Lenes hjemmebane støtter Barfoed

KONSERVATIVE: Selv i Lene Espersens nordjyske bagland er der opbakning til den nyvalgte Konservative formand, Lars Barfoed. Nu behøver folk ikke længere at krumme tæer, lyder det fra en lokal formand.

Selvom nordjyske konservative ærgrer sig over, at Lene Espersen fra Hirtshals blev presset til at forlade formandsposten, så bakker de op om Lars Barfoed, der lørdag officielt blev valgt som Konservatives formand.

Det siger en række kredsformænd i Nordjylland, som Altinget har talt med.

”Der er fuld opbakning til Lars Barfoed som partiformand herfra. Det er det bedste for partiet, for Lene kunne ikke vende udviklingen. Man skal være voksen nok til at se, når det ikke går længere, og det kunne Lene se,” siger Irene Bonde, der er formand for Konservative i Brønderslev, hvor Lene Espersen er valgt til Folketinget.

Som nordjyde ærgrer det Irene Bonde, at Lene Espersen måtte gå af. Alligevel er hun glad for, at Lars Barfoed nu står i spidsen for at vende udviklingen for Konservative.

”Han har ikke de store armbevægelser, men det er heller ikke nødvendigt. Han skal gøre den konservative politik synlig. I lang tid har man mest fokuseret på personerne, men det bliver ikke et problem med ham,” siger Irene Bonde.

Espersen måtte gå af
Selvom kredsformændene i Nordjylland ærgrer sig over, at Lene Espersen ikke længere er partiformand, mener de, at formandsskiftet var den eneste mulighed.

”De dårlige sager overskyggede de politiske budskaber. Det var en umulig opgave for Lene at køre videre. Sådan er gamet, og sådan blev det,” siger Morten Melgaard Krabbe, formand for Konservative i Thisted.

Barfoed kan samle K
Nu hvor Lars Barfoed officielt er valgt til formand, mener de nordjyske konservative formænd, at der grund til optimisme.

”Lars Barfoed er stabil og har styr på tingene. Nu krummer folk ikke længere tæer, men er parate til at træde frem og fortælle, at de er konservative,” siger Henning Palsgaard Christensen, der er formand for Konservative i Jammerbugten.

Kredsformændene er enige om, at Lars Barfoed vil kunne samle partiet, fordi han er god til at lytte og være opmærksom på, hvad der rører sig i partiet.

”Lene Espersen er markant og siger sin mening lige ud. Lars Barfoed er mere mild i sin fremtræden, og det vil sikkert tiltale mange. Han vil dybest set ikke være uvenner med nogen,” siger Thomas Dahlgaard, formand for Konservative i Morsø.

Forrige artikel Læs Lars Barfoeds landsråds-tale Næste artikel Venstres spinchef forlader posten Venstres spinchef forlader posten