Læs hele Simom Emils landsmøde-tale

Kære liberale venner

Hvor er det fantastisk at stå her på talerstolen i dag og fejre Liberal Alliance sammen med jer.

Da vi mødtes sidst - for et år siden - var vi fulde af forhåbninger til det kommende folketingsvalg.

Vi håbede, vi drømte, vi satsede, vi arbejdede.

Og i dag kan vi så konstatere, at det, som ingen troede var muligt, rent faktisk er sket. At drømmen gik i opfyldelse. At det hårde arbejde betalte sig.

Projektet lykkedes, og nu er Liberal Alliance et rigtigt parti. Ikke som de andre partier. Vi er stadig helt os selv. For Danmark har brug for et liberalt holdningsparti, der kan protestere imod velfærdsstatens forstening. Et liberalt parti, der kan forsvare det enkelte menneske imod systemet. Et liberalt parti, der først og fremmest tror på dig.

Liberal Alliance fik ni mandater ved folketingsvalget i september. Ni pladser i folketingssalen. Ni sæt hænder, som nægter at trykke på de grønne knapper, når det er skatte- og afgiftsforhøjelser, der stemmes om. Ni mennesker, som hver dag arbejder hårdt for et friere og rigere Danmark.

Men vi ni folketingsmedlemmer har bestemt ikke gjort det alene. Langtfra. Vi ville aldrig - aldrig - være, hvor vi er i dag, hvis ikke det var for alle jer her i salen. Hvis ikke det var for alle Liberal Alliances medlemmer. Hvis ikke det var for alle Liberal Alliances 176.585 vælgere.

Derfor skal der lyde en stor tak.

Tak til jer, der frivilligt har brugt jeres sparsomme fritid i partiets tjeneste.

Tak til jer, der har støttet økonomisk.

Tak til jer, der har overbevist familie, venner og kollegaer om at stemme på Liberal Alliance.

Tak til Anders for at stå i spidsen og tage de hårdeste tæsk, når de kom.

Tak til vores vedholdende hovedbestyrelse og vores foretagsomme sekretariat.

Og ikke mindst tak til Danmarks bedste politiske ungdomsorganisation - Liberal Alliances Ungdom.

Tak for jeres støtte, tak for jeres engagement, tak for jeres hårde arbejde.

Og nu vi er i gang med at takke, så synes jeg, at vi skal sende en stor tak her fra landsmødet til alle de danskere, der hver eneste dag står op og går på arbejde. Det er jer, der holder hjulene i gang, og det bør alle danskere være uendeligt taknemmelige for.

Vi nåede det mål, vi havde sat os: At få mindst otte mandater ved folketingsvalget 2011. Men det betyder naturligvis ikke, at kampen er slut. Slet ikke. For vi har stadig verdens højeste skattetryk. Vi har stadig verdens største offentlige sektor. Og vi har stadig 170 politikere på Christiansborg, som tror, at de skal blande sig i alt mellem himmel og jord. Desværre!

Og derfor er der stadig meget at gøre. Der er lang vej endnu. Men jeg er sikker på, at vi kan gøre noget ved det. For sammen - i vores frivillige fællesskab - kan vi mere, end vi kan hver for sig. Vi kan forandre Danmark.

--------

Danmark er blevet et rigt land, fordi danskerne er et handelsfolk. Et folk med stolte traditioner. Et folk med et åbent sind.

Men hvad er det dog, der er sket med vores dejlige land? Det er som om Aksel Sandemoses beskrivelser af janteloven er blevet til virkelighed i hele Danmark. Du skal ikke tro, du er noget. Du skal ikke tro, du er bedre end os, gjaldes der fra et politisk parnas, der har ophøjet middelmådighed til et ideal.

Men det skal være løgn, skal det. Du skal tro på dig selv. Du skal gøre dig umage. Bare klø på. Og klarer du dig godt, vil vi se på dig med stolthed. For vi vil have det liberale Danmark tilbage.

Da vi i efteråret fik en ny og rød regering, bevægede vi os selvsagt endnu længere væk fra det liberale Danmark, som vi savner. Men bevægelsen var egentlig ikke så stor.

