Lene Espersen stopper som direktør i Danske Arkitektvirksomheder

Efter knap otte år som administrerende direktør stopper tidligere folketingspolitiker og minister Lene Espersen i Danske Arkitektvirksomheder. 

Danske Arkitektvirksomheder skal på jagt efter en ny administrerende direktør. Det skyldes, at den nuværende direktør, Lene Espersen, har valgt at trække sig fra posten. 

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

"Jeg vil gerne udleve min vision om at sætte bæredygtighedsdagsordenen højere hos mange andre virksomheder og i deres bestyrelser. Gerne bredt i erhvervslivet. Jeg vil derfor fremadrettet bruge min fulde tid på bestyrelsesarbejde," udtaler Lene Espersen. 

Inden Lene Espersens tid i Danske Arkitektvirksomheder var hun folketingspolitiker for Konservative i perioden 1994 til 2014. I den periode besad hun poster som udenrigsminister, økonomi- og erhvervsminister, justitsminister, partiformand og politisk ordfører.

Lene Espersen har ikke et nyt job på hånden og fortsætter i rollen som direktør indtil der er fundet en ny profil til at overtage direktørstolen. 

På nuværende tidspunkt er hun bestyrelsesformand i Green Hub Denmark og bestyrelsesmedlem i KV fonden og Formuepleje. 

Forrige artikel Kronprinsens tale ved sin mors regent-jubilæum Næste artikel Dødsfald: Tidligere DA-direktør Flemming Leth-Larsen er død (82)