Lars Aslan: Dansk fange bliver tortureret på syvende år

KOMMENTAR: Dansk-bahrainske Abdulhadi Al Khawaja tog tilbage til sit hjemland i håb om, at tingene ville forandre sig. Nu har han så, under horrible forhold, siddet syv år i fængsel, skriver Lars Aslan, der selv for få dage siden blev tilbageholdt i Bahrain.

Navnet Abdulhadi Al Khawaja er desværre blevet glemt af mange danskere. Glemt af ministre, af politikere og af medier.

Dette til trods for at der bag navnet gemmer sig en af de mest uretfærdige skæbner.

Al Khawaja er menneskerettighedsaktivist i diktaturstaten Bahrain. Han måtte i sin tid flygte fra regimet og brugte 12 år i Europa og Danmark på at forsætte kampen for at få demokrati - ikke kun i Bahrain, men også i andre lande i Golfen.

Han fik dansk statsborgerskab, men da forholdene blev en lille smule bedre i Bahrain, og der da var håb om forandringer, tog Khawaja tilbage igen. Under det arabiske forår i 2011 gik halvdelen af befolkningen bogstaveligt talt på gaden for at protestere fredeligt mod kongedømmet i landet.

Men regimet slog, med hjælp fra vennerne i Saudi Arabien, hårdt ned på demonstranterne.

Adskillige blev dræbt og endnu flere fængslet. Herunder Al Khawaja. I fængslet blev han systematisk tortureret, fik brækket kæben og blev forsøgt voldtaget, for til sidst at blive idømt livsvarigt fængsel.

Og der har han så siddet lige siden. Ja, selv hans ene datter nåede at blive fængslet i tre år sammen med sit barn for at protestere mod farens fængsling.

Jeg har altid syntes, at Khawaja-sagen er noget af det mest uretfærdige.

Her har vi at gøre med en mand, der hele sit liv har kæmpet for menneskerettigheder, og som kunne have levet en tryg tilværelse i Danmark, men alligevel valgte at tage tilbage til sit hjemland i håb om, at tingene ville forandre sig.

Nu har han så siddet syv år som Danmarks eneste politiske fange siden krigen, uden at der er nogen tegn på, at han bliver løsladt, eller at de forfærdelige forhold i fængslet bliver bedre.

Jeg har rejst sagen adskillige gange over for Danmarks ”mest kompetente udenrigsminister nogensinde”, der med vanlig arrogance svarer undvigende på kritiske spørgsmål om sagen, og i det hele taget virker, som om intet kunne interessere ham mindre. Jeg har ligeledes forgæves forsøgt at få myndighederne i Bahrain i tale.

Derfor valgte jeg i samarbejde med Khawajas familie at gøre et forsøg på at besøge ham i Bahrain.

Allerede ved ankomsten i lufthavnen blev jeg tilbageholdt, fik frataget mit pas og måtte tilbringe 26 timer i et venterum, indtil jeg blev sendt ud af landet med besked om, at jeg udgjorde en sikkerhedsrisiko...

Der foregår altså i den grad noget i Bahrain, som ikke tåler dagens lys.

At Bahrain og kumpanerne i Saudi Arabien stadigvæk betragtes som allierede af Vesten, er jo i den grad absurd. De er tværtimod forbryderstater, der mere er en del af problemet end en del af løsningen på de massive udfordringer, Mellemøsten står over for.

Det lykkedes ikke i denne omgang at komme ind i fængslet, men det lykkedes at skabe opmærksomhed om Khawaja, og at sætte fokus på en dansk statsborger, som vi kollektivt har svigtet i Danmark.

Lad os håbe, at dette er begyndelsen på, at vi igen tør kæmpe for, at han kommer ud af fængslet, og at vi for en gangs skyld tør kritisere de mange hyklerstater, der findes i Golfen

---------

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Cevea: Den nye økonomi nødvendiggør en mere politisk fagbevægelse Cevea: Den nye økonomi nødvendiggør en mere politisk fagbevægelse Næste artikel Vedby: Konflikten mellem Rusland og Vesten er først lige begyndt Vedby: Konflikten mellem Rusland og Vesten er først lige begyndt