For det første fordi VK-regeringen ikke var så liberal, at det gjorde noget - skaden var sket lang tid før folketingsvalget 2011.

For det andet fordi Helle Thorning-Schmidt efter sin magtovertagelse har skudt så mange løfter ned, at valgoplægget "Fair Forandring" nu ligger livløst tilbage i efterladte papkasser på de røde partikontorer.

Helle Thorning er blevet bebrejdet sine mange løftebrud. Og det kan der være god grund til, for de er med til at skabe en kløft i mellem politikere og befolkning.

Og med den hastighed vælgerne har vendt ryggen til regeringen kommer jeg til at tænke på den tyske digter Bertolt Brechts berømte spørgsmål efter den folkelige opstand imod DDR-regimet i Østberlin i 1953: Hvorfor valgte partiet sig ikke et andet folk?

Man kunne efterhånden spørge den danske regering om det samme.

Men man kunne også vælge at anskue sagen om løftebrud fra en anden vinkel. For faktisk er der god grund til at være lettet over en del af alle løftebrudene.

Her er en del af de løfter, Helle har glemt:

Regeringen har droppet at øge alle overførselsindkomster, at hæve pensionstillægget og at bevare efterlønnen.

Regeringen har droppet kandidatpant for studerende, 300 mio. kr. ekstra fra fartkontrol og en tilbagerulning af dagpengereformen.

Og så har de droppet millionærskatten, de har skoddet bankskatten, og de har opgivet at hæve fradraget for fagforeningskontingenter.

For slet ikke at tale om løftet om gratis skolemad, sundhedstjek af alle danskere og sidst men ikke mindst betalingsringen!

Så kære Helle: Mange tak for dine løftebrud. Det var saftsuseme blevet dyrt!

Egentlig vidste vi jo godt, at det ville ske. Det blev i hvert fald forudsagt af erhvervsmanden Asger Aamund allerede i marts måned sidste år.

I en debat med den tidligere DKP-formand og nuværende erhvervsminister, Ole Sohn, sagde Aamund om det fælles S-SF-valgoplæg: "De lader bare som om, at de vil gøre det. Det, de fører nu, er et rent valgoplæg. Det er udelukkende beregnet til at flytte nogle massive stemmer hen over midten over til rød blok."

Og det skulle vise sig at være sandt.

Men betyder alle løftebrudene, at der ikke bliver ført en ny politik i Danmark?

Jo, vi har da fået lidt flere afgifter. Vi har fået lidt flere udgifter. Underskuddet på finansloven er blevet lidt større. Men lad os være ærlige - det er kun på marginalerne, at vi kan se forskellen. Når vi altså tager mikroskopet frem.

På den måde betyder regeringens løftebrud, at Danmarks situation ikke er helt så slem, som det under valgkampen så ud til, at den ville blive.

Men "ikke helt så slemt" betyder ikke "godt". Det betyder bare...."slemt".

Landets slemme - uliberale - tilstand skyldes især, at vi op gennem 00'erne er blevet ledet af en borgerlig regering, der kun var borgerlig af navn - men ikke af gavn.

I stedet for at slanke den offentlige sektor, fedede man den op. I stedet for at mindske antallet af forbud og regler, fandt man på endnu flere.

Derudover er VK-regeringen den stolte far til ikke mindre end 287 nye skatte- og afgiftsforhøjelser fra 2001 til 2011. 287! Om jeg så brugte hele min tale på at nævne dem, ville der ikke være sat tid nok af i landsmødeprogrammet til, at jeg kunne nå at læse dem alle sammen op!

Derfor er det ikke så underligt, at vi ikke har mærket de store forandringer i Danmark, siden vi har fået en ny regering.

For når alt kommer til alt, så er det jo - trods alt - Helle Thorning, der er socialdemokrat af navn, og derfor kan man vel egentlig ikke fortænke hende i at fortsætte den socialdemokratiske politik fra VK-tiden.

