Læs Rasmus Nielsens takketale for stor journalistpris

Takketale fra Altingets stifter, Rasmus Nielsen, 3. januar 2018 ved modtagelse af Berlingskes Journalistpris:

Tak, 269 gange tak, for denne fornemme Berlingskes Journalistpris. Hvor er det generøst og vidunderligt. Hverdagen er den bedste, siges det, men mon ikke det snarere er de stunder, hvor man påskønner eller påskønnes?

Som iværksætter møder man med garanti på et tidspunkt muren i form af et t-kryds. Den ene vej fører til lukning, ærestab, ødelagt privatøkonomi og lediggang.

Den anden vej fører – hvis man er heldig, stædig og ihærdig nok – herop foran jer! Til drift, beskæftigelse, vækst og altså påskønnelse fra mennesker, man selv så meget skønner på.

Heldigvis kan jeg hér i Berlingsalen dele æren med virksomhedens ledelse, der for fleres vedkommende kom til i 2016 og 17, og som sætter og gennemfører mere ambitiøse mål, end jeg vel selv turde drømme om.

Ofte blev jeg spurgt: Hvor findes dit ”net-halløjsa” i udlandet, hvem har du set efter? Jamen, Altinget blev da bygget op fra bunden. Min bror, den såkaldte web-guru Jakob Nielsen i Californien, sagde i 90'erne, at nettet kræver smalle nicher. Brugeren er kun et klik væk fra nye interesser. Jeg lavede så en netavis om dansk politik i januar 2000 – der ikke tjente penge. Dansk politik var da ret så smalt for et medie? Nej, det er for bredt, sagde storebror. Så lavede jeg politiske fødevarenyheder og siden sundhedsnyheder. Solgte selv det allerførste abonnement til Danske Andelskasser, mens den ulønnede student lavede indhold. Så fik humlebien, som alle kaldte os (når jeg ikke hørte det), luft under vingerne.

Udtænkte alt – helst alene og ved vandet. Men det gav på en måde sig selv. Snart talte hjemmesiden til mig, som lærredet til maleren. Det skulle være klassisk og langtidsholdbart. Ikke noget statens medier kunne finde på. Tænkte på kurverne i et flygel eller en violin. Tænkte på den grønne mark og det røde hus mod det blå hav i bornholmske malerier.

Kunne man lave et mediekoncept med evig nyhedsstrøm? Tænkte så på møllehjulets evige møde med åen – var det ikke som det samspil mellem regering og parlament, vi skulle dække?

Tænkte på trafiktavlen, hvor to veje flettes i én: Jeg kom kørende ad den klassiske journalistiks vej. Den jeg havde lært fra bunden hér som journalistelev på Berlingske og Lisbeth Knudsens Christiansborg-redaktion. Hver part skal høres, fakta skal være 100 procent korrekt og ja, billedtekster står i kursiv, og der var trompet over rubrikken. Og så den anden vej, der skulle flettes sammen med journalistikken. Det var den nye, digitale teknik. De fantastiske, berusende nye muligheder. Drømte om et medie, der både var levende billeder, lyd – og tekst.

Havde også i årene forud på TV 2-regionernes Christiansborg redaktion oplevet, hvordan fælles teknik nemt kan forsyne flere kanaler. Set, hvordan der var et lag af nyheder og portrætter, der interesserede en mindre målgruppe rigtig meget i forhold til det omnibus-landsdækkende, hvor konkurrencen i øvrigt også er maksimal.

Stort set alle domæner kunne købes dengang. Nettinget? Tingstedet? Arena? Slotsholmen? Altinget – hvad skulle barnet hedde? Alt om politik altid – Altinget.dk. Hvad kunne internet-teknologien så? Smalle, købedygtige målgrupper. Brugervenligt. Interaktivt som vores opfindelse Kandidattesten, nu vist udbredt i alle demokratiske lande. Ingen døde links. Hurtig søgefunktion. Først og sidst: hyppigt opdateret. Og så altså bare tilsat klassisk journalistisk håndværk og masser af servicestof.

Lykkelige er vi over, at Altinget i dag er anerkendt af alle politiske ståsteder. De regner med indholdet i de 24 millioner sider, de klikkede på i 2017. Det forpligter.

Journalistikken, har den en fremtid? Det spørgsmål stillede få for 20 år siden. Medier var den fjerde statsmagt, alle bød ombord. Men spørgsmålet om fremtiden trænger sig mere og mere på. Faget er presset. Økonomisk af tech-giganterne, der flytter annoncekronerne og dygtigt bejler til brugernes tid. Teknisk trængt af internetvejen, der hurtigere og mere præcis end papir bringer nyhederne ud. Og konkurrencestækket af myndigheder og aktører, der selv vil informere gennem omsiggribende kommunikationsafdelinger.

Journalister beklikkes. Det bedste forsvar er angreb. Vores troværdighed er i bund. Laver og indrømmer vi en mindre fakta-fejl, udråbes det af visse magthavere som fake news. Selv om fake news jo er bevidste løgne for økonomisk eller politisk vindings skyld, begået af andre end journalister.

Journalistik kan finansieres af stater, men næppe længere overleve som private omnibus-massemedier. Journalistik skal sælges i nichemål, som nu Altingets godt 20 netaviser til specialiserede målgrupper. Ja, 2018 bliver vist nicheåret i dansk journalistik. Oneman-bands, hvoraf de fleste vil lukke som desværre normen for iværksætteri, andre vil blive opkøbt, og kun få overleve som selvstændige udgivere.

Business-til-business journalistik har loyale og købedygtige abonnenter, der får stof need to know, mens det fortsat er svært at se forretningsmodellen for det brede, klassiske massemedie rettet mod det store vælgerhav. Desværre. For hvem skal så holde sammen på samfundet, som Berlingske har gjort så fornemt siden 1749?

Kollegial hæder er den største, siger man. Tilbage i 2004 fik Altinget den nystiftede eJour-pris fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Nu denne fornemme og store Berlingske Journalistpris.

Jeg er taknemmelig og må sige, at så fortjener vi – i hvert fald jeg – ikke mere hæder. Nu skal vores snart 200 medarbejdere gøre sig fortjent til opmærksomheden gennem vedholdende, hårdt arbejde med den uvildige, kritiske men redelige journalistik om vores alle sammens styreform: Folkestyret.

Tak til priskomiteen. Til min læreplads Berlingske. Tak, alle sammen.

red@altinget.dk