Lektor: Hvorfor taler vi ikke om danske skoleelevers dårlige læseevne?
Tidligere på året viste læseundersøgelsen Pirls det dårligste gennemsnitlige resultat for danske elever i 4. klasse. Alligevel er diskussionen om læseevne udeblevet, skriver Simon Skov Fougt.
Nu nærmer skolestarten sig til endnu et skoleår. Det er små tre måneder siden, at resultaterne af læseundersøgelsen Pirls 2021 blev offentligt, og de elever, der deltog i Pirls 2021, starter i 7. klasse nu.
Med en gennemsnitsscore på 539 point har danske 4. klasse-elever aldrig læst dårligere i Pirls-regi, og vi ligger signifikant under alle tidligere runder. Samme dag tweetede kulturministeren, at nu måtte skærme ud af skolen, og senere fulgte både statsministeren og undervisningsministeren trop med lignende udmeldinger om reduceret skærmtid.
Siden har vi nærmest ikke lavet andet end at diskutere skærme i daginstitutioner og skole. Hvor blev diskussionen af læseresultatet af?
Ulighed i læsning
Pirls inddeler elevernes læsekompetence i fire niveauer: Meget højt, højt, middel og lavt. Dertil kommer så endnu et niveau: under lavt. Fakta er, at 19 procent af vores 4. klasse-elever ligger på lavt (15 procent) eller under lavt (4 procent) niveau. Det er en signifikant stigning siden 2016.
Dertil kommer, at næsten 6 procent af eleverne på 4. klassetrin blev ekskluderet fra at deltage i undersøgelsen på grund af læse- og skrivevanskeligheder. Med andre ord har vi op mod 25 procent svage læsere. Elever, der reelt ikke forstår, hvad de læser. Og elever, som typisk heller ikke kan lide at læse.
Vores top – altså elever, der læser på meget højt kompetenceniveau – ligger derimod stabilt på 11-12 procent i alle Pirls-undersøgelser. Afstanden mellem de dygtigste og svageste læser stiger altså. Ikke fordi toppen udvikler sig. Men fordi bunden falder: Der bliver stadig flere svage læsere, og de svage læsere læser endnu dårligere.
Disse elever starter nu i 7. klasse. Hvor er diskussionen af dem henne?
Der skal penge på bordet
Den store andel af svage læsere er et problem. Jeg kender ingen forskning, der viser, at skolen generelt formår at rette op på disse elever. Til gengæld møder disse elever et stigende antal tekster af stigende sværhedsgrad i et stigende antal fag, som de heller ikke forstår i dybden, og som de næppe lærer at læse bedre af – med manglende læring til følge.
Hvor er diskussionen af dem henne? Hvor er initiativerne for at hjælpe dem? Hvad gør vi – eller I, kære politikere – ved det? Og hvor er pengene?
{{toplink}}
For ja, det koster penge. Det koster penge at uddanne vores kommende lærere godt. Det koster penge at efteruddanne vores nuværende lærere godt. Ikke kun dansklærerne, som varetager læseindlæringen i indskolingen og udviklingen derefter. Men også faglærerne, som i højere grad må italesætte fagets teksttypers særegne egenskaber og hjælpe eleverne med at lære at læse dem.
Det koster penge at iværksætte forskning, som i tydeligere grad afdækker, hvordan vi løfter disse svage læsere. Det koster penge at efteruddanne vores pædagoger, hvis vi skulle styrke dem i at hjælpe eleverne i fritiden. Og det koster penge at forsøge at rette op på den fejl, vi som samfund har begået: En fjerdedel af vores elever kan reelt ikke læse. Hvad gør vi – eller I, kære politikere – ved det?
Svage læsere kan manipuleres
Det koster samfundet endnu flere penge at lade være med at gøre noget ved det. Eleverne står foran begrænsede uddannelsesmuligheder og senere jobmuligheder, og på sigt vil en for stor andel af svage læsere være et demokratisk problem, fordi gruppen er nem at manipulere. Et demokrati har brug for læsere med det, jeg kalder for ”belæst skepsis”.
Vi ved, at elevers læselystkurve knækker i 5.-6. klasse. Herefter vil de læse endnu mindre. Vi har brug for en række initiativer, der dels øger elevernes læsning og deres læselyst tidligt.
Vi har brug for oplysningskampagner til forældrene, for mange forældre vil med venlige skub huske at skubbe kærligt til deres børn. Og vi har brug for initiativer, der hjælper den heldigvis mindre gruppe elever, der kommer fra hjem med lav andel af ressourcer, for her vil forældrene næppe hverken gøre det eller se vigtigheden i det.
Vi ved, at skrivning og læsning følges ad. Vi ved, at samtænkningen mellem dem kan forbedres – ikke kun i indskolingen. Men mest af alt ved jeg, at det er afgørende, at vi gør noget ved det. Nu.
Ytringsfrihed bør aldrig være et mål i sig selv
Islam-forsker: Vi skal også sikre friheden for dem, der anfægter islams effekter og trusler