Ja, når en Venstre-mand kalder sig selv for liberal, så svarer det til, at jeg skulle kalde mig selv for professionel fodboldspiller. Nej, vel?

For os i Liberal Alliance er det selvfølgelig - isoleret set - dejligt, at den borgerlige bane er helt fri til at spille på. Men for Danmark som helhed er det intet mindre end en tragedie.

For Danmark har brug for borgerlighed. Vi står midt i en af de værste økonomiske kriser nogensinde. Konkurrenceevnen sakker bagud, vækstkurverne dukker sig, og arbejdspladser i tusindvis forsvinder ud af landet. Og værst af alt er de økonomiske fremtidsudsigter dystre - hvis vi vel at mærke bare lader stå til, sådan som både den tidligere og den nuværende regering vil gøre. Vi bliver nemlig færre og færre i den arbejdsdygtige alder, der skal forsørge flere og flere ældre, alt imens andelen af folk på overførselsindkomster bare vokser, og velfærdsudgifterne eksploderer.

Det kan ikke blive ved.

---------------

Liberal Alliance har i det forgangne år sat en dagsorden om, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. Det er skammeligt, at det for rigtig mange mennesker i dag bedre kan betale sig at være på overførselsindkomst end at tage et arbejde. Det er skammeligt, at rengøringsassistenter, kassedamer og lagermedarbejdere hver dag går på arbejde uden at blive belønnet for det.

Det skal altid, ALTID, kunne betale sig at arbejde. * Det er et princip, som er helt nødvendigt for samfundsøkonomien. Og det er et princip, som er moralsk rigtigt.

Betyder det så, at Liberal Alliance bare er ligeglade med de syge, de handicappede, de gamle? Selvfølgelig ikke!

Når vi er så optagede af, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, af at få økonomien til at hænge sammen, er det jo også med tanke på de svageste i samfundet. Vi siger det af et bankende, varmt, socialt hjerte.

Der er tre grupper, vi skal være opmærksomme på. Først er der dem, der simpelthen ikke kan klare sig selv: De syge og de svært handicappede. Så er der dem, der godt kan arbejde, men som alligevel står uden for arbejdsmarkedet. Og endelig er der dem, der er i arbejde til en meget lav løn.

For den første gruppe - de syge og de handicappede - spiller landets generelle økonomiske tilstand en kolossal rolle. Det gør den, fordi de er afhængige af hjælp fra det offentlige. Uden velstand, ingen velfærd. Liberal Alliance vil fremtidssikre økonomien, så der også om fem og om ti og om femten år er råd til at hjælpe dem, der har behov for det. Man fremtidssikrer økonomien ved at sørge for, at der bliver arbejdet, produceret og fundet på - for fuld skrue! Det kræver, at det altid kan betale sig at arbejde. 

For den anden gruppe - kontanthjælpsmodtagerne - er det hamrende vigtigt, at der er arbejdspladser at få, og at de kan mærke en reel forskel ved at skifte gavechecken fra det offentlige ude med en løncheck fra en arbejdsgiver. Liberal Alliance vil begge dele: Skabe gode rammer for virksomhederne, så de kan skabe arbejdspladser, og sørge for, at det altid kan betale sig at arbejde. 

For den tredje gruppe - de lavtlønnede - er det vigtigste, at de får noget ud af deres hårde slid. Kort sagt: At det altid kan betale sig at arbejde.

Nej, Liberal Alliance er ikke bare et parti for højtlønnede på den grønne gren. Vi er et parti for hele Danmark. 

Men vi er uenige i den gængse socialdemokratiske opfattelse af, at man hjælper folk ved at sikre så mange mennesker som muligt så mange offentlige kroner som muligt. Vi mener tværtimod, at man hjælper folk ved at skabe et samfund, hvor så få mennesker som muligt modtager overførselsindkomster - og hvor de, der har et reelt behov for hjælp, kan være sikre på, at der er råd til det.

Og det er et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde.

Det skal være sådan i Danmark, at de dovne altid skal være misundelige på de flittige.

