Læs Rangvid-udvalgets forklaring på finanskrisen

DOKUMENTATION: Rangvid-udvalget uddeler dumpekarakterer til en lang række parter i sin gennemgang af finanskrisens årsager. Blandt andet er der kritik af VK-regeringens finanspolitik op til finanskrisen, finanssektorens risikovillighed, Finanstilsynets arbejde og revisorernes mange fejl.

Rangvid-udvalget har i dag afleveret et digert værk, som peger på en lang række forklaringer på, at den finansielle krise ramte Danmark hårdere, end den ramte en række andre lande.

Rapporten "Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring" beskriver en lang række sammenhængende forklaringer på finanskrisen. Samtidig har Rangvid-udvalget, som består af en række økonomer og repræsentanter fra de økonomiske ministerier, vurderet de forskellige tiltag, som blev anvendt for at imødegå krisen. 

I rapportens 43 konklusioner er der kritik af bankerne og finansektoren, Finanstilsynet, den daværende regerings finanspolitik og revisorernes mangelfulde kontrol. 

Rapporten peger på, at Danmark blev hårdere ramt af krisen af en række sammenhængende årsager, som dog ikke hver for sig kan tilskrives krisen. Blandt andet vurderes finanspolitikken, boligbobler på ejerboliger, erhvervsejendomme og landbrugsjord hver for sig at have medvirket til krisen uden at have været den direkte årsag. 

Deregulering af det finansielle system frikendes af rapporten, ligesom resultatløn på direktionsgangene i banker og finansinstitutter kritiseres, men ikke vurderes at være blandt hovedårsagerne til krisens omfang i Danmark. 

De fem bankpakker og de politiske indgreb i markedet i forbindelse med krisen får ros for at være nødvendige. Rangvid-udvalget mener, at det er for kompliceret at bedømme, om andre løsninger havde været bedre. Mens der generelt er ros til bankpakkerne, så får Bankpakke 3 kritik for ikke at have været effektiv nok til at få banksektoren til selv at overtage nødlidende banker.

Forrige artikel Andreas Hemmeth ny pressechef for R Andreas Hemmeth ny pressechef for R Næste artikel Altinget.dk åbner Kultur-portal Altinget.dk åbner Kultur-portal