LA kritiske over for implementering af hvidvaskningsdirektiv

Villum Christensen (LA) i Folketingssalen 15. januar 2016.

SKATTELY: Der var bred enighed om at gøre det sværere for virksomheder at gemme sig i uigennemsigtige selskabskonstruktioner. Liberal Alliance stiller sig kritisk.

Næsten alle partier var rørende enige om at implementere EU's hvidvaskningsdirektiv med begrundelsen om at gøre det sværere for virksomheder, der vil snyde i skat. Lovforslaget indebærer en registerordning, hvor virksomheder skal registrere de reelle ejere af selskaber.

Liberal Alliance var dog skeptiske og mente ikke, at mål og midler stemte overens.

“Man må altid afveje tingene. Står risikoen for skattesnyd, som man håber at forhindre, mål med den administrative byrde, som nye kontrolinforanstaltninger naturligvis altid medfører. Den balance synes vi måske ikke helt er til stede i det her tilfælde,” sagde Villum Christensen (LA), der var meget lunken vedrørende prisen:

“Forslaget forventes at koste 20 mio. kroner i omstillingsomkostninger, 3 mio. årligt for erhvervslivet samt 7-8 mio. kroner årligt for staten. Det er selvfølgelig relativt små beløb, men det skal sættes op imod, at ministeriet ikke regner med at inddrive en eneste ekstra skattekrone. Vi synes, balancen er for skæv, og vi er derfor kritiske over for det,” sagde Villum Christensen.

Ifølge Socialdemokraternes Erik Christensen koster skattely statskassen 3-5 mia. kroner hvert år.

“Det anslås, at der hvert år sendes mellem 3-5 mia. kroner ud af landet i direkte skattely. Det er temmeligt svimlende beløb, som jo nogenlunde svarer til, at Danmark hvert år ville kunne bygge et nyt supersygehus. Det er altså et kæmpe tab for statskassen, men også for fællesskabet og velfærden i hele Danmark,” sagde Erik Christensen.

Forslaget er en videreudvikling af aftalen fra december 2014 om bekæmpelse af skattely. Læs forslaget her.

Forslaget vil medføre, at Danmark opfylder EU’s fjerde hvidvaskningsdirektiv.

Forrige artikel Enhedslisten efterspørger overimplementering Enhedslisten efterspørger overimplementering Næste artikel Kristian Jensen optimistisk om mere dansk nødhjælp Kristian Jensen optimistisk om mere dansk nødhjælp