Kort sagt: Vi vil have det liberale Danmark tilbage. Det er et Danmark, hvor arbejde betaler sig. Det er også et Danmark, hvor kriser fører til nytænkning. Hvor folk i nødens stund finder energi til at kæmpe, arbejde og forbedre.

I midten af 1800-tallet var den fastlåste økonomiske struktur i samfundet en stor udfordring, og danskerne skabte andelsbevægelsen. I begyndelsen af 1900-tallet stod alt for mange mennesker uden basale fornødenheder, og arbejderbevægelsen voksede sig stærk. Man tog ansvar i fællesskab.

Men i dag, her i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor vi danskere igen står med en meget stor udfordring, sker der ingenting.

Jeg tror, at forklaringen findes i det absurde teater, som dansk politik desværre har udviklet sig til. Som små, feje lemminger stiller alt for mange Christiansborg-politikerne sig op foran tv-kameraerne og lirer de lette løsninger af - mere velfærd, flere forbud, ingen forandringer. Dét, som de tror, vælgerne vil have. Og når kameraerne så bliver slukket, tager de den selvsikre maske af, tørrer sveden af overlæben og kigger på hinanden med let flakkende øjne.

For de ved jo godt, at den er gal. De ved godt, at det ikke er sådan, vi får Danmark helskindet igennem krisen. At det ikke er sådan, vi fremtidssikrer økonomien. At det ikke er sådan, vi skaber et frit og velstående samfund. At de med deres overfladiske løsninger og kujon-agtige politik svigter dem, der har brug for et arbejde. De svigter Danmark!

Det er som strudsen, der stikker hovedet i hullet, når der opstår problemer. Og jeg skulle hilse og sige, at der er lige så mange strudse på Christiansborg, som der er mænd med slips i denne landsmødesal!

Og det er ikke så få endda.

Men jeg er alligevel - trods alt - optimist. For jeg ved, at vælgerne er klogere end som så. Og jeg ved, at det er muligt at få Danmark på ret kurs igen.

"Frihed har i Danmark hjemme," sagde Grundtvig.

Det har den, friheden, og det er faktisk grunden til min optimisme.

For jeg tror på, at vi kan få det liberale Danmark tilbage.

---------------

I slutningen af 30'erne kunne min bedstefar ikke få arbejde. Derfor flyttede han med min bedstemor til København, fordi han her kunne job som bud hos et familiemedlem.

De havde ikke mange penge, og frugt var for eksempel en luksus, de sjældent havde råd til. Så de fik sendt æbler fra min oldemor i Jylland.

På et tidspunkt lånte min bedstefar 1.500 kr. af sin bror, flyttede til Jylland og begyndte at købe og sælge.

Mine bedsteforældre kunne kun med nød og næppe sætte mad på bordet om aftenen i 30'ernes København. Men i midten af 50'erne købte de deres første bil. Og siden gik det kun fremad.

Men dengang var skattetrykket lavt - meget lavt. Vi skal et godt stykke op i 60'erne, før de direkte skatter passerede 25 procent. Det betød, at det i dén grad kunne betale sig at arbejde. Og det betød, at det var muligt at skabe bedre vilkår for sig selv og sin familie.

Og sådan bør det være. Frugten af folks hårde arbejde bør først og fremmest tilfalde dem selv og deres familie. Det er det eneste rimelige.

For når vi i Liberal Alliance vil bekæmpe det absurd høje danske skattetryk, så er vores grunde jo ikke udelukkende af rationel, økonomisk karakter. Vi har også i høj grad moralske grunde for vores skatteoprør.

Selv i det socialdemokratiske principprogram fra 1913 står der: "Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets Udbytte bør tilfalde dem, som arbejder." Det er jeg sådan set enig i! Det er simpelthen ikke rimeligt, at staten i dag i mange tilfælde tilraner sig langt over halvdelen af de penge, som du selv har arbejdet hårdt for. At arbejdets udbytte bør tilfalde dem, som arbejder, er et sundt princip, som vores politiske modstandere - både til venstre og til højre for os - totalt har opgivet midt i deres svulstige, populistiske velfærdseufori.

