Langballe, Christiansen og Dea Larsen: Gamle DF-profiler tilbage på stemmesedlen

Selvom partistifterne Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup har forladt partiet, er der en række genkendelige navne iblandt de 67 folketingskandidater hos Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti præsenterer 67 kandidater til det kommende folketingsvalg heriblandt en række genkendelige navne. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Partiet har siden formandsopgøret i januar været igennem et markant tilbagefald i meningsmålingerne, ligesom prominente profiler som tidligere medstiftere Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl har meldt sig ud af partiet.

Før formandsopgøret havde Dansk Folkeparti 16 mandater, nu har de fem mandater.

Den nye kandidatliste vidner dog om, at det ikke er alle, der har forladt skuden.

En række nuværende og tidligere folketingsmedlemmer, som Christian Langballe, Kenneth Kristensen Berth, Anders Vistisen, Kim Christiansen, Pia Adelsteen, Susanne Eilersen, Morten Marinus, Malene Harpsøe, Dorthe Ullemose, samt Merete Dea Larsen, der stillede op imod Messerschmidt i partiformandsopgøret, er at finde på kandidatlisten. 

Ifølge Dansk Folkeparti repræsenterer kandidatlisten en bred vifte af erfaring og nye talenter.

"Det tegner godt for Dansk Folkeparti og den udvikling af partiet, som jeg og den øvrige ledelse har sat i gang,” siger Morten Messerschmidt og fortsætter:             

”Modgang gør stærk, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette hold på 67 kandidater, der nu melder sig klar til at kæmpe for Danmark og Dansk Folkeparti, vil være en spydspids i genrejsningen af vores parti.”

Dansk Folkeparti står ifølge en nylig måling foretaget af Epinion for Altinget og DR til 2,1 procent af stemmerne til det kommende Folketingsvalg.

{{toplink}}

Forrige artikel Tidligere borgmester melder sig ind i Moderaterne Tidligere borgmester melder sig ind i Moderaterne Næste artikel Herlufsholm udpeger ny rektor Herlufsholm udpeger ny rektor