Læger kritiserer sygehuse for at afvise stadig flere patienter

NØDRÅB: Sygehusene afviser i stigende grad henvisninger fra de praktiserende læger, vurderer lægernes formand på baggrund af meldinger fra medlemmerne. Han vil gerne have tal på bordet og har nu sendt et brev til sundhedsministeren.

Landets praktiserende læger har en oplevelse af, at sygehusene afviser flere og flere patienter, som ellers er blevet henvist til sygehuset af deres læge.

Og det kan føre til forsinkede diagnoser og gå ud over ressourcesvage patienter.

Sådan lyder advarslen fra Praktiserende Lægers Organisation, PLO, som nu har sendt et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

”Det er et nødråb. For det går ikke, hvis man i stedet for at bygge primærsektoren op bare gør det sværere at få patienter ind på sygehusene,” siger PLO-formand Christian Freitag.

I brevet, som han sendte i sidste uge, beskriver han de praktiserende lægers problemer med afviste henvisninger. Der findes ikke konkrete tal på antallet af afvisninger, og det er noget af det, lægerne nu efterspørger.

Lægeformand: Mange afvises i psykiatrien
Baggrunden er en debat i kølvandet på sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser i Region Sjælland. 

I efteråret viste afdækningen af en række patientforløb, at flere patienter på trods af begrundet mistanke om brystkræft blev afvist, da deres læge forsøgte at henvise dem til et kræftpakkeforløb. 

Problemet er dog langt større inden for områder som reumatologi, psykiatri og smertebehandling end på kræftområdet, vurderer lægeformanden. 

Sygehuse: Det handler ikke nødvendigvis om penge
Lægerne er bekymrede for, om sygehusene afviser stadig flere patienter, fordi regionerne bliver belønnet for at reducere antallet af sygehusforløb og genindlæggelser.

Men det handler ikke nødvendigvis om økonomi, siger lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, Mads Koch Hansen:

"Indimellem får vi henvisninger, hvor vi kan se, at vi ikke kan tilbyde noget på sygehuset, og så er det jo spild af både patientens og vores tid at tage dem ind".

Han understreger, at man altid prøver at undgå at lave en afvisning, men i stedet indleder en dialog med patienten eller dennes læge.

I den fulde artikel på Altinget Sundhed kan du blandt andet læse, hvad de praktiserende læger foreslår, man skal gøre ved problemet med afviste patienter. Du kan også læse, hvorfor afvisningerne ifølge en professor især rammer de mest ressourcesvage patienter. Og hvordan professoren mener, at problemet rammer lige ned i diskussionen om den kommende sundhedsreform.

Forrige artikel Dagens overblik: Morten Østergaard truer med at vælte regeringen Dagens overblik: Morten Østergaard truer med at vælte regeringen Næste artikel Mette Frederiksen indkalder sikkerhedsudvalg efter første coronafund i Danmark Mette Frederiksen indkalder sikkerhedsudvalg efter første coronafund i Danmark