Længste valgkamp i 20 år

VALGKAMP: 2015-valgkampen bliver den længste i 20 år, men blegner i forhold til valgkampene i 1960'erne. Teknologisk udvikling har gjort valgkampen kortere, mener forskningschef.

Danskerne har fået 22 dage til at beslutte sig for, hvem der skal lede landet de næste fire år. Dermed bliver valgkampen i 2015 den længste i 20 år.

De 22 dage blegner imidlertid i forhold til tidligere tiders valgkampe. Før 1987 varede valgkampene således 30,6 dage i gennemsnit. Længst var valgkampene i 1960 og 1964, hvor partierne havde henholdsvis 42 og 52 dage til at kæmpe om danskernes stemme.

Siden da har valgkampenes længde været kraftigt nedadgående. Mellem 1987 og i dag har valgkampene varet 20,8 dage i gennemsnit.

Artiklen fortsætter under grafen. 

Praktiske hensyn bag valgkampenes længde
Der er ikke nogle bestemmelser i grundloven om, hvor lang tid der skal gå, fra statsministeren udskriver folketingsvalg, og til at valget skal afholdes. Der er imidlertid en række praktiske hensyn, som gør, at valget udskrives omkring tre uger inden valgdagen.

Eksempelvis er det nedfældet i valglovens § 56, at ”brevstemmeafgivning her i landet kan finde sted de sidste tre uger før valgdagen, dog senest næstsidste søgnedag før valgdagen.” Og derudover skal borgernes valgkort produceres og fordeles. Denne proces går i gang 14 dage før valgdagen, hvor KMD begynder at printe de omkring 13 ton valgkort. Produktionen tager godt 50 timer, og 10 dage før valgdagen er valgkortene således klar til at blive sendt ud til de stemmeberettigede danskere.

Valgkampens nedre grænse er nået
Forklaringen på de kortere valgkampe skal findes i den teknologiske udvikling, mener forskningschef i politik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch:

”Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at køre tidsfristerne helt i bund. Rent teknisk kunne man nok godt gøre valgkampene endnu kortere, men man har nået den nedre grænse for, hvor kort en valgkamp kan være, før det administrative system er kørt på plads og klar til valg,” siger han.

Folketingsvalget skal afholdes 18. juni.

*Artiklen er blevet opdateret torsdag 28. maj. Ved valgudskrivelsen sagde Thorning, at der var 23 dage til valgdagen, men for at kunne sammenligne med tallene fra Folketingets Oplysning, er det korrekte antal dage til valget 22. 

Forrige artikel 13 nedslag: Sådan har vælgerne flyttet sig 13 nedslag: Sådan har vælgerne flyttet sig Næste artikel Tvivlen nager i S-højborg Tvivlen nager i S-højborg