LA sår yderligere tvivl om SU-reform

SU: Politisk ordfører Christina Egelund (LA) blev under Folketingets afslutningsdebat afkrævet svar på regeringens planer om en SU-reform. 

Kommer der en SU-reform inden folketingsvalget?

Det spørgsmål svæver endnu mere i uvisheden, efter LA’s politiske ordfører onsdag såede yderligere tvivl om den SU-reform, som regeringen vil gennemføre ifølge regeringsgrundlaget. 

”Det er ikke mit indtryk, at regeringen har konkrete planer om at skære i SU’en,” sagde Christina Egelund. 

Svaret faldt, da Rasmus Prehn (S) under Folketingets afslutningsdebat benyttede muligheden for at komme til bunds i de tilsyneladende modstridende meldinger fra LA’s uddannelses- og forskningsordfører, Henrik Dahl, og Venstres finansminister, Kristian Jensen, om en SU-reform i avisen Børsen. 

Henrik Dahl analyserede nemlig i avisen på muligheden for at fremsætte den SU-reform og mener ikke, at der ikke er nogen, som har lyst til at lave en SU-reform så tæt på et valg.

Den melding blev dog modsagt af finansministeren i samme artikel.

”Vi mener, at det er vigtigt at lave en SU-reform," sagde Kristian Jensen i Børsen med henvisning til, at det står i regeringsgrundlaget. 

Og det er altså den melding fra finansministeren, som Christina Egelund nu sår yderligere tvivl om.

LA-ordføreren afviser i samme ombæring, at det skulle være partiets politik at skære i SU'en, men vil gerne diskutere, om man bedre kunne bruge midlerne på uddannelse i stedet for forsørgelse. 

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen vil lave en SU-reform med udgangspunkt i den tidligere V-regerings udspil, hvor der blev lagt op til at skære i SU-stipendiet og tilbyde højere lån. 

Forrige artikel Tidligere LO-boss skal stå i spidsen for regeringens nye tænketank Tidligere LO-boss skal stå i spidsen for regeringens nye tænketank Næste artikel EU forbereder sig på at blive ramt af Trumps valgløfte EU forbereder sig på at blive ramt af Trumps valgløfte