øjeblikket et lidt forgiftet politisk miljø omkring europapolitikken, Det er jeg ked af, men jeg har ikke opgivet, at vi kan holde fast i den enhed, som jeg stadig synes, der er mellem ja-partierne. Derfor har jeg i hvert fald som ambition at anlægge en mere forsonlig tone, og prøve at række hånden ud," siger Martin Lidegaard.

Som eksempel på, at afstanden ikke er stor, henviser han til en nylig forespørgselsdebat i Folketinget om velfærdsydelser og EU, som Enhedlisten havde rejst. Her blev udenrigmsinisteren citeret for at sige, at Folketinget er delt i atomer efter, at der ikke kunne findes flertal bag nogle af partiernes forslag.

"Men det jeg faktisk sagde bagefter, det var, at når man hørte på, hvad folk sagde og så på de to vedtagelser, som henholdvis Venstre, Konservative og Liberal Alliance lavede, og den vi i regeringen lavede, så var indholdet stort set identisk."

Rettigheder og pligter skal følges
Et nøglespørgsmål i debatten i øjeblikket er, om der skal være et optjeningskrav til de danske velfærdsydelser. Altså en slags krav om, at man skal yde, før man kan nyde.

Hvad er din holdning til det?

"Jeg mener rettigheder og pligter skal følges ad. Så betaler man skat i Danmark, så mener jeg, man i princippet også skal have de samme rettigheder."

Et andet spørgsmål er, om det er i orden, når regeringen siden sommeren sidste år har administreret efter EU-retten uden at tilpasse den danske lov om børnechecken. Hvad er dit svar til det?

"Det ville da være langt at foretrække, at der var overensstemmelse mellem europæisk og dansk lovgivning. Og det er mit håb og forventning, at det vil der også komme på et tidspunkt. Men det er klart, at vi er nødt til at overholde de internationale forpligtelser vi har, så længe det ikke er sådan. Det er sådan regelsættet er," siger Martin Lidegaard.

Forrige artikel Stoltenberg bliver ny NATO-chef Stoltenberg bliver ny NATO-chef Næste artikel Risbjerg: Rekordstor tilslutning til DF Risbjerg: Rekordstor tilslutning til DF