Venstre-folketingskandidat bliver chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer

Vicedirektør i Ulveman & Børsting og folketingskandidat for Venstre Marianne Lynghøj Pedersen er ny chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer. Her skal hun bistå udviklingen af en vision for fremtidens bæredygtige griseproduktion.

Landbrug & Fødevarer ansætter Marianne Lynghøj Pedersen som ny chefkonsulent. Hun kommer fra en stilling som vicedirektør og partner i Ulveman & Børsting.

Det oplyser Marianne Lynghøj Pedersen til Altinget.

Som chefkonsulent skal hun arbejde med at definere fremtidens griseproduktion i Danmark. 

"Vi er utrolig glade for at Marianne Lynghøj Pedersen bliver en del af holdet, der skal definere fremtidens griseproduktion i Danmark. Produktionen af dansk grisekød står overfor en af de mest omfattende og gennemgribende omstillinger nogensinde," siger Christian Fink Hansen, direktør, Sektor for Gris, Landbrug & Fødevarer.

"En styrket sammenhæng mellem erhvervet, samfundet og det politiske system er helt afgørende for, at vi kommer i mål og har en stærk sektor i fremtiden," tilføjer han.  

Marianne Lynghøj Pedersen understreger selv, at hun glæder sig til at løfte den opgave:

"Fødevaresektoren spiller en afgørende rolle i tre af de største udfordringer, vi som samfund står overfor lige nu; klimakrisen, biodiversitetskrisen og fødevareforsyningskrisen, der bliver en af konsekvenserne af den tragiske krig i Ukraine. Jeg er stolt af, at jeg får mulighed for at bidrage til at vise, hvordan den danske griseproduktion har både viden og vilje til at bidrage med løsninger i alle tre kriser."

Marianne Lynghøj Pedersen er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet. I 2021 blev hun kandidat i virksomhedsadministration fra Copenhagen Business School. Hun har været ansat i Ulveman & Børsting siden 2017.

Den nyansatte chefkonsulent er desuden opstillet som folketingskandidat for Venstre i Rudersdal-kredsen.

Forrige artikel Grace henter public affairs-director fra Forsvarsministeriet Næste artikel 3F vælger ny formand 3F vælger ny formand