Socialrådgiver: Min læge har flere gange anbefalet mig at finde noget andet at lave
Det er en politisk prioritering, om der skal være råd til at hjælpe borgere med sociale problemer. Og om vi socialrådgivere skal have arbejdsvilkår, der tillader at finde de rette løsninger for borgerne, skriver Laura Pode.
Jeg er socialrådgiver, og det er jeg virkelig stolt af. Der er næppe noget mere meningsgivende end at få lov til at skabe rammerne for vigtige forandringer i andre menneskers liv.
Men mit arbejde og mine arbejdsvilkår er pressede. Det går udover mine borgere, når jeg for eksempel ikke kan overholde sagsbehandlingsfristen i deres sag i kommunen.
Jeg tror, at de fleste socialrådgivere kan nikke genkendende til, at man har været nødsaget til at overskride en sagsbehandlingsfrist, fordi der er en anden borger, som har endnu mere akut brug for hjælp fra deres socialrådgiver, og som derfor skal prioriteres først.
Umulige prioriteringer mellem mennesker og tilværelser, som på hver deres måde har brug for hjælp til deres sag i systemet nu og ikke i morgen.
Umulige prioriteringer, som strider imod vores faglighed og det, som vi er uddannet til – at forebygge og finde løsninger på sociale problemer.
{{toplink}}
Derfor er det ikke overraskende for mig, når DR kan afdække, at tæt på hver fjerde socialrådgiver på børneområdet skifter job hvert år.
Når arbejdspresset bliver for højt, og prioriteringerne bliver for mange og for svære, kan man være nødsaget til at sige fra for at passe på sig selv.
Jeg er selv blevet så presset af mit arbejde, at min læge gentagne gange anbefalede mig at finde på noget andet at lave. Fordi følelsen af utilstrækkelighed, evindeligt tankemylder og søvnløse nætter begyndte at gå massivt udover min trivsel. Fordi jeg havde alt for travlt.
Og som lægen sagde, så var der nok ikke så mange andre muligheder end at skifte arbejde, hvis jeg skulle slippe helt af med tilbagevendende stresssymptomer.
For der er sjældent de muligheder for at hjælpe og forandre, som vi egentligt har brug for. For højt arbejdspres og medfølgende stresssymptomer er faktisk ligefrem blevet noget, som jeg forventer at støde hovedkulds ind i et par gange om året.
Derfor har jeg også installeret den obligatoriske "jobagent", som løbende præsenterer andre jobmuligheder for mig. Hvis nu.
Problemet er bare, at når jeg og mine kolleger siger fra og passer på os selv ved at skifte arbejde, så efterlader det vores borgere tilbage med et lige så stort behov for hjælp. Med endnu en ny socialrådgiver at fortælle sin historie til for at sikre den hjælp og støtte, som der er behov for.
Hver eneste gang man som borger skal genfortælle sin historie til endnu en ny socialrådgiver i rækken, skaber det en smule mere frustration og usikkerhed. For hvor længe bliver de mon hængende denne gang?
Men ikke nok med, at det skaber frustration og usikkerhed for den enkelte borger, så skaber det også grundlag for fejl.
{{toplink}}
Ikke så sjældent er det komplekse og langvarige sagsforløb, når man har en sag hos kommunen, og der er mange vigtige og afgørende detaljer, som kan gå tabt i slipstrømmen i skiftet mellem socialrådgiverne.
Derfor er vi nødt til at kigge på medarbejderomsætningen og arbejdsvilkårene, hvis vi vil løse udfordringerne med overholdelse af sagsbehandlingsfrister og fejl i sagsbehandlingen.
Hvis ikke vi kan tilbyde gode arbejdsvilkår for mig og mine kollegaer, så vil medarbejderomsætningen blot fortsætte i et alt for højt tempo. Og efterlade regningen hos de mennesker, som vi er sat i verden for at hjælpe.
Derfor er det også en komplet fejlslutning, hvis ansvaret som udgangspunkt lægges på den enkelte socialrådgiver, når der begås fejl i sagsbehandlingen, og når frister ikke overholdes.
Selvfølgelig er der blandt socialrådgivere – som i alle andre faggrupper – nogle, som er dygtigere end andre. Men langt hovedparten af fejl retter sig direkte tilbage til de vilkår, som tilbydes på arbejdspladserne, hvor socialrådgivere hver eneste dag knokler for at følge med.
Når der er for lange ventetider og fejl på operationsstuerne, skyder vi heller ikke skylden på, at det er udygtige sygeplejersker og læger, men derimod et presset sundhedssystem.
Det er nøjagtigt det samme, der gør sig gældende på det specialiserede socialområde. Det er ikke ukvalificerede socialrådgivere, der er skyld i lange ventelister på botilbud, stigende priser på udbudte ydelser, og at sagsbehandlingsfristerne ikke kan overholdes.
Det er en politisk prioritering, om der skal være råd til at hjælpe borgere med sociale problemer. Og om vi skal have arbejdsvilkår, der tillader og skaber mulighed for at finde de rette løsninger.
Vi burde i stedet placere ansvaret hos dem, der kan løse problemerne. Vi har brug for ordentlige arbejdsvilkår, så vi kan være ordentlige socialrådgivere for de borgere, der har brug for os.
Ved at stille krav til arbejdsgiverne om en langsom og god introduktion til vores nyuddannede kollegaer, kan vi sikre en god start på arbejdslivet og bremse medarbejderomsætningen for nyuddannede.
Og vigtigst af alt, så har vi brug for mere tid til den enkelte borger. Det kan vi få, hvis der er et loft for, hvor mange borgere, vi må være socialrådgivere for ad gangen.
For selvfølgelig skal vi overholde sagsbehandlingsfrister og undgå fejl i sagsbehandlingen. Der er faktisk heller ikke noget, som vi hellere vil.
{{toplink}}
S og V er klar til at køre Moderaterne midt over i udlændingespørgsmålet
Der er kun ulemper for Vanopslagh ved at blive statsministerkandidat – og han får alligevel aldrig jobbet
