Lego Fonden donerer svimlende millionbeløb til humanitære indsatser: ”Fondene begynder at forstå alvoren i det samfundsansvar, de har”

Et historisk højt beløb er på vej fra Lego Fonden til Unicefs humanitære indsatser mod corona. Private fonde begynder at tage større ansvar i internationale kriser, men det skal ske gennem de rette organisationer, mener ekspert. 

Godt 440 millioner kroner.

Sådan lyder størrelsen på Lego Fondens nyeste donation til Unicef.

Det store beløb er del af en større donation fra Lego Fonden på hele 150 millioner dollars – eller cirka 950 millioner kroner – der skal gå til at hjælpe børn og familier påvirket af coronakrisen verden over.

"Vi er overbeviste om, at det at samarbejde med mange forskellige partnere, som deler vores vision, er den bedste måde at gøre en bæredygtig og langvarig forskel på. Derfor støtter vi organisationer, der arbejder med at sikre, at børn over hele verden har adgang til kvalitetsuddannelse," siger Anne-Birgitte Albrechtsen, administrerende direktør i Lego Fonden.

Donationen til Unicef fokuserer på adgang til vacciner og medicinsk udstyr i sårbare miljøer, mens den resterende halve milliard kroner går til en række af fondens samarbejdspartner, som skal sikre børns adgang til uddannelse og skabe tryghed i hjemmet og lokalmiljøet. 

“Dette er en global krise, og det kræver handling fra os alle: regeringer, internationale organisationer, virksomheder og enkeltpersoner,” udtaler Henrietta Fore, Unicef Executive Director, i en pressemeddelelse.

På verdensplan er der ifølge The New York Times i skrivende stund givet 79 doser coronavaccineper 100 personer. Men langt størstedelen af stikkene – otte ud af ti – er endt i armene på indbyggere fra velstående lande. Kun 0,5 procent af doserne er blevet uddelt i fattige lande.

”Donationen hjælper os med at levere vigtige vacciner, der hvor behovet er størst, og bringer os tættere på at opnå vacciner til alle, så vi kan få vores liv – og vores økonomi – tilbage på sporet," tilføjer Unicef-chefen.

Det er en historisk høj sum penge på størrelse med nationale bidrag. Og ifølge seniorforsker Adam Moe Fejerskov er det ikke bare en markant donation i dansk fonds-historie, men også i internationalt perspektiv. 

Forskeren, der er ekspert i bæredygtig udvikling hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og blandt andet har beskæftiget sig indgående med Bill and Melinda Gates Foundation, påpeger, at donationen kan ses som et udtryk for, at private fonde begynder at vende blikket mere udad mod resten af verden med deres donationer.

”Fondene begynder at forstå alvoren i det samfundsansvar, de har – også internationalt. Vores verden står over for en kæmpe række udfordringer, og her anerkender fondene i stigende grad, at de også har et ansvar for at gøre en forskel," siger han til Altinget.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Private fonde skal samarbejde med de rette organisationer og eksperter

Som udgangspunkt ser Adam Moe Fejerskov det som en positiv udvikling, at private fonde i højere grad donerer penge til humanitære indsatser.

”Med donationen fra Lego Fonden er det positivt, at man donerer pengene til en organisation som Unicef, der allerede er dybt involveret i den slags arbejde,” siger han.

Lego Fonden har arbejdet sammen med Unicef i en årrække, og det er lige præcis organisationens erfaring på området, der ligger til grund for den store donation, fortæller fonden.

”Unicef er verdens største indkøber af vacciner, leder globale indsatser for at få vaccineret alle børn og har mange års erfaring i at hjælpe børn i nød overalt i verden," siger Anne-Birgitte Albrectsen.

Ifølge Adam Moe Fejerskov er støtten fra fonde til humanitære indsatser kun positiv, så længe at donationerne sker gennem organisationer, der er eksperter på området, understreger han. Han fremhæver, at der i det internationale fondsmiljø kan være en tendens til, at fonde giver bevillinger, hvor man går udenom eksisterende organisationer og arbejdsmetoder på området. Det kan i sidste ende betyde, at donationen ikke gør den optimale forskel. 

”I sidste ende handler det jo om, at de midler, der doneres, skal have så stor indflydelse som muligt. Derfor er det vigtigt, at man arbejder med folk, som er dygtige og kompetente på området, hvis private fonde skal bidrage til nødhjælpen,” siger Adam Moe Fejerskov.

Med flere flygtninge end nogensinde før, voksende klimaudfordringer og eftervirkningerne fra coronakrisen er det ifølge Adam Moe Fejerskov yderst vigtigt, at vi ”løfter i flok” for at løse de internationale samfundskriser. Men det er essentielt, at det private fondes donationer ikke overskygger det eksisterende arbejde på nødhjælpsområdet.

”Det er vigtigt, at fondenes bidrag er en tilføjelse til det arbejde, der ellers sker. Vi skal huske på, at det er private fonde, som ikke er underlagt demokratiske principper. Derfor ville det være enormt problematisk, hvis vi endte i en situation, hvor størstedelen af verdens fattige var afhængige af private midler,” siger Adam Moe Fejerskov.

Forrige artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Næste artikel Er der et liv efter Merkel? Kom til debat med Altinget Er der et liv efter Merkel? Kom til debat med Altinget