Engang kæmpede partierne om, hvem der skulle have udbyttet af arbejde og investeringer. I dag er de gamle partier forenet i ønsket om, at broderparten af investeringer og arbejde skal tilfalde staten.

Økonomisk ufornuftigt og moralsk forkert. Det er de to liberale hovedargumenter imod det høje danske skattetryk.

Der er dog også et tredje argument, som er afledt af de to andre - og som bestemt ikke er uvæsentligt:

Høj skat ensretter samfundet.

Når vi alle sammen skal aflevere så stor en andel af vores indkomst til staten, bliver vores handlemuligheder mindre. Vi får færre strenge at spille på. Det gælder for os alle sammen, og det er en vigtig pointe at huske på - også i dagens ligestillingsdebat, hvor regeringen truer med kvindekvoter og tvungen barselsfordeling.

Det tårnhøje skattetryk betyder, at stort set alle danske familier har indrettet sig på samme måde: To indkomster, børnene i institution og en daglig kamp for at få hverdagen til at hænge sammen med alt, hvad den indebærer af indkøb, madlavning og tøjvask.

Tænk nu, hvis skatten var lavere. Så ville det være uendelig meget lettere for nutidens kvinder - og mænd, for den sags skyld - at vælge lige præcis dét liv, de selv ønsker. Det ville være lettere for de stærke og dygtige kvinder, som gerne vil skabe sig en karriere og samtidig have børn. De ville have råd til at købe sig til hjælp i hjemmet - hjælp til rengøring, indkøb og børnepasning. Og det ville også være lettere for de modige kvinder, som gerne vil sætte arbejdslivet på standby i en periode for i stedet at blive hjemme med deres børn. Med en lav skat på arbejde ville det nemlig være muligt at klare sig på én indkomst.

I det hele taget ville et lavere skattetryk udvide mulighederne for os alle sammen. Mulighederne for at leve vores liv, som vi ønsker. Vores frihed bliver simpelthen indskrænket af den høje danske skat.

---------------

Friheden bliver også indskrænket på andre måder.

Nemlig af Christiansborgs lovmølle, som uafbrudt kværner derudaf.

Så sent som i denne uge har vi behandlet et forslag om, at der SKAL være mindst 20 cigaretter i hver cigaretpakke. Ja, I hørte rigtigt. En ti-styks-pakke vil snart være forbudt.

Begrundelsen er ret fantasifuld. Regeringen vil indføre minimumspakker med den begrundelse, at det dermed bliver sværere at købe cigaretterne for unge med få penge.

Med den begrundelse kunne man jo indføre minimumscolaer på 5 liter, Matadomix-minimum på 2 kg eller et forbud imod vin i andet en Magnumflasker.

Men nej, for når det gælder alt andet end cigaretter, har venstrefløjen ikke bare en anden logik. De har en modsat logik. For her gælder det om at gøre portionerne så små, at man ikke frister svage sjæle til at indtage for meget.

Reguleringsiveren er så kraftig, at al logik udelades, og ethvert argument bliver både ligegyldigt og lige gyldigt.

Ethvert problem bliver i dag løst med lovgivning, regler og forbud. Der er ingen grænser for, hvad politikerne blander sig i:

Hobbyknive. Hunde. Ræve. Heste. Parfume. Solarier. Burkaer. Legepladser. Byggepladser. Sandkasser. Madkasser. Stearinlys. Fedt. Slik. Nødder. Ketchup. Asier.

Egentlig har jeg lyst til at sige til jer: "Find selv på flere." Men lad for Guds skyld være. De skulle jo nødigt få gode ideer inde på Borgen!

Ja, på Christiansborg diskuterer vi endda regler for, hvilke sprog man må tale i skolegården, hvor meget svinekød der skal serveres på vuggestuerne, om vin til gymnasieelevernes fredagsbarer skal forbydes, og om vi skal kræve, at der bliver brugt læbepomade på danske byggepladser! Og ja, det skal vi. For det siger EU!

»Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.«

Sådan indledes Jyske Lov fra 1241, og det er jo - her knap 800 år senere - stadig sandt. Som liberal har man faktisk svært ved at finde en smukkere udlægning af det danske samfunds ånd.

I samme gamle lov står der også, at lovgivningen i Danmark skal være "passende og nyttig".

Og sådan burde det være. Men det står i skærende kontrast til det abnorme antal love, regler og forbud, som dagens politikere pålægger folk. Det er simpelthen et udtryk for manglende tillid - manglende tillid til, at folk selv kan finde ud af at leve deres eget liv.

Ja, livet er farligt. Man kan endda dø af det.

Men som Karen Blixen sagde: "Den lever frit, der kan dø."

Med friheden hører jo også friheden til at fejle, friheden til at gøre ting, som måske ikke er fornuftige, ikke er sunde, ikke er korrekte.

Vi vil have dén frihed til at indrette vores liv, som vi vil - også selvom parnasset eller Sundhedsstyrelsen eller regeringen måtte mene noget andet. Hvad blander de sig i vores liv for? Hvad i alverden bilder de sig egentlig ind?

Vi vil have det liberale Danmark tilbage.

Hvis vi alle sammen skal ligne hinanden, være lige sunde, lige slanke, lige pæne - så bliver det hele da ret så kedeligt! Og i sidste ende lige meget.

Vi må aldrig ofre menneskers ret til selv at bestemme over deres eget liv blot for at gøre sundhedsstatistikkerne pænere.

Det er faktisk utroligt, at vi i H. C. Andersens fædreland er blevet så smålige og emsige og lighedsdyrkende, at vi ikke tåler, at nogen stikker ud. "Han er for stor og for aparte, og saa skal han nøfles!" siger de i andegården om den grimme ælling.

Ligesom vi i dag siger om de fede, om rygerne, om de uuddannede. De er anderledes, de lever ikke det gode liv, så de skal have såkaldt "hjælp" fra det offentlige, så de kan komme på ret kurs - det vil sige på elitens kurs.

Da debatten om rygereglerne på Christiansborg rasede før jul, støvede Bertel Haarder sin liberale grundholdning af og gjorde det klart, at han var imod flere stramninger. "Vi er jo voksne mennesker herinde," sagde han. En sund liberal udmelding, som dog i parentes bemærket står i skarp kontrast til den enorme mængde af formynderiske, ensrettende og helt igennem uliberale love og regler, som den regering, han i en periode var sundhedsminister i, stod bag.

Men jeg er glad for enhver omvendt synder. Og ja, vi er da voksne mennesker på Christiansborg. Men det er borgerne altså også. Så hvorfor behandler vi dem som børn?

Staten har forvandlet sig til Big Mother: En stor, velmenende og særdeles omklamrende skikkelse, som kvæler os i misforstået omsorg.

Men vi skal ikke lade hverken Big Mother eller parnasset eller sundhedsfascisterne eller nogen som helst andre bestemme, hvordan vi lever vores liv. Det kan vi godt selv, tak!

Lad os finde tilbage til et Danmark uden ensretning og smålighed. Et Danmark med store vingeslag, et Danmark, hvor dygtighed og flid bliver belønnet, et Danmark med lav skat, et Danmark, hvor der er råd til at tage sig ordentligt af de svageste.

Et Danmark i fremgang. Et frit Danmark. Et liberalt Danmark.

Liberal Alliance har bevist, at selv de mest vilde drømme kan gå i opfyldelse. At selv når alle dømmer dig ude, har du stadig en chance for at få comeback. Vi har bevist, at man aldrig skal tro på dommedagsprædikanter - heller ikke dem, der kalder sig politiske kommentatorer. Og hvis nogen tror noget andet, kan de æde deres gamle hat.

Vi har bevist, at vi kan nå de mål, vi sætter os.

Derfor tror jeg også på, at vi når vores mål om at få det liberale Danmark tilbage - hvis bare vi står sammen, løfter hagen og aldrig lader målet slippe af syne.

Fortsat godt landsmøde!

kafr@altinget